Information, den 19.07.00

Torturoffer får asyl

I andet forsøg lykkedes det for Siva Selathurai at få asyl i Danmark på grund af alvorlige torturskader. Nu skal han vente i månedsvis på behandling

Af NIELS ROHLEDER

I dag - den 19. juli - er det nøjagtig syv år siden, at den nu 23-årige tamil Siva Selaturai som mindreårig ankom til Danmark og søgte asyl. I går fik han besked fra Udlændingestyrelsen om, at han får asyl og status som de facto-flygtning.

Begrundelsen er de alvorlige torturskader, han fik i sensommeren og efteråret 1998, mens han var sendt retur til Sri Lanka efter at have fået afslag på sin første asylansøgning i Danrnark. Information skildrede hans sag 29. januar 2000

Men Sivas trængsler er ikke endt med meddelelsen fra Udlændingestyrelsen. Han kan nemlig ikke uden videre få den nødvendige behandling på et af de danske centre for behandling af torturofre. Som omtalt i Information tirsdag er der betydelige ventetider.

Katastrofalt
Siva Selathurai har - efter eget ønske - fået besked på at bosætte sig i Hinnerup ved Århus. Bjarne Gramstrup, konstitueret leder af Revacenter for Flygtninge i Århus, oplyser, at ventetiden for torturramte flygtninge, der er under integration, i øjeblikket er seks-otte måneder.

Psykolog Heidi Kromayer, der har behandlet Siva Selathurai, mens han har ventet på Udlændingestyrelsens afgørelse, kalder det "katastrofalt", at han ikke straks kan komme i gang med behandlingen på et rehabiliteringscenter:

"I september 1999 gjorde jeg opmærksom på, at Siva var meget traumatiseret og havde brug for behandling. Nu er der gået et lille års tid og så skal der gå yderligere seks-otte måneder," siger Heidi Kromayer.

Hun mener, at behandlingen på rehabiliteringscentre burde sættes i gang, allerede mens torturofrene sidder på asylcentrene, når der er tale om mennesker, der helt afgiort har været udsat for tortur.

Mens Siva Selathurai har været asylansøger, har han fået bevilget psykologbehandling betalt af Udlændingestyrelsen. "Det bevilges for fem samtaler ad gangen. Og når man har dokomenteret behovet, kan der godt gå en måned, før bevillingen kommer," siger Heidi Kromayer.

Information omtalte i januar den undersøgelse, som Amnestys Lægegruppe foretog, og som bekræftede Siva Selathurais egne oplysninger om tortur. Siden er han på Udlændingestyrelsens initiativ i marts blevet undersøgt af en psykiater og en retsmediciner. De peger begge på det påtrængende behov for behandling.

Det er nu op til Hinnerup Kommune at afgøre, om Siva Selathurai skal tilbydes hjælp fra en psykolog og en fysioterapeut, mens han venter på en plads på revacentret i Århus i løbet af første halvdel af 2001.

Siva Selathurai har i Information beskrevet, at han under den få uger lange indespærring i et fængsel i Colombo i august og september 1998 blev hængt op i loftet i arme og ben og rykvis hejset op og ned. Han blev slået under fodsålerne med stave og fik plasket benzin i øjnene. Myndighederne i Sri Lanka beskyldte Siva Selathurai for at have arbejdet for løsrivelsesbevægelsen De Tamilske Tigre.