Anden jul bag tremmer - uden dom
Efter udvisning fra Danmark i 1998 kan den etniske serber Milenko
Macura se
frem til den anden jul bag tremmer i Osiejk-fængslet i Østslavonien.
Milenko Macura sidder varetægtsfængslet - og er altså ikke dømt.
I onsdags var Macura senest for en dommer, der da udsatte hans sag
til
midt i januar.
Det oplyser tidligere nødhjælpschauffør Kim Andersen, Thyborøn, der
sammen
med sognepræsten i Lyngby, Leif Bork Hansen, og Komiteen Flygtninge
Under
Jorden betaler for, at Milenko Macura overhovedet er sikret
advokatbistand.
De danske flygtningemyndigheder udviste i foråret 1998 Milenko
Macura. Man
vurderede, at det var sikkert for asylansøgeren at vende hjem.
Forinden var
det blevet tjekket både hos de kroatiske myndigheder og i
Krigsforbrydertribunalet i Haag, om der lå anklager mod manden for
krigsforbrydelser, og begge steder oplyste, at det gjorde der ikke.
Men to
måneder efter sin hjemkomst blev Milenko Macura alligevel anholdt og
anklaget for krigsforbrydelser.
- Milenko Macura troede på, at når Danmark, der er et demokrati,
sagde, at
det var sikkert for ham at vende hjem, så måtte de danske myndigheder
vide
mere, end han selv viste. Det var hans ræsonnement, men nu er alt det,
han
frygtede, da han flygtede, gået i opfyldelse, siger Kim Andersen til
Ritzau.
De to flygtningehjælpere har bedt advokat Bjørn Elmquist om at
forsøge at
få den danske asylsag genoptaget.
- I sager fra Irak, hvor man reelt ikke ved, om de udviste er døde
eller
gået under jorden, henviser Udenrigsministeriet til denne usikkerhed,
som
argument for, at man ikke kan gå ind i sagerne, men her har vi en
udvist,
som vi ved hvor er, siger Kim Andersen. Han vurderer, at det danske
system
må holdes fast på sit ansvar.
Medlem af Folketingets Retsudvalg, Pia Christmas-Møller (K), har
stillet
spørgsmål til indenrigsminister Karen Jespersen (S) om sagen. Karen
Jespersen skal bl.a. gøre rede for, om de danske myndigheder har givet
Milenko Macura det indtryk, at han ikke ville risikere fængsel, hvis
han
rejste tilbage til Østslavonien.
Flygtningeordfører for SF, Knud Erik Hansen, har taget initiativ til
en
høring på Christiansborg om flygtninges retssikkerhed. Høringen, der
også
støttes af Enhedslisten og CD, skal finde sted til februar.
Mileko Macura, der er i trediverne, har kone og to små børn i
Østslavonien. Familien, der aldrig har været i Danmark, er afskåret
fra
hjælp i Østslavonien, fordi manden sidder fængslet.
/ritzau/