OM TROND ROMSTAD’S RAPPORT

Resumeet her er tænkt som hjælp til travle mennesker, som interesserer sig for sagen. Selve rapporten er på 41 sider, dertil kommer bilagene. Resumeet er skrevet på eget initiativ af en privatperson, der sympatiserer med tamiler, der står foran at blive sendt tilbage til Sri Lanka.

Rapporten bygger på to norske advokaters rejse til Sri Lanka fra 12. til 26. november 1999 og på deres kendskab til personsager.

Under opholdet gør Trond Romstad og Knut Olav Eldhuset deres egne erfaringer i lufthavnen og på en politistationer. De besøger et fængsel, advokater, myndigheder, og organisationer. De indsamler et væld af information og vidnesbyrd om såvel de generelle forhold som enkeltsager.

Rapporten dokumenterer, at de hjemsendte tamiliers menneskerettigheder bliver krænket groft og at de – meget ofte – bliver udsat for tortur.

I anden halvdel af rapporten inddrager advokaterne desuden andre rapporter som dokumentation. Desuden gennemgås – og tilbagevises – argumenterne for at sende tamilske asylansøgere retur.

KORT RESUME

Første halvdel

Advokaterne dokumenterer systematisk forfølgelse af de tilbagesendte tamiler, fra de lander i lufthavnen. Der er borgerkrig på Sri Lanka. Derfor er der indført undtagelsestilstand. Det betyder, at politiet og de militære styrker kan arrestere hvem de vil uden arrestordre. De kan også gøre det så mange gange de vil, og disse muligheder bliver systematisk brugt til at presse penge af de tilbagesendte tamiler.

De lever under mareridtsagtige tilstande og kan aldrig vide sig sikre.

De skal bo i specielle, meget dyre og dårlige pensionater, og de skal bære ID-kort, som er svære eller umulige at få. De kan blive arresteret, hvis de træffes på gaden uden kort, og de kan blive arresteret, når de dukker op på politistationen for at søge om et kort.

Undtagelseslovene er udformet, så næsten alle tilbagesendte tamiler har gjort noget ulovligt.

Det er strafbart at hjælpe de tamilske tigre (LTTE), og det har alle, der har boet i de tamilske områder gjort, om ikke andet med husly, mad, grøftegravning eller lignende. Det kan ikke undgås. Det giver op til syv års fængsel.

Det er også strafbart at rejse ud af landet på ulovlig måde med falske dokumenter. Da det er den eneste måde for mange asylsøgere, har de fleste hjemsendte tamiler gjort det. (Straf: Et års fængsel og bøde).

Alle slags ar – også operationsar og modersmærker bliver brugt som bevis på, at tamiler har været i kamp, kamptræning eller lignende – og er tigre.

Ingen tør give hjemvendte tamiler arbejde, end ikke slægtninge. Det er for farligt at blive sat i forbindelse med dem.

Dommeren kan ikke gøre noget, før politiet er færdigt med at efterforske sagen. Man kan risikere at være fængslet i måneder – endog år. Tortur anvendes hyppigt for at fremtvinge tilståelser. Som eksempel nævnes tilfælde, hvor fanger er blevet torteret på kønsorganerne, eller hængt op i fødderne og slået. En fange blev hængt op i tommelfingrene, så hans fødder ikke kunne nå gulvet. Han blev invalid af det.

Tortur-udøverne (politi, militær, repræsentanter for regering og myndigheder) har immunitet og kan ikke retsforfølges for overgrebene. (Public Security Ordinance, 42 og The Indemnity Act, 43.)

De returnerede tamilier må ofte skrive under på forhørsrapporter på singalesisk, selv om de ikke forstår sproget, og uden at der er hverken tolk eller advokat til stede.

På side 5 beskrives de umenneskelige fængselsforhold:

… Fængslerne var 300 % overfyldte i august 1999. Siden er antallet af fanger øget, og i januar 2000 blev ca. 3000 tamiler arresteret på et enkelt døgn i Colombo alene. Forholdene i fængslerne er forfærdelige. 250 mennesker kan være stablet sammen i celler så trange, at fangerne ikke har plads til at sidde eller lægge sig ned samtidigt. Cellerne har ikke senge eller tæpper og de fleste må sove direkte på betongulvet. Adgang til toilet og vand er stærkt begrænset. Maden er uspiselig. Cellerne er varme og fulde af insekter og rotter. Langvarig varetægt under sådanne forhold er i sig selv en tortur. Citat slut.

Anden halvdel

(fra side 24 til 42)

bekræfter med endnu flere interviews, oplysninger og detaljer de uhyggelige overgreb mod menneskerettighederne, der beskrives i første halvdel. (Se nedenfor).

En række andre humanitære rapporter indrages som yderligere dokumentation.

Denne del af rapporten refererer blandt andet fra et besøg på den norske ambassade i Colombo og i det såkaldte ”Front Office” i lufthavnen, der skulle gøre det lettere for hjemsendte asylsøgere at få ID-kort.

De norske myndigheders argumentation for at sendte tamiler retur til Sri Lanka gengives og gennemhulles.

