Randers Amtsavis, Oktober 2000:
Tamil oplever dansk kulde
Af Helle Frehr
Der er koldt i Danmark, men hvis blodet fryser til is i den tamilske
mor, Uma Ratnavadyvels, årer, er det ikke på grund af det danske vejr.
Snarere på grund af danskernes tilsyneladende ligegyldighed og
følelseskulde overfor hendes skæbne.
Uma, der bor i Hobro, står overfor at blive smidt ud af landet på
grund af noget absurd paragrafrytteri. Hun har - gennem sin advokat,
Bjarne Overmark, Randers - bønfaldet indenrigsministeriet om en
dispensation. Men nej.
Hun risikerer fængsel på Sri Lanka, men ser ingen anden udvej end at
tage sin lille dreng, Rossan på et halvt år, med sig. På den måde
håber hun at få en mildere behandling, trods den hårde medfart mange
hjemvendte flygtninge får, når de lander i Colombo.
Selvforsørgende
Rossans far forsørger familien med sit arbejde. Alligevel vil de
danske myndigheder sende barnets moder, Uma Ratnavadyvel, hjem til Sri
Lanka stik imod al sund fornuft.
Uma er gift og har et danskfødt barn, alligevel kan hun ikke få
opholdstilladelse i Danmark. Det skyldes, at ægtemanden, der ellers
har boet her i otte år, først fik sin i 1998. Loven siger, at
opholdstilladelsen skal have været gældende i tre år, inden man kan
søge om familiesammenføring, og der mangler knap et halvt år.
Nu står Uma overfor udvisning til Sri Lanka sammen med sit barn. Da
kvinden kommer fra samme landsby som oprørslederen Prabakaran fra de
tamilske tigre, er hun i særlig stor fare. Hun risikerer at blive
smidt i fængsel med sit lille barn straks ved ankomsten til lufthaven
i Colombo.
Tortur
Randers Amtsavis har på det seneste bragt grusomt nyt om forholdene på
Sri Lanka. To norske advokater har besøgt landet og skrevet en
rystende rapport. I lufthavnen kræver regeringens politistyrke
åbenlyst en bestikkelse af hjemvendte tamiler, der svarer til en
årsløn. Kan de ikke betale, er de næsten sikre på fængsel under
umenneskelige forhold.
Forhør, tortur og voldtægt hører til dagens orden i fængslerne. På den
måde aftvinger man flygtningene tilståelser om at have hjulpet de
tamilske tigre.
- Op til 250 mennesker spærres inde i celler så trange, at fangerne
ikke har plads til at sætte eller lægge sig ned. Cellerne har hverken
senge eller tæpper. Man må sove på den bare beton. Maden er uspiselig
og cellerne varme og fulde af insekter og rotter, lyder den norske
topadvokat, Trond Romstads beskrivelse af forholdene overfor Randers
Amtsavis.
Humant sindelag
Indenrigsminister Karen Jespersen har afvist at give Uma dispensation,
selv om den fortvivlede moder blot har brug for et halvt år, inden hun
kan søge om familiesammenføring.
Som socialminister var Karen Jespersen ellers kendt for sit humane
sindelag og for at tale de svages sag, men nu er hun indenrigsminister
og har travlt med at tale for en skærpelse af udlændingeloven.
Hjerte og husrum
Den medmennesklige gestus, som Danmark tilsyneladende ikke kan bringe
over sit hjerte, kommer nu som en udstrakt hånd fra Norge. Advokat
Trond Romstad, der sammen med Knut Olav Eldhuset er ophavsmand for den
chokerende rapport om Sri Lanka, anbefaler Uma at søge asyl i Norge.
- Selv om vi også har en skrap asyllovgivning i Norge, så vil de
norske myndigheder ikke skille en mor og et barn og sende dem til Sri
Lanka, siger den norske topadvokat til Randers Amtsavis.
Under alle omstændigheder tager sagsbehandlingen i Norge omkring et
års tid, og så vil Uma være berettiget til familiesammenføring i
Danmark.
- Hvis Uma kommer til Norge, så vil jeg meget gerne føre hendes sag,
siger Trond Romstad, der dermed tænder et lys i mørket.