Information, mandag den 31. juli 2000:
Karen Jespersen sat på plads
På EU's uformelle justits- og indenrigsministerrådsmøde om øget indvandring
til udfyldning af Europas faldende arbejdskraftstyrke vakte den danske
indenrigsminister Karen Jespersen (S) opmærksomhed.
På mødet, der fandt sted i Marseilles i fredags, udtrykte Karen Jespersen så
yderligtgående indvandringsskeptiske udtalelser, at den britiske minister
Jack Straw følte sig kaldet til at sætte hende på plads.
Det fremgår af et referat af mødet i lørdagsudgaven af det respekterede
spanske dagblad El Pais. I bladets referat hedder det om mødets forløb:
'Den ekstreme nyttemoral ('utilitarisme') repræsenterede den danske
indenrigsminister Karen Jespersen ved at spørge, hvilken interesse hendes
land kunne have i at modtage analfabetiske somaliske immigranter, 'som
muligvis ikke kan gøre nytte, end ikke som gadefejere.'
Den britiske Jack
Straw svarede hende ved at sige: 'Ved dette bord er der allerede en
somalier, den britiske minister.' Straw er søn af polske immigranter, som
ankom til Storbritannien under Anden Verdenskrig uden at kunne læse, skrive
eller tale engelsk,' forklarer El Pais sine læsere.
Information søgte i går
forgæves at få en kommentar fra Karen Jespersen.
dr