Debatindlæg i Politiken d. 31.12. 2000

Nytårsforsæt til danskerne

Af Uffe Stormgaard
Formand for Dansk Flygtningehjælp

Årets varme kartoffel har igen været "de fremmede, der vil sabotere den danske kulturskat og udhule vores velfærd."

Stop for indvandrer- og flygtningestrømmen, råbes der fra højre side af Folketingssalen - og det til trods for at Danmark har en af Europas strammeste udlændingelove og en asylpolitik, der ikke hverken åbner eller giver ved dørene. Ekkoet fra mørket forplanter sig til dem, der ellers påberåber sig humanitære holdninger. Et udslag af angst for politisk faneflugt og overløbere.

Store overskrifter, advarende medieindslag er resultatet af de forenklede politiske budskaber, der som lokkemad skal få de fortumlede vælgerne tilbage.

Og så viser de nyeste Vilstrup undersøgelser, at spørgsmålet om udlændinge slet ikke optager befolkningen på den lidenskabelige måde, man skulle tro, når man følger emnet i medierne. Den helt ny analyse siger, at vælgerflugten fra Socialdemokratiet kun i meget lille omfang skyldes utilfredshed med partiets udlændingepolitik - og halvdelen der angiver dette som grund, mener endda, at partiet har strammet for meget på sine holdninger. Det er da lidt af en øjenåbner.

Hvis dette er sandt, kan man heller ikke forklare Dansk Folkepartis succes alene med utilfredshed med asylsøgere, flygtninge og indvandrere. Der er mange andre faktorer. Det tyder altså på, at danskernes skepsis overfor de fremmede ikke har en afgørende betydning for den politiske sympati. I hvert fald er det et faktum, at "det tavse flertal" forblev tavst. Det er altså næppe sandt, når nogen påstår, at befolkningen som helhed er imod indvandring til Danmark. Men også her er virkeligheden langt mere nuanceret.

En anden ny undersøgelse konkluderer også, at befolkningen ganske stille og roligt er ved at komme overens med udviklingen hen mod et mere blandet samfund, hvor folk fra mange lande bor side om side. Danskerne er ved at vænne sig til de nye tiders vilkår i en dynamisk verden, hvor mennesker krydser grænser på samme måde som kapital, varer og informationer. Jeg tror, at befolkningen som helhed ønsker en udvikling, hvor Danmark har hånd i hanke med politikken, vel vidende, at nationernes samarbejde forpligter os til ikke at smække grænsebommen ned overfor mennesker på flugt. Den svære kunst er, at skille fårene fra bukkene.

Udlændinge i Danmark nærer de samme håb til tilværelsen, som alle vi andre. De ønsker frihed til at leve det liv, der er det rette for dem, men kun et fåtal er galt afmarcheret i en drøm om at ændre substansen i samfundet. De får naturligvis at vide, at rummelighed er en dyd for os danskere, men at der også findes grænser. Men det er svært at definere, hvor grænserne går. Det viste efterspillet til statsministerens udtalelser i Jyllands-Posten om muslimers bøn på arbejdspladserne med al tydelighed. Her var grænsen i hvert fald ikke nået, hverken for kolleger, arbejdsgivere eller arbejdsmarkedets organisationer. Nej, grænserne skal trækkes dér hvor frihed og sikkerhed sættes over styr, ikke der hvor livet blot leves med andre normer og sædvaner.

Det er en logisk udvikling for et levende samfund i en dynamisk verden. Jeg er ikke naiv, og jeg ved, at vi aldrig kommer til at lægge problemerne definitivt bag os. Men jeg er overbevist om, at problemerne ikke bunder i hverken udlændingenes eller danskernes kultur. Alt for ofte vil man forklare (eller bortforklare) en uoverensstemmelse med begrebet kultur, men på den måde lukker man øjnene for både problem og løsning. Kultur er nemlig ikke støbt i en fast form, men hele tiden i udvikling. Mange integrationsproblemer bunder i den sociale virkelighed, og skal løses samme sted. Mennesker med meningsfyldt indhold i hverdagen skaber i regelen ikke problemer for deres omgivelser. Alle har brug for at blive taget alvorligt, og for at få de tilbud om f.eks. uddannelse og arbejde, der kan give hverdagen mening. Det værste er, når unge mennesker må finde bekræftelse og selvværd i en negativ opposition til samfundet. Derfor har alle et ansvar, ikke kun flygtningene og indvandrerne.

Skal man på det danske samfunds vegne forsøge sig med et kollektivt nytårsforsæt, kan det lyde sådan her: Vi vil skabe et samfund, hvor der står respekt om alt det, der er vigtigt for mennesker i Danmark, uanset deres fødested. Vi vil bedømme hinanden på vores gerninger som individuelle mennesker, og ikke nægte hinanden muligheder eller evner på forhånd. Vi vil skabe et Danmark, hvor fædrelandskærlighed ikke står i vejen for forskellighed, og hvor den enkeltes plads i samfundet ikke er et spørgsmål om anciennitet og herkomst.

Et forsæt, som de fleste danskere - tror jeg - i deres inderste "sjæl", gerne tager til hjertet. Også når det gælder politikere. Debatten i efteråret har heldigvis afsløret, at mange problemer måske mere findes i vores forestillinger, end i vores virkelighed. Sandsynligvis foregår samspillet mellem danskere og flygtninge-indvandrere meget mere fordrageligt, end man skulle tro. Det betyder at vores udgangspunkt for at skabe en positiv samfundsudvikling måske er meget bedre, end vi bilder hinanden ind. Og så er vi slet ikke så langt fra at få vores nytårsforsæt opfyldt.