Pressemeddelelse fra Aldrig Mere Krig:
Danmark tavs om våbensalg
Som det eneste EU-land oplyser Danmark ikke værdien af sine
våbensalg.
EU-landene står for 38% af verdens våbensalg, med Frankrig,
Storbritannien og Holland i front. Danmarks rolle er mere beskeden,
men de faktiske tal for danske våbensalg er fortsat hemmelige.
Der er dog lys forude. EU har en særligt "Adfærdskodeks for
våbeneksport", der regulerer våbensalget. EUs udenrigsministre modtog
den nyeste årsberetning i Frankrig for et par uger siden, men den er
ikke frigivet endnu. Foreningen Aldrig Mere Krig er i besiddelse af
en foreløbig fransk udgave.
Danmark står for 1999 ene om ikke at oplyse den samlede værdi af
landets våbeneksport. Sidste år var Grækenland lige så efterladende,
men viser nu samme åbenhed som de 13 andre lande. En undskyldende
note i årsberetningen forklarer dog, at Danmark i juli begyndte at
indsamle de manglende oplysninger.
Værdien af våbeneksporten er den mest konkrete oplysning, som
adfærdskodeksen tilbyder i årsberetningen. De øvrige summariske
oplysninger drejer sig om antallet af eksporttilladelser.
Her står Danmark for 228 tilladelser til våbeneksport, hvor det året
før var 219. Dette tal kan dog ikke bruges til sammenligninger, da
intet viser om tilladelsen dækker over fem patronhylstre eller 500
kanoner. Danmark har ikke givet nogle afslag sidste år, mens der var
to i 1998 - uden angivelse af type, værdi eller modtagerlande.
Disse sporadiske oplysninger i årsberetningen skal følges op med
nationale rapporter. Justitsminister Frank Jensen har lovet, at der
kommer flere oplysninger på bordet inden årets udgang - i form af en
dansk rapport om udførsel af forsvarsmateriel.
- Det skal blive spændende at se, om Justitsministeriet kan bryde med
generationers tradition for ekstrem lukkethed. Men Danmark er fortsat
EU-landet med den ringeste åbenhed, så det kan kun blive bedre,
udtaler ordfører Geert Grønnegaard fra foreningen Aldrig Mere Krig.
For yderligere oplysninger kontakt ordfører Geert Grønnegaard,
Aldrig Mere Krig - tlf. 5752 8250 - Leragervej 8, 4174 Jystrup
AMK