D. 17.10.00

I Landsforeningen af Danske Flygtningevenners Nyhedsbrev okt. 2000 skriver den erfarne flygtningeven og historieprofessor, Brian Patrick McGuire, om en ny rapport fra UNHCR, FN's Højkommissariat for Flygtninge, som dokumenterer EU-regeringernes hykleri:

ASYLSØGER OG IKKE ILLEGAL INDVANDRER

Hver weekend når det begynder at tynde ud i nyhedsstrømmen tyer Ritzaus Bureau ofte til at ringe ned til de sønderjyske politikredse for at høre, hvor mange "illegale indvandrere" politiet har fanget "på grænsen". Radioavisen og søndagsaviserne kan derefter rapportere, at politiet har gjort sit arbejde grundigt. Nationen kan rejse sig i anerkendelse af, at Danmark ikke bliver "oversvømmet" i af uønskede mennesker.

I midten af juli 2000 blev denne nyhed suppleret med beretningen om, hvordan både dansk og tysk politi efter måneders arbejde havde fundet frem til nogle menneskesmuglere der havde sluset et stort antal"illegale flygtninge" til Danmark. Flygtninge kom fra Irak, og efter smuglernes tilfangetagelse, faldt antallet af irakiske asylansøgere i Danmark drastisk. Jeg husker specielt et radiointerview med en stolt politimand der fik anerkendelse for sin indsats. Nu skulle der ikke komme flere af disse "ulovlige indvandrere" til Danmark. Intervieweren var tydeligvis på politimandens side: det var flot klaret!

Politiet gør det arbejde som lovgivningen forlanger og domstolene kræver. Men lad os lige standse op et øjeblik og stille det spørgsmål, som radioens journalist ikke stillede: hvad indebærer det, at mennesker på flugt fra Irak nu får endnu sværere ved at komme til Danmark for at søge asyl? Ja, det betyder selvfølgelig, at mennesker på flugt forhindres i at indrejse i et såkaldt sikkert land og få behandlet en asylansøgning. I stedet henvises de til at rådne op i Tyrkiet, som ikke anerkender flygtninge fra ikke-europæiske lande, og på et eller andet tidspunkt sendes de tilbage til det land de er flygtet fra, Irak. Her er de i stor fare for forfølgelse blot fordi de i kortere eller længere tid har forladt deres land.

Tilbagesendelse af en ægte flygtning til det land han eller hun er flygtet fra kaldes i FNs sprog refoulement. I 1951 underskrev Danmark, ligesom andre vesteuropæiske lande, Genevekonventionen, for at forhindre, at dette ikke kunne ske. 30ernes og 40ernes jødeforfølgelser skulle ikke have mulighed for at gentage sig i efterkrigstidens fagre verden.

Udviklingen i behandlingen af asylsøgere og anerkendte flygtninge bliver nøje beskrevet i en rapport på 104 sider som sommerens agurkejournalister i Danmark har ignoreret: The trafficking and smuggling of refugees: The end game in European asylum policy (Transport og smugling af flygtninge: slutspillet i europæisk asylpolitisk). Rapporten er skrevet af John Morrison, med bistand fra Beth Crosland, og blev oprindeligt bestilt af FNs Højkommissariat for FlygUninge (UNHCR). Men som der står på forsiden, giver rapporten ikke nødvendigvis udtryk for UNHCRs "synspunkter eller politik".

Jeg bemærkede en kort omtale af rapporten i The Guardian Weekly og blev interesseret, fordi jeg længe havde været opmærksom på den sproglige forvirring i journalisters brug af udtrykket "illegale flygtninge". En asylsøger kan pr definition ikke være illegal, idet det (endnu) er fuldstændig lovligt at komme til Danmark for at søge asyl.

En måned efter The Guardians omtale fik jeg at vide, at Morrisons rapport kunne hentes ned fra internettet, hvor den i et stykke tid har været frit tilgængelig for alle, inklusive danske journalister. I det følgende vil jeg give læserne indblik i en vigtig beretning om ret og uret i vor tid, i form af en rapport som hidtil er blevet totalt overset.

John Morrisons faste holdepunkt er Artikel 31(1) i Genevekonventionen, hvori det fastslås, at asylsøgere ikke skal kriminaliseres for at være indrejst i et land uden gyldige papirer og visum, forudsat at de uden forsinkelse henvender sig til myndighederne og forklarer årsagen til deres tilstedeværelse i landet. Dette betyder på jævnt dansk, at det ikke er en forbrydelse at søge asyl, selvom man for at komme ind i et land som Danmark ofte er henvist til at gøre brug af forbrydere, dvs smuglere.

Selvfølgelig indrejser nogle flygtninge med et ægte visum påstemplet passet. Men dette er undtagelsen der bekræfter reglen, idet næsten alle vesteuropæiske lande er på vagt overfor potentielle asylsøgere og gør deres yderste for at sikre, at disse mennesker ikke får lovlig adgang til deres grænser. I øvrigt vil personer, der indrejser legalt i Danmark, få svært ved overhovedet at overbevise myndighederne om, at de er flygtninge. Et gyldigt visum bliver normalt brugt imod en asylsøger i hans sag!

Men hvad skal flygtninge stille op. når de befinder sig i et tredje land som ikke vil have dem og vil søge hen til et sikkert land som måske vil beskytte dem? De bliver nødt til at henvende sig til en agent, som har rede på, hvordan de kan komme videre til deres mål i Vesteuropa eller Nordamerika.

Her opstår de vestlige landes hykleri. På den ene side anerkender de forfulgte menneskers ret til at søge asyl. På den anden side bekæmper disse lande med stadig kraftigere midler de smuglere der hjælper flygtninge sikkert "i havn".

