Fremmed-fjender er ringe danske

Ekstrabladet d. 16.01.00

40-årige Kim Andersen, nødhjælps-chaufføren fra Thyborøn, slog hånden af Z-vennerne og slås nu i Guds navn for et multi-etnisk Danmark med minareter side om side med kirketårne

Af Niels Westberg

Han er den mest danske dansker, han kender. Siger han selv. Faktisk er han så glad og stolt over at være dansk, at det var dét altså national-følelsen der startede hele molevitten. Indmeldelsen i Fremskridtspartiet, det anti-racistiske arbejde og nu sidst: Kampen for 24 udviste serber-flygtninge, der over et år har levet illegalt under jorden på hemmelige adresser rundt om i Jylland.

Men mere om alt det senere.

Manden fra Thyborøn, den tidligere nødhjælps-chauffør Kim Andersen, er ganske vist født i Struer, men han er lavet af samme støbning som bolværket og molerne, der står imod og bryder det oprørte bølgehav her ude længst vestpå i Danmark.

En robusthed og urokkelighed, der er nødvendig for at kapere de daglige brev- og telefon-trusler, slagsmålene med myndighederne, besøgene hos de skjulte flygtninge alt sammen oven i lærer-studiet på seminariet og familielivet med hustruen Trine og de fem børn hjemme i huset nær havet i Thyborøn.

Det er ofte for meget. Helt vildt for meget. Men jeg kan ikke lade være, lyder det fra den 40-årige mand, hvis buldrende engagement og ganske udiplomatiske pågåenhed har skabt skræk og respekt i flere ministerier. Jeg er en Guds mand. Ikke pladder-humanist, men en dybt troende kristen, for hvem næstekærlighed er noget praktisk. Handling, indgriben, selvopofrelse, fastslår Kim Andersen med sin vindblæste, vestjyske baryton.

Grundfæstet
Kim Andersen er en mand, der vil høres også nu i den grasserende fremmed-debat. Især fordi det, han har sine meninger i, er personlig erfaring og en overbevisning skabt af virkeligheden ikke blot politiske postulater, som han siger med foragt.

Det irriterer mig så grusomt, at de politikere og debattører, der er mest bange for vores danskhed i et multi-etnisk samfund, også er personer, der mest højlydt kalder sig nationale og lovpriser dansk national-følelse.

For mig at se burde det være omvendt nemlig sådan, at vi, der føler os mest danske og nationale, også føler os stærkest og mest usårlige. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Jeg føler mig så urokkelig, grundfæstet dansk, at jeg ikke er det fjerneste ræd for, at muslimer, islam eller andre etniske kulturer kan ødelægge noget som helst. Tværtimod. Jo mere multi-kulturelt vores samfund bliver, jo mere føler jeg mig dansk, siger Kim Andersen til Ekstra Bladet på besøg ude i Thyborøn-hjemmet, hvor flere telefoner kimer med korte mellemrum, fax-maskinen spytter korrespondance ud, og e-mailpost flyder ind på computeren i en lind strøm.

Jeg tror, at de såkaldt super-nationale offentlige debattører, der frygter, danskheden er i fare for muslimsk smitte, slet ikke er så sikre i deres national-følelse. Det er nok snarere en usikker national-følelse, der skaber denne hysteriske debat og denne angivelige frygt for de fremmede, deres kultur og religion.

120.000 muslimer i Danmark kan da ikke få mig til at ryste på hånden eller i bukserne. Islam er ingen trussel mod min kristendom. Igen snarere tværtimod.

Min tro og min kirke styrkes ved at spejle sig i andres tro og kirkesamfund, føler Kim Andersen, der ganske vist stadig er medlem af folkekirken, men som sammen med sin hustru fik fornyet tro midt i en personlig krise og tog beslutningen om at blive en del af Apostolsk Kirke for fire år siden.

