Aktuelt:
FDB meldt til politiet
TØRKLÆDE. I går blev FDB meldt til politiet for etnisk diskrimination
i virksomhedens stillingsannoncer på nettet. FDB afviser sagen.
Af: Luise Lückou Falhof
De etniske minoriteter går nu en anden vej for at få FDB's vedholdende
tørklædeforbud ophævet. Da det ikke har været muligt at slæbe FDB i
retten for helt konkret at diskriminere en tørklædebærende kvinde, så
er det nu virksomhedens jobannoncer, der fokuseres på.
I går anmeldte Dokumentations- og rådgivningscenter om
racediskrimination (DRC) FDB til politiet i Glostrup. Centret mener,
at virksomheden har overtrådt den paragraf i loven om
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, der handler om annoncering.
På hjemmesiden ligger annoncer for 94 stillinger. De er i sig selv
ikke diskriminerende. Det er derimod, ifølge DRC, den
medarbejdervejledning, som også kan ses på hjemmesiden. DRC mener, at
denne personalepolitik hører med under annoncerne og dermed går ind
under annonceparagraffen i loven om forskelsbehandling. I vejledningen
står blandt andet:
'Medarbejdere må ikke via deres fremtoning signalere tilhørsforhold
til bestemte grupper'.
Og det har udløst DRC's vrede.
'Det er uhørt, at FDB fortsætter deres diskriminerende praksis på
området, og at man ikke kan anfægte den, især eftersom landsretten var
klokkeklar i forhold til Magasin-sagen,' siger centerleder Eric
Tinor-Centi med henvisning til, at Magasin for nylig blev dømt for at
have afvist en muslimsk erhvervspraktikant med tørklæde.
Endnu ingen sag
Eric Tinor-Centi finder det ikke sandsynligt, at der nogensinde kommer
en personsag, som kan lede til politianmeldelse mod FDB.
'Efter de signaler, FDB har udsendt, vil ingen kvinde med
minoritetsbaggrund med respekt for sig selv søge job dér,' siger han
og fortsætter:
'Derfor vil FDB kunne videreføre den diskriminerende politik, uden at
de i praksis kommer i konflikt med loven, hvis ikke vi tager andre
juridiske midler i brug.'
Hos FDB mener man ikke, at formuleringen i medarbejdervejledningen
overtræder loven om diskrimination i jobannoncer.
'Teksten er en direkte kopi af vore personalepolitik, og vi opfatter
den absolut ikke som en annonce. Det er en misforståelse, hvis den er
tolket sådan,' siger FDB's informationsdirektør Poul Dines.
DRC's leder håber, at gårdsdagens politianmeldelse lægger pres på FDB
i spørgsmålet om tørklæder.
'Hvis de vil være imødekommende over for minoriteter, er de nødt til
at bøje sig i tørklædesagen,' siger Eric Tinor-Centi.