John Morrison beskriver i detalje et ekspanderende netværk af aftaler, møder og samarbejde mange lande imellem. Han skelner mellem "trafficking" og "smuggling": det første fænomen er specielt forbundet med transport af kvinder og børn, der udnyttes seksuelt eller arbejdsmæssigt. Her handler det om ufrivillig brug af svage mennesker, der kan ende som flygtninge. Det andet fænomen, smugling, omfatter personer der frivilligt aftaler at betale store beløb for at sikre, at de kan blive asylsøgere.

Efterhånden som vesteuropæiske lande finder sammen med tidligere østlande om at forhindre, at asylsøgere når frem Vesten, stiger smuglernes priser. Indtil slutningen af 1980erne kunne en asylsøger nøjes med at købe et falsk pas og visum for at komme ind i Danmark eller et andet vestligt land. Nu er myndighederne blevet så dygtige til at afsløre forfalskede papirer, at flugtvejen via fly, for eksempel fra Ankara eller Istanbul til København, stort set er blevet umuliggjort. Illegal adgang til et land som Danmark sker i stadig større omgang via den tysk-danske landegrænse.

Morrison beskriver hvordan flyselskaberne af myndighederne er blevet tvunget til at oplære deres personale i at kunne afsløre falske papirer. En "smutter" straffes med bøder, fordi transport af "illegale indvandrere" giver disse adgang til de europæiske lande. Men Morrison påpeger, at disse "illegals" faktisk er de selvsamme mennesker, som europæiske lande normalt anerkender som ægte flygtninge og giver asyl. Det drejer sig om asylsøgere fra Irak, Somalia, Afghanistan og Sri Lanka. Ingen bekymrer sig om, at Danmark og andre europæiske lande forsøger at forhindre mennesker fra netop disse lande at få lov til at indrejee og fremlægge deres asylmotiver.

Morrisons beskrivelse af det nye internationale samarbejde mod smugling viser, at landenes embedsmænd kun sjældent indrømmer, at deres aktiviteter resulterer i, at rigtige flygtninge bliver fanget og sendt tilbage til deres hjemlande. De dermed opståede brud på Genevekonventionen kommer ikke til offentlighedens kendekab, fordi de foregår i det skjulte, og det snavsede arbejde besørges af mellemlande.- Derfor ser det ikke ud som om Danmark sender irakere tilbage til Bagdad. Takket være sin geografi kan Danmark opsamle irakiske asylsøgere ved den sønderjyske grænse og forhindre, at de ikke får indpas. Irakerne bliver herefter Tysklands ansvar. Og da Tyskland også ønsker at begrænse antallet af asylsøgere, gør det sit yderste for at fange de smuglere, der hjælper irakere til landet. På den måde sørger de tyske myndigheder for, at irakiske flygEninge strander i Tyrkiet. En anden variation er for eksempel at Tyskland sender irakere tilbage til Tjekkiet, som ikke har forpligtet sig til at beskytte asylsøgere fra Irak. Og Tyrkiet? Ja, det relativt fattige Tyrkiet er ikke bleg for at udlevere mennesker på flugt til Irak. Danmark bidrager således til en kædereaktion der resulterer i, at potentielle asylsøgere fra Irak sendes retur til hjemlandet. Ved kun at se på det sidste led i kæden, opsamlingen af "illegale" ved Kruså, ignoreres det faktum, at Danmark deltager i, hvad John Morrison kalder presumptive refoulement. I hans forklaring: Derfor underminerer de landsspecifikke politiske tiltag, der forhindrer disse flygtninge i at forlade det land der forfølger dem, eller et transitland hvor de stadigvæk er i fare, ånden i international flygtningebeskyttelse og kan derfor med rette betegnes som refoulement på forhånd. (s. 6) Morrisons digre rapport dokumenterer, hvor effektivt der er blevet sørget for, at forfulgte mennesker ikke kan komme videre og søge den beskyttelse, som Genevekonventionens underskrivere lovede dem.

Hermed nærmer vi os hvad Morrison kalder "the end game of European asylum policy": slutspillet i europæisk asylpolitik. Han afslører hykleriet hos lande og regeringer der taler om menneskelige værdier og samtidig er med til at kriminalisere det miljø, som flygtninge er nødt til at gør brug af, for at redde sig i sikkerhed.

Et dansk eksempel kunne være de heltemodige fiskere, der under Anden Verdenskrig tog en god pris for at sojle jøder til Sverige. Ingen bebrejdede dem et vederlag for udførelsen af et farligt arbejde. Men vi foragter de "griske agenter"j der tager penge for at hjælpe landsmænd væk fra Saddam Hosseins rædseleregime.

Jeg ved godt, at mange menneskesmuglere er kyniske personer der kun er interesserede i økonomisk vinding. Men den igangværende debat tager ikke hensyn til de smuglere der handler ansvarligt overfor de flygtninge, som de påtager sig at føre i sikkerhed.

Jeg forudser, at historikere en skønne dag vil berette om dem der reddede liv ved at skabe et netværk, der muliggjorde flugt på trods af det europæiske politisamarbejde. Morrisons rapport er en trist beskrivelse af en situation, hvor kriminelle redder flygtninge mens regeringer holder flygtninge på afstand

Brian Patrick McGuire

PS. Efter at Brian har været på nettet så er Morrison-rapporten pludselig blevet fjernet fra UNHCR's hjemmeside. Heldigvis var den blevet taget ned og den kan læses her. Morrisons rapport bør få samme effekt som drengen i Kejserens nye klæder. Arne Hansen.