Et centralt argument er Returaftalen, der siger, at hjemsendelsen skal ske ”under sikre og værdige betingelser”.  Norge indgik 6. marts 2000 en fredsaftale med Sri Lanka om hjemsendelse af op til 350 familier i løbet af et år. Her er så, hvad der skete med en af familierne, hvis yngste barn på tre år var født i Norge:

En familie med børn på tre og seks år sendes retur fra Norge 3. maj 2000. De bliver anholdt i lufthavnen og sat ind i en celle med ca. 30 fanger. De bliver nægtet mad og drikke. Børnene bliver vidner til, at faderen og nogle andre fanger bliver slået. De bliver forfærdeligt bange, og fangevogterne ler, da børnene græder. Faderen bliver lukket inde i et lille rum med hængelås. (…) Familien må gennem flere forhør og en nedværdigende behandling og bliver løsladt mod bestikkelse efter 12 timer. De skal møde i undersøgelsesretten igen 2. juni 2000, men slipper mod bestikkelse. Familien har ikke ID-kort og tør ikke gå ud. En aften gør de det, begge forældre bliver stoppet af politiet, men reddet af en droschekusk. Deres videre skæbne kendes ikke.

16.11.99 besøger advokater den norske ambassade i Colombo, hvor de får proceduren ved returnering af asylansøgere oplyst af udlændingeattaché Geir Aage Neerbye.

Han siger også, at:

-         det er let at få ID-kort.

-         At de hjemsendte tamiler sidder 1-4 dage i Negombo fængsel for at blive renset (screenet) for LTTE-virksomhed. (Forbindelser med de tamilske tigre).

-         At 63 asylansøgere fra Norge blev sendt tilbage fra oktober 1998 til november 1999. Otte ud af ti har siden henvendt sig på ambassaden og fortalt, at det går godt. Når de henvender sig, modtager de 100 dollars som ”starthjælp”.

-         Ambassaden har ikke hørt om, at nogen af de tilbagesendte er sigtet for ulovlig udrejse.

-         Ambassaden har erfaret, at alle, som er blevet arresteret i lufthavnen eller senere blev pågrebet under henvisning til bestemmelser i undtagelsesloven, - PTA (Prevention of Terrorism Act) eller ER (Emergency Regulations).

-         455 tamiler på Sri Lanka er dømt efter IEA (strafskærpelse for menneskesmugling) i 1998, hhv. smuglere og folk som blev taget i at forsøge at rejse ud.

-         Nerbye finder loven om strafskærpelse fornuftig, da han anser menneskesmugling for et stort problem.

De norske advokater besøger (oktober 1999) Front Office, der blandt andet er finansieret ved hjælp af tilskud fra Norge. Kontoret skal angiveligt lette indrejsen for tilbagesendte tamiler.

De forsøger at få ID-kort til en bekendt, der var hjemsendt fra Norge.

De får forklaret, at han ikke kan få ID-kort, når han ikke har pas. Omvendt kan han heller ikke få pas uden ID-kort. Han skal melde ID-kortet savnet hos det lokale politi. Men det er farligt. Han risikerer at blive anklaget for at have solgt det gamle.

De går til politiet sammen med den tilbagesendte, i juni 2000 havde han stadig intet ID-kort.

Forskellige instanser og organisationer, som skal våge over overholdelsen af menneskerettighederne er henholdsvis ineffektive eller klager over meget vanskelige arbejdsbetingelser. Nogle beskæftiger sig ganske enkelt ikke med tilbagesendte asylansøgere.

De norske advokater besøger blandt andet det statslige Human Rights Commission, FN’s Flygtningehøjkommissær og Røde Kors.

Forskellen mellem de norske myndigheders – og alle andres – opfattelse af situationen for tilbagesendte tamiler er slående.

”Norges blinde øje” kunne man kalde de mange brud på menneskerettighederne i Sri Lanka. Advokaterne forklarer det blinde øje med, at Norge kun følger tamilen til lufthavnen i Colombo og derefter fralægger sig ansvaret.

Norge lukker øjnene for den omfattende korruption og for, at undtagelseslovene er formuleret, så alle tilbagesendte tamiler kriminaliseres.

Norge overtræder FN’s menneskerettighedskonvention mod tortur af 26. juni 1987 art. 3. Den siger, at ingen skal returneres, hvis der er grund til at tro, at han er i fare for at blive udsat for tortur.

Trods Norges aftale med Sri Lanka om at tilbagesendelse skal ske i ”in conditions of safety and dignity”, sender Norge endnu en tamil tilbage 8. juli – kort efter overgrebet mod familien, der blev sendt tilbage 3. maj 2000.

Konklusionen lyder på, at ingen (myndighed eller instans) overvåger, hvordan det går med de tilbagesendte tamiler.

Helle Frehrs bemærkninger:

Danmark

Rapporten er i høj grad relevant for Danmark, der også tilbagesender en del tamiler.

Danmark bliver nævnt flere gange, og det fremgår, at

Udlændingestyrelsen i Danmark 1. februar og 8. februar i år har modtaget en telefax fra Norges Ambassade om tilbagesending af tamiler til Sri Lanka. Dansk Flygtningenævn har oplyst til advokaterne, at faxen fortæller om fængsling af returnerede asylansøgere.

---------------------------------

Rapporten er kommet til mit kendskab via Arne Hansen fra Multietnisk Forening i Frederikshavn.

Den er bl.a. aktuel i Uma-sagen (Uma Ratnavadyvel, Hobro), samt generelt, fordi:

Den dokumenterer, at tamiler, som bliver returneret efter at være nægtet asyl i et andet land – er i overhængende fare for at blive fængslet og underkastet tortur.