NATOs Kosovo-krig: Det begyndte med en løgn

Teksten til en ARD-udsendelse (tysk public service kanal, nr. 1), som blev bragt den 8.2.01. Den tyske Forbundsdag debatterede udsendelsen den 16.2.01 på anmodning af PDS (det eneste parti i Forbundsdagen, som var imod NATOs krig i 1999).

Der var meget indignation over udsendelsen fra krigstilhængernes side - og man benyttede også lejligheden til at sværte PDS' daværende formand, Gregor Gysi, til. Men ingen af de tyske politikere forsøgte på noget tidspunkt at argumentere mod de nedenstående kendsgerninger. I stedet henviste man til Milosevic's ugerninger de ni foregående år.

Jeg syntes ellers, at jeg var meget mistroisk, hver gang der kom nye "oplysninger" fra NATO. Men nedenstående fik alligevel hårene til at rejse sig på mig.

M.v.h. Susanne Arends

Gerhard Schröder (24. marts 1999):
"Kære medborgere. I aften er NATO påbegyndt sine luftangreb på militære mål i Jugoslavien. Dermed ønsker alliancen at stoppe yderligere, store og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne samt hindre en katastrofe. Den jugoslaviske præsident Milosevic fører en nådesløs krig derenede. Vi fører ikke nogen krig, men vi føler os forpligtet til at gennemtvinge en fredelig løsning i Kosovo - også med militære midler".

Denne film viser, hvordan befolkningen blev snydt allerede fra den første dag i krigen. Filmen viser også, hvordan man har forfalsket kendsgerningerne og opfundet kendsgerningerne. Hvordan der blev manipuleret og løjet. Den viser, hvorfor der faldt bomber på Beograd.

NATO siger, at man har bombet for at beskytte Kosovo-albanernes liv - mod serberne. Men da de første bomber faldt, var det disse billeder, man så: Man så serbere, der rædselsslagne flygtede ned i deres kældre og i byens få bunkere.

Originallyden fra serbisk radio:
"Mange fjendtlige fly er på vej mod Beograd. Vi beder alle borgere om at slukke lyset. Når De har mørkelagt værelserne, beder vi Dem slukke helt for strømmen. Pas på. Mange fjendtlige fly komer i retning af Beograd. Borgere, bliv i Jeres beskyttelsesrum og vent på anbefalingerne fra informationscentret. Slut på meddelelsen".

Man så serbiske børn fulde af angst for, at deres liv kunne slutte, førend det rigtigt var begyndt. Det var ganske vist billeder fra det jugoslaviske fjernsyn, men de var alt for "ægte" til at kunne kaldes for serbisk propaganda. Frygten for krig er udelelig - lige som de menneskerettigheder, den angiveligt blev ført for. Det afgørende er imidlertid det billede, krigen viser. NATO's øverste talsmand vidste allerede dengang, hvilken magt sådanne billeder har.

Jamie Shea, NATO-talsmand:
"Det er vigtigst, at fjenden ikke får lov at få monopol på billeder, for det rykker NATO's taktik frem i offentlighedens lys i stedet for Milosevic's brutalitet. Noget i retning af, om vi er en perfekt organisation, om vi fører en perfekt luftkrig o.s.v. Mange journalister sagde: Milosevic har billederne - og Jamie Shea har kun ordene. Hvem skal vi så tro på? Billederne eller ordene? Næste gang, ARD, CNN eller BBC viser et billlede af en sønderskudt flygtningestrøm, så vil jeg gerne kunne sige: Ja, det er rigtigt. Jeg beklager meget, men jeg kan forklare det. Hér ser De en massegrav, Mennesker, der bevidst er ombragt og kastet i denne grav! På hvilken side står De så"

Men NATO havde ingen billeder af massegrave til sin rådighed. Kun billeder af flygtende Kosovo-albanere. Deres ansigter viser - ligesom serbernes i bunkeren - angst, smerte, frygt for døden. Men hvad siger disse billeder? Hjælper NATO dem - er de ikke som en appel til NATO: Kom og frels os. Er menneskenes lidelser ikke en forpligtelse til - og mulighed for - et militært indgreb? Kosovo-albanernes menneskerettigheder - retfærdiggørelse eller undskyldning? Forsvarsminister Scharping fortalte i 1999, hvorfor han havde sendt tyske soldater i krig i Kosovo:

Rudolf Scharping (27.3.99):
"Vi havde aldrig tyet til militære tiltag, hvis det ikke havde været for den humanitære katastrofe i Kosovo med 250.000 flygtninge i Kosovo, og langt over 400.000 flygtningen i alt - samt et i øjeblikket ikke kendt antal døde".

