Kære Karen Jespersen

I Hobro går den tamilske mor Uma Ratnavadyvel og tager sig af sin baby Rossan på kun otte måneder. Det skulle være en lykkelig tid, men Uma er bange. Hun står foran at blive sendt hjem til det krigshærgede Sri Lanka.

Jeg skrev til dig om Uma i juli. Siden har jeg som journalist og som borger i dette land forsøgt at hjælpe hende. Sagen har ramt mig lige i hjertekulen. Forleden besøgte jeg Uma, hendes mand Ratna og lille Rossan. Jeg kiggede på ham, og tanken om, at han stod i fare for at havne i fængsel i Colombo sammen med sin mor, var ikke til at bære.

Rapporter fortæller, at forholdene er forfærdelige for tamiler derovre. I fængslerne og udenfor. Det er et land i borgerkrig og undtagelsestilstand, det handler om. Alle tamiler er i fare i Colombo. Især dem, der som Uma har forsøgt at søge asyl i et fremmed land. Hun vil - næsten pr. automatik - blive beskyldt for at være "tamilsk tiger".

Jeg vedhæfter en ny rapport, skrevet af to norske advokater, samt et resume (af mig). Det giver et hurtigt overblik over ROMSTADnotatet.

Der er talrige eksempler på tortur og overgreb mod returnerede asylsøgere på Sri Lanka. I den forbindelse vil jeg spørge dig: Hvordan kan du - som ansvarlig minister - tage ansvaret for at sendte tamiler hjem til sådanne forhold? Skal der lig på bordet, inden Danmark ændrer praksis? Skal vi have en ny "tamil-sag"?!

Ifølge FNs menneskerettighedskonvention må man ikke sende asylansøgere hjem, der står i fare for overgreb. Noget helt andet er, at det er et brud på menneskerettighederne i sig selv at skille en familie ad. Og det er det, man gør i Umas sag. Uma blev i 1998 viet af borgmesteren i Hobro. Og for otte måneder siden blev hun og Ratna nybagte forældre.

Om så Danmark blot ville sende Uma på ferie i Florida, ville det stadig være et brud på menneskerettighederne.

Og dem har - også Danmark - skrevet under på.

Med venlig hilsen

Helle Frehr
Helmsvej 12

8870 Langå