Støtteindsamling
Kære Venner!
Med dette brev vil jeg indledningsvis takke for den hjælp, vi har
fået. Uden den massive støtte fra utroligt mange mennesker, foreninger
og fonde, havde det ikke været muligt at løfte denne sag.
Sagen er nu afsluttet. Alle vores serbiske venner er blevet sikret mod
en tilbagesendelse til Kroatien. De fik desværre ikke hvad de havde
krav på: asyl i Danmark, men blev tildelt arbejds- og
opholdstilladelse til Færøerne.
De er nu alle kommet op til "vore danske" øer i Nordatlanten, og har
fået en modtagelse vi end ikke havde turdet drømme om. Som et enkelt
eksempel herpå skal nævnes, at da de ankom til lufthavnen Vargar på
Færøerne, blev de alle budt velkommen over lufthavnens højtaleranlæg.
Kunne man forestille sig den samme situation i Kastrup, at Danmark bød
ankommende flygtninge velkommen til Danmark?
De er alle påbegyndt deres "nye" liv og er alle startet på arbejde
eller i skole. De trives godt, om end de alle savner Danmark og deres
danske venner.
Det retmæssige opgør mod Leif Bork Hansen og mig er også afsluttet.
For mit vedkommende blev det afsluttet med, at politiet frafaldt
sigtelsen mod mig.
Leif Bork Hansen blev - som I sikkert ved - idømt en bøde på 7500 kr.
i landsretten mandag d. 30. oktober. Han blev også pålagt
sagsomkostningerne fra byretten og landsretten, og det er jo nok den
største straf. Sagsomkostningerne fra disse to retssager beløber sig
til mere end 100.000 kr.
Efter denne hårde straf er vi nogle stykker, der har sat os for at
forsøge at holde Leif Bork Hansen skadesløs, hvad angår
sagsomkostningerne.
Der er blevet dannet en komite, med det formål at yde 'retshjælp til
flygtningevenner'. Komiteens første projekt er - ikke overraskende -
en indsamling til Leif Bork Hansens sagsomkostninger. For en ordens
skyld kan jeg oplyse, at vi har fået politiets tilladelse til
indsamlingen.
Vi har sammen kunnet løfte mange store økonomiske forpligtelser i
denne sag, og det er mit håb, at vi også sammen vil kunne løfte denne
sidste tunge byrde.
Mit andragende med dette brev er derfor en ansøgning/opfordring til at
støtte denne indsamling.
Leif Bork Hansen har jo været "fyrtårnet" i den kamp, som jo ikke
"kun" har været en kamp for at sikre 29 flygtninge en retfærdig
behandling, men også et forsøg på at redde Danmarks renommé som et
humant land, der respektere menneskerettighederne. En kamp der ikke er
blevet ført for Leif Bork Hansen, men for os alle sammen.
Beløb - store som små - til støtte for Leif Bork Hansens
sagsomkostninger, kan indbetales til:
Retshjælp til flygtningevenner
Strindbergsvej 45
2500 Valby
Giro nr.: 6000-1820
Hjælp os med at løfte denne sidste byrde i samlet flok.
På forhånd tak!
Kim H. Andersen
Godthåbsvej 11
7680 Thyborøn.
Tlf.: 97 83 16 51 eller 40 19 58 21
E-Mail: kim.h.andersen@post.tele.dk
Se også Flygtninge Under Jordens hjemmeside