Kendte man ikke antallet af døde før starten på NATO-bombardementerne? OSCE må have kendt til det. For OSCE's observatører havde meget pinligt meldt om situationen i Kosovo. Deres facit for marts 1999: 39 døde i hele Kosovo - før NATO's bombefly kom. Var der tale om, at en "humanitær krise" var overhængende? Den daværende tyske general i OSCE, og en amerikansk diplomat, som var i Kosovo dengang, husker det således:

Hainz Loquai, fhv. General, OSCE:
" Legitimationen for den tyske deltagelse var den såkaldt humanitære katastrofe - en humanitær katastrofe, der hører til den del af folkeretten, som retfærdiggør en krigsindtræden, var der ikke tale om i Kosovo før krigens start".

Norma Brown, USA-diplomat i Kosovo:
"Der var ingen humanitær krise, før NATO's luftangreb startede. Ja naturligvis var der humanitære problemer, og mange var fordrevne under borgerkrigen. Men det skete normalt på følgende måde: Indbyggerne forlod deres landsbyder, når serberne gennemførte deres aktioner mod UCK - men så kom de tilbage igen bagefter. Det er en kendsgerning, at alle vidste, at det først ville udvikle sig til en humanitær krise, hvis NATO bombede. Man diskuterede det: I NATO, OSCE, blandt os på stedet og i befolkningen".

En vurdering, som ikke er til at misforstå! Vold i Kosovo - ikke i en eneste rapport fra OSCE kan man finde det ringeste bevis for en truende humanitær katastrofe. Dét de internationale fagfolk kunne se, var situationer som følgende: Rebeller fra Kosovos såkaldte frihedsarmé, UCK, kæmpede mod jugoslaviske tropper. En borgerkrig - ifølge OSCE, Forud for disse kampe flygtede landbyboerne - og senere vendte de for det meste tilbage til deres totalt ødelagte huse. NATO i Bruxelles var bekendt med OSCE's rapporter. De havde deres egne observationer, men de forblev interne. Disse kendsgerninger blev dengang ikke offentliggjort på en eneste af NATO's pressekonferencer.

Hvad værre var: På det sidste møde i NATO-rådet forud for krigen, den 14.3.99, blev det berettet: Volden starter med UCK's terroraktioner. Som serberne ganske vist uforholdsmæssigt hårdt gengælder Alligevel truede situationen i Kosovo dengang ikke med at komme uden for kontrol. På det tidspunkt havde NATO-ledelsen forlængst forberedt sig på angrebet mod Jugoslavien.

Samtidig i det tyske forsvarsministerium: Heller ikke hér var der tale om en truende, humanitær katastrofe. I forsvarsministerens grundlag om situationen i Kosovo stod der nemlig: noget helt andet, end Rudolf Scharping havde meddelt.

Citat fra forsvarsministeriets hemmelige situationsrapport:
"I de seneste dage har der været nogle større, væbnede konflikter mellem de serbisk-jugoslaviske kræfter og UCK ... De serbiske sikkerhedsstyrker har i den seneste tid begrænset deres aktioner til rutineopgaver som kontrol, eftersøgning, søgen efter våbenlagre samt overvågning af vigtige forbindelsesveje".

Alligevel fortsatte man bag den stærkt sikrede dør til den militære organisations central med forberedelserne på sit angreb. Netop, som de første bomber faldt, dalede støtten til krigen i NATO-landene. Stemningen i befolkningerne truede endda med at vende.