Når folk påstår, at muslimer vil omvende os alle med Koranen i hånden, skal vi lige huske, at Biblen byder os kristne gøre noget tilsvarende. "Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple", står der jo. For min skyld må muslimer missionere på samme måde og det vil ikke røre mig en pind, hvis de en dag får opført en moské her midt i Thyborøn, smiler Kim Andersen ved forestillingen om minaret-sang i fiskerihavnen.

Overhalet
Thyborøn-mandens engagement startede tilbage i 1993, da eksport-chauffør Kim Andersen meldte sig frivilligt til nødhjælps-transporter for Dansk Flygtningehjælp i det krigshærgede Jugoslavien.

Med base i Zagreb kørte Kim Andersens og hans kolleger togter ind og ud af Bosnien med forsyninger og mennesker togter på tværs af fronter og igennem slagmarker. I smadrede byer og på sønderskudte landeveje, hvor granaterne eksploderede omkring lastvognen, og snigskytter gjorde al kørsel livsfarlig.

Jeg har været tæt på nogle gange, meget tæt på, lyder det roligt fra den erfarne chauffør, som mere end én gang har fået sit karosseri og sin forrude gennemhullet af granat-splinter.

Du bliver aldrig det samme menneske igen, når du først én gang har været tæt på krigens ofre, de civile, de gamle, kvinder og børn, der i panik og angst drives på flugt fra krigshandlinger. Det er så frygtelige situationer for disse mennesker, at du må og skal hjælpe, gribe ind, sætte dig selv og dit eget på spil.

Du kaster dig ud i det med alle dine kræfter, og oplevelsen forandrer dig for altid, siger Kim Andersen, der allerede efter første tur på tre måneder i Bosnien kom hjem til Struer og fik en slem forskrækkelse.

Jeg var jo medlem af Fremskridtspartiet, i gang med at skabe mig en politisk karriere, var folketings-kandidat og gik derfor til politiske møder. På et af disse møder hørte jeg en person fra det fremmed-fjendske Holger Danske-parti kæfte op om bekvemmeligheds-flygtninge og social-nassere fra bl.a. Jugoslavien, og pludselig kunne jeg se mit eget ansigt på den mand. Som Z-mand kunne jeg jo lige så godt selv stå dér på talerstolen og kæfte op med de samme ord.

Det var et mindre chok at opleve, at jeg faktisk var dybt uenig og kun havde foragt til overs for mine politiske venner. Virkeligheden havde så at sige overhalet mig. Nu følte jeg dyb trang til at bekæmpe disse uvidende fremmed-hadere og belære dem om, hvordan virkeligheden ser ud for folk, der drives på flugt.

Skam
Det var her mit engagement startede. Personen fra Holger Danske blev indvalgt i Struer byråd, og jeg følte stor skam på min bys vegne. At så mange i Struer stod bag den form for småracistisk hetz, dét gjorde mig rasende og skamfuld.

Derfor stiftede jeg bevægelsen "Struer-folk for ligeværd" og indkaldte til stribevis af offentlige møder for at imødegå det stupide fremmehad.

Siden hen meldte jeg mig ud af Fremskridtspartiet og afslog yderst håndfast at gå med Pia Kjærsgård, da hun brød ud og dannede Dansk Folkeparti. De følere, de sendte, bed jeg næsen af, fortæller Thyborøn-manden, der lige siden har bekæmpet sine gamle politik-kolleger med næb og klør.

For selv om de kan have ret i, at dansk fremmed-politik er stærkt kritisabel, så fremfører de deres synspunkter med en umiskendelig tone af hadske følelser over for de fremmede. Og dette gør mig både arrig og sårer mig, netop fordi det sker i national-følelsens navn. For mig er fremmedhad dybt og inderligt i strid med danskhed. Især den kristne danskhed, som jeg bekender mig til af hele mit hjerte.

Man kan sige, at for danskhedens skyld bør den nationalistiske højrefløj bekæmpes benhårdt på fremmed-området, siger Kim Andersen med vrede og entusiasme.

