Pressemeddelelse fra Aldrig Mere Krig:

Styrk kontrollen med våbenhandlen

Danmark må hjælpe EU til større åbenhed - og selv indføre den, foreslår Aldrig Mere Krig.

Danmark er i front, når det gælder åbenhed om våbeneksport, mener både justitsminister Frank Jensen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen.

Men i Danmark er våbeneksporten fortsat lukket land for offentligheden. Systematiske oplysninger om produktion af våben er stort set kun offentliggjort af fredsbevægelserne, under stort besvær og uden megen hjælp fra et vrangvilligt Justitsministerium.

Seks EU-lande underskrev i sommers en samarbejdsaftale om harmonisering af våbenproduktionen - Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Aftalen er en konsekvens af udviklingen væk fra nationalt ejede fabrikker, og kan betyde fortsat ringere åbenhed.

Disse seks lande er de største våbeneksportører i EU, så aftalen vil i høj grad styre udviklingen for resten. Fælles våbenproduktion kan forplumre åbenheden, når f.eks. en besværlig eksportordre kan flyttes internt, så den formelt besluttes i det land, hvor modstanden er mindst.

EU har vedtaget en "Adfærdskodeks for våbeneksport", men kravene i den har reelt ikke betydet meget for offentlighedens mulighed for indblik i EU-landenes ret skjulte handel med våben. Nogle få lande - men ikke Danmark - er dog gode eksempler på åbenhed.

Nordiske lande som Finland og Sverige har traditionelt stor åbenhed om beslutningerne. Finland brillerer ved at lægge tilladelser til eksport frem på Internettet. Sverige har siden 1985 udgivet en udførlig rapport om sine våbensalg, og tilladelserne afgøres af et politisk udvalg under den svenske Rigsdag.

Selv i disse gode eksempler er beslutningerne først offentlige, efter at tilladelserne er givet. Det begrænser naturligvis muligheden for offentlig debat, så kontroversielle salg til f.eks. Mellemøsten kan listes igennem uden indsigt fra offentligheden.

Foreningen Aldrig Mere Krig opfordrer regeringen til at lægge handling bag ordene, både nationalt og internationalt. Gør Danmark til et godt eksempel: For yderligere oplysninger kontakt ordfører Geert Grønnegaard, Aldrig Mere Krig - tlf. 5752 8250 - Leragervej 8, 4174 Jystrup

AMK