Jamie Shea, NATO-talsmand:
"De politiske ledere spillede nu en afgørende rolle for den offentlige mening. De er de demokratisk valgte repræsentanter. De vidste præcis, hvilke oplysninger der ville være vigtige i deres eget land. Rudolf Scharping gjorde et godt stykke arbejde. Det er jo ikke så let - specielt i Tyskland, som i 50 år kun havde kendt til beskyttelsen af eget land - i stedet at sende sine soldater af sted. Ikke bare Scharping, men også Schröder og Joschka Fischer var strålende eksempler på politiske ledere, som ikke løb efter den offentlige mening - men i stedet forstod at forme den selv. Jeg kan blive helt glad for, at tyskerne har lært det. Og på trods af de ubehagelige følgevirkninger - collateral damages - og de langvarige luftangreb holdt de kursen. Hvis vi havde mistet sympatien i Tysklands offentlige mening, ville vi også have mistet den i resten af alliancen."

Kampen om den offentlige mening blev hårdere - og også stilen. Rent meningsmageri, krigspropaganda til hjemmebrug - det var ikke længere nok. Pristina, Kosovos hovedstad, var skueplads for en særligt perfid propagandahistorie. Centrum for den var fodboldstadium. Rundt om stadion ser man stadig ødelæggelserne i dag, og oppe på tilskuerpladserne forvitrer betonen. Men dengang - for to år siden - skulle serberne have drevet en koncentrationslejr for Kosovo-albanerne - helt i Nazi-stil. Rudolf Scharping gik ud i offentligheden i april 1999 med følgende påstand:

Rudolf Scharping (28.3.99):
"Spørgsmålet om, hvad der sker i Kosovo i øjeblikket er langt vigtigere. Når jeg hører, at man har etableret en koncentrationslejr nord for Pristina, og når jeg hører, at man driver børnenes forældre og lærere sammen og skyder lærerne foran øjnene på børnene. Når jeg hører, at man i Pristina opfordrer den serbiske befolkning til at male et stort "S" på hoveddøren, for at de ikke skal blive ramt af udrensningerne, så er der ved at ske noget, som ingen civiliseret europæer må lukke øjnene for, hvis han da ikke vil se skændslerne i sin egen historie".

Det "S", som skulle beskytte serberne i Pristina har aldrig stået på én eneste dør. Heller ikke ved de katakomber og stadion-tribuner, hvor serberne skulle have drevet koncentationslejr Her har der allerhøjst forvildet sig et vildskud på fodbolddrengene. Måske ryger drengene deres første cigaretter hernede efter kampen eller drikker Cola og snaps i al hemmelighed. Men selv i sin senere krigsdagbog over NATO-indsatsen i Kosovo beretter Scharping sågar også om flere tusinde mennesker, som skulle have været interneret dér. Og den tyske udenrigsminister, Fischer, gik enda flere gange så vidt som til at sammenligne serberne med nazister og kaldte til krig med ordene: "Aldrig mere Auschwitz"! Den dag i dag holder Fischer og Scharping stadig fast i deres egen fremstilling.

Rudolf Scharping:
"Jeg har udtrykt mig sådan, fordi der stadig er mistanke om, at folk blev holdt fangen på stadion i Pristina. Det hviler på øjenvidneskildringer, om en sådan internering i stadions gange, butikker og tilskuerpladser. Vi har forsøgt at opklare sagen, men har ikke kunnet få fat i nogen billder. Men vidneudsagnene står til troende".

Der er altså tale om vidner fra Pristina. Hvis der er nogen, som har kunnet følge med, må det være Shaban Kelmendi, en kosovansk politiker. Hans hus ligger klods op ad stadion, og han forlod ikke Pristina en eneste dag under krigen.

Shaban Kelmendi, øjenvidne:
"Som De kan se, kan man se stadion direkte herfra. Man kan se det hele. Der var ingen fanger eller gidsler dengang. Stadion blev udelukkende brugt til helikopterlandeplads".

Og mens han stadig talere, nærmer en helikopter fra KFOR - den internationale sikkerhedsstyrke i Kosovo - sig stadion.

Shaban Kelmendi, øjenvidne:
"Kan De se! Her lander der stadig helikoptere. Ligesom dengang. Det kunne vi allesammen se. Helikopterne landede der, og folk steg af eller på".