Præsten i Seem, Pia Kjærsgård og hendes stålsatte tropper skulle unde sig selv en tur ud i den barske virkelighed uden for Danmark. Så ville de med garanti få øjnene op for, at fremmede i nød naturligvis skal modtages med dansk anstændighed. Og at det multi-etniske ikke er farligt for danskheden, men befordrende for den.

Svinehunden
Rutscheturen fra den yderste højrefløj, ind over midten og ud i retning af venstrefløjen har dog ikke udmøntet sig i, at den frafaldne Z-soldat i Thyborøn er blevet politisk aktiv i et nyt parti.

I mit arbejde med flygtninge og fremmede prøver jeg at være så apolitisk som muligt. Det her handler ikke om politik, men om praktisk næstekærlighed, siger manden, der i samarbejde med Lyngby-præsten Leif Bork Hansen i over et år har holdt liv og mod i 24 udviste serber-flygtninge fra Øst-Slavonien i Kroatien netop fordi Kim Andersen ikke vil tolerere, at Danmark sender disse mennesker hjem til etnisk diskrimination, systematisk chikane, frygt og social nød eller i værste fald fængsel.

Sådan kan vi ikke opføre os som anstændige danskere, mener Kim Andersen, der ligesom Lyngby-præsten er politi-sigtet for at skjule de illegale flygtninge.

Jeg er som sagt ikke pladder-humanist og erkender da også blankt, at masser af falske flygtninge snyder sig til asyl her hos os men det faktum må ved Gud da ikke gøre os blinde og dumme. Blinde for mennesker i nød, som har brug for vores hjælp. Og så dumme, at vi godtager højrefløjens råb på den indre svinehund som sund fornuft. Det er ikke sund fornuft, men stupid indskrænkethed at ville bevare en fiktion om Danmark som "et rent Danmark" på en klode midt i en global udvikling mod multi-kulturelle og multi-etniske samfund.

Som ordentlige danskere og ordentlige kristne må vi indrette os på denne nye virkelighed uden at skabe disse utålelige modsætningsforhold til de fremmede, som højrefløjen igen og igen forsøger at piske op. Det er ganske enkelt uanstændigt, siger den tidligere Z-kandidat og langturs-chauffør, der for et par år siden lagde rattet på hylden, meldte sig ind på seminariet og om to år er færdig som skolelærer.

Efterskrift af Kim Andersen

I min samtale med Niels Westberg blev jeg spurgt, hvorvidt jeg troede at der i Danmark var flygtninge der havde fået asyl, men ikke opfyldte betingelserne for at få det?

Hertil svarede jeg:

Hvis man samler en hvilken som helst gruppe af mennesker - danskere eller flygtninge - vil der altid være brodne kar imellem, så derfor er der naturligvis også kommet folk til Danmark som ikke har opfyldt betingelserne for at få asyl, men så alligevel har fået det. Det er naturligvis forkert, - omend der kan være situationer hvor det kan være forståeligt - men det må ikke få os til at være hverken blinde eller dumme...

Jeg sluttede denne talestrøm af med at fastslå:

Jeg synes det vil være en langt større katastrofe, hvis man afviser en der er berettiget til asyl end at godtage ti der ikke er det........

Jeg kan ellers tilslutte mig alt hvad Niels Westberg har skrevet, og jeg har en forståelse for hvorfor han på dette område har "strammet skruen".

Artiklen er anderledes og kontroversiel, men hvis det skal være et dækkende portræt af mig er det jo også en nødvendighed - ellers er det jo ikke mig!

Til slut er det vigtigt for mig at fastslå, at jeg anser Niels Westberg for en fantastisk god journalist. En jeg har fuldt tillid til, da han en denne sag har vist, at han er en mand man kan stole på, og en mand der har modet til at gå imod bladets (Ekstra Bladet) normale linie.

Kim H. Andersen