Februar 2000.
Deres Majestæt,
Jeg tillader mig hermed at skrive til Dem i forbindelse med den ulykkelige situation, som min far, min mor, min lille søster og jeg selv er havnet i. Vi føler at vi ikke længere har nogen at rette henvendelse til og at Deres Majestæt måske kan blive vores redning.
Mit navn er Daniel Simikic og jeg er 16 år. Min familie stammer fra det tidligere Jugoslavien, og efter landets opløsning var min far, Danko Simikic, pludseligt ikke længere velkommen nogen steder. Efter at have arbejdet i mange år i Slovenien blev han, alene på grund af sin serbiske afstamning, udsat for en grusom forfølgelse både fra myndighedernes side og fra tidligere naboer og venner. Flere forsøg på at bosætte sig i en af de tidligere jugoslaviske republikker endte uden held, idet han alle steder blev betragtet som forræder fordi han havde nægtet at deltage eller tage side i krigen.
Alle vores henvendelser til de lokale myndigheder endte uden resultat. I stedet for at hjælpe os blev forfølgelsen forstærket - min mor, der er af slovensk afstamning, blev i mellemtiden udsat for voldtægt fordi hun levede sammen med min far. Min lillesøster og jeg blev samtidig udsat for forfølgelsen i skolen og på gaden, blot fordi vi var børn fra et blandet ægteskab. De daglige chikaner og trusler blev grovere og vi begyndte at frygte for vores liv.
Langt om længe indså vi, at vi måtte flygte. Vi efterlød alt hvad min mor og far fik skabt igennem mange år og ringede til min farbror her i Danmark. Vi vidste, at det årtusinds kongerige Danmark var et fredelig og demokratisk land, der var kendt for at hjælpe folk i nød. Vi ankom til Danmark den 23. marts 1998. og levede i et af Dansk Røde Kors's centre. Efter at vores anmodning om asyl blev afvist har vi levet under jorden af frygt for at blive sendt tilbage. Den frygt er svær at beskrive: min lillesøster og jeg er bange for at vores mor og far vil blive slået ihjel, mens vore forældre frygter for deres børns liv. Min søster er 11 år og hun græder hver dag. Samtidig er vi begge kede af, at vi, ligesom andre børn, ikke går i skole.
Derfor beder vi Dem, Deres Majestæt, om at hjælpe os på en eller anden måde. Min lille søsters og mit hjerte banker i håb om, at Deres store, kongelige hjerte vil forbarme sig over vores skæbne og finder en udvej så vi kan begynde et nyt og værdigt liv her i Danmark.
Med venlig hilsen
Daniel Simikic
c/o ???