Århus Stiftstidende, den 6. juni 2000:
Nyt parti vil forene minoriteter
Faklens redaktør og Idfad-talsmand udgør ledelsen i det nye parti
Af Jette Westphal og Ritzaus Bureau
Et sort mørke og en lysende rød sol med stråler i alle retninger. Det er
symbolet på et nyt parti, som nu går i gang med at samle de nødvendige godt
20.000 underskrifter, der er adgangsbilletten til et folketingsvalg.
Minoritetspartiet med undertitlen "Frihed til forskellighed" regner med at
nå dem i løbet af sommeren.
Det nye parti havde valgt Grundlovsdag til at præsentere sit politiske
grundlag og sin partitop. Formanden hedder Rune Engelbreth Larsen. Han er
cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab, men bedst kendt som redaktør
af det kontroversielle tidsskrift Faklen. Næstformand er Souhail Ibrahim,
frafalden socialdemokrat og kendt som formand for indvandrerorganisationen
Idfad samt som formand for den århusianske fædregruppe.
Repræsenterer sig selv
I partiets hovedbestyrelse sidder også Leyla Tamer, der ifølge egne ord
repræsenterer sig selv, samt stud.mag. i forhistorisk arkæologi Carsten
Risager og stud.theol. Jeppe Berg Sandvej, begge med tilknytning til Faklens
redaktion. Set med partiledelsens øjne er Danmark et land med diskrimination
af minoriteter, herunder etniske, overvågning og ensretning, med udstødte,
fattige og hjemløse, med kapitalcentralisering, politisk magtmisbrug og
eurocentrisme, og ikke underligt hviler partiets fundament på en opfattelse
af, at ethvert menneske er unikt, og at ethvert menneske er en ligeværdig
del af samfundet.
- Vi har aldrig haft en så højreorienteret indenrigsminister som Karen
Jespersen, sagde Rune Engelbreht Larsen, der sagde, at regeringens konkrete
politik over for indvandrere er "langt farligere" end ytringer fra tidligere
folketingsmedlem Mogens Glistrup og samtidig betegnede aktiveringen i
regeringens beskæftigelsespolitik som "tvangsarbejde". Han mener, at
regeringen "udsulter de fattige" og dermed "producerer tvangsfjernelser".
Pres på andre partier
Partiet håber at presse andre partier til at opstille flere
indvandrerkandidater til Folketinget.
- Det er pinligt, at der kun opstilles 6-7 kandidater på landsplan, sagde
Souhail Ibrahim ved stiftelsen.
Foreløbig har omkring 200 mennesker meldt sig ind i partiet, som opererer
med en startkapital på små 20.000 kr. og en forestilling om, at det som
tungen i vægtskålen kan forhindre, at en ny statsminister kommer til at
hedde Rasmussen til efternavn.
Det håber Minoritetspartiet, at Socialdemokratiet tager til efterretning.
Hverken S eller Det radikale Venstre har partiets sympati. Direkte spurgt
bekender formand Rune Engelbreth Larsen, at partiet ikke betragter sig som
socialistisk, og for Souhail Ibrahim er det væsentligt at fastslå, at
partiet ikke stiler efter at blive et rent indvandrerparti.