I 22-Nyhederne fredag aften d. 14. januar 2000 om
modersmålundervisningen, fik seerne ikke lov at høre det argument, som har bred
tilslutning fra fagfolk. Nemlig at det helt afgørende for barnets
intellektuelle og følelsesmæssige udvikling er at give barnet et sprog, da
sproget er bærer af barnets begrebsudvikling. Derfor er sproglig stimulering
forudsætningen for barnets begrebstilegnelse og dermed dets intellektuelle og
emotionelle udvikling. Uden begreber kan barnet ikke begribe. Barnet må altså
have et sprog for at kunne forstå.
Og da det reelt er forældrenes sproglige stimulering i hjemmet gennem daglig
brug af modersmålet, der udvikler barnets begrebsverden (uanset børnehavesnak
på dansk), så må det være i alles interesse at barnet også i skolealderen kan
fortsætte den intellektuelle udvikling igennem undervisning i det sprog, hvor
det bedst mestrer de nødvendige begreber der skal til, for at begribe sig selv,
samspillet med omverdenen og selve omverdenen.Jo flere begreber barnet lærer at
beherske via undervisning i modersmålet jo hurtigere og bedre vil barnet kunne
oversætte begreberne til barnets andet sprog, dansk, og dermed udvikle det
tilsvarende.
Spørg en hvilket som helst lærer eller pædagog, som i sin dagligdag arbejder
med at stimulere det danske sprog hos børn i førskolealderen, der snakker et
andet sprog i hjemmet, om ikke det forholder sig sådan, at de opfordrer
forældrene til at snakke mest muligt med deres børn på det sprog de behersker
bedst, altså modersmålet.? Og i skolealderen gælder det samme for
modersmålundervisningen. Modersmålundervisning står ikke i vejen for indlæring
af dansk. Modersmålsundervisning kan tværtimod være med til at stimulere
indlæringen af begreber på dansk. Men modersmålundervisningen skal selvfølgelig
have samme lødighed som danskundervisningen.
Alle foretrækker vel børn med 2 hele sprog, modersmålet og dansk, gennem
bevarelse af muligheden for fri modersmålundervining fremfor at lade nogle børn
i stikken som sprogligt underudviklede både mht deres modersmål og deres
danske, såkaldt dobbelthalvsprogede ?. Lav en undersøgelse af om der kan være
et sammenfald mellem dobbelt halvsprogethed og så kriminalitet ?.
Ja og så har vi slet ikke snakket om, at der sammen med modersmålundervisningen
sker en indlevelse i forældrenes kultur og historie, som kan give
andengenerationsindvandrere den følelse af selvværd og ligeværd, der gør at de
magter at vurdere og sortere de kulturelementer de møder og så tage det bedste
fra begge og således ende som stærke selvhjulpne individer med den optimale
personlige blandingsidentitet som demokratisksindede lovlydige
1.generationsdanskere, der gerne tager globaliseringens udfordringer op.
Jeg er ikke sproglærer, men prøver blot som almindelig borger, at bruge en
smule sund fornuft på mine erfaringer og lidt viden.
Er det ikke mærkeligt, at de mennesker der er bange for at flygtninge ikke
tager hjem igen, det er de samme mennesker, som vil fjerne
modersmålundervisning, hvorved de reelt også gør det sværere for
flygtningefamilier at vende hjem igen ?
Arne Hansen