Pristinas fodboldstadion: En koncentrationslejr, som Scharping så massivt gentog? I bedste fald videreførte han propaganda i god tro - men sandsynligvis var der tale om en frit opfunden skrækhistorie.

Hainz Loquai, fhv. General, OSCE:
"Nu må jeg virkelig beherske mig, for sammenligningen mellem Auschwitz og situationen i Kosovo er uhyrlig. Som tysker må man skamme sig over, at tyske ministre opfører sig sådan, for et normalt menneske, en normal tysker, ville blive dømt i retten, hvis han formindskede Auschwitz' betydning på den måde. Og det er helt galt, når en tysk minister snakker om koncentrationslejre i Kosovo, for de hører til en bestemt historisk situation, nemlig den nationalsocialistiske epoke i Tyskland. Jeg finder det i grunden uhyrligt, at netop tyskere har valgt denne sammenligning".

Det var ikke den eneste krigsløgn, man satte i verden for at bevare offentlighedens støtte. Et andet eksempel: Rugovo, en lille landby i det sydlige Kosovo. Under krigen var stedet næsten uberørt. Og nu to år efter, henter man atter høsten ind. Det er en ganske normal hverdag på landet. Alligevel har Rugova en helt speciel betydning for krigen i Kosovo Historien startede på¨Shefget Berishas gård. En historie, som siden skabte overskrifter i det fjerne Tyskland. Det var den 29. januar 1999. To måneder før NATO's luftangreb startede. Pludselig hørte Shefget Berishas nabo skud. Hvad skete der?

Remzi Shala, øjenvidne:
"Dengang, den 29. januar, skete der følgende: Det var en fredag. Om morgenen kort efter fem gik det løs ovre hos min nabo, Shefget Berisha. Der kom skud fra maskingeværer i tre-fire timer. Vi var vågne og hørte det hele, og først efter tre eller fire timer stoppede skyderiet. Omkring kl. ti kom en gruppe politifolk over mod os derovrefra. Min far og jeg så dem. Da de var omkring 50-60 meter fra os, var der ingen anden udvej end at stikke af. Jeg løb derfra i den modsatte retning".

En sønderskudt lillebus minder stadig i dag om dengang. Men hvad skete der i virkeligheden i Rugova? En af serbernes massakrer på uskyldige civilister, sagde Rudolf Scharping. To måneder senere - den 27. april 1999 - fremlagde forsvarsministeren sine beviser:

Rudolf Scharping (27.4.99):
"Det vi vil vise Jer her - ja, jeg vil sige, at der skal stærke nerver til overhovedet at kunne bære sådanne billeder. Men de viser helt præcis, med hvilken brutalitet det begyndte dengang og fortsatte bagefter. Hvis De nogensinde skulle få sådanne bileder at se, så ville De heller ikke have svært, ved at indse, at de også i et vist omfang kan være beviser. De uniformer, som De kan se der, det er det serbiske specialpolitis uniformer. Det viser også tydeligt, at hæren og specialpolitiest - og senere ikke bare disse, men også horder af frigivne straffefangesr og andre, deltog i disse mordhandlinger. Det er rystende billeder. Og jeg skal anstrenge mig meget for at beskrive det i et toneleje, der ikke bliver til en eksplosion".

"Derfor fører vi krig", sagde pressen også, og offentliggjorde Scharpings billeder. Men hans egne eksperter vidste allerede dengang bedre. Der var ikke tale om en massakre på civile!

Fra den hemmelige situationsrapport:
"Fortrolig - kun til tjenestebrug. Den 29. januar 1999 blev 24 Kosovo-albanere og en serbisk betjent slået ihjel i Rugova".

Altså en kamp mellem soldater og ingen massakre på civile, som forsvarsministeren påstod? Disse TV-billeder, der er optaget af et vestligt kamerahold umiddelbart efter begivenhederne i Rugova, antyder, hvordan det hele forholder sig. Geværer ved siden af døde albanere, de angiveligt skulle være civilister. De har militærstøvler på. De bærer UCK's mærker og UCKs rangmærkninger. Men måske er disse billeder arrangeret - af serberne før de vestlige kamerahold kom til stede?

Spørgsmål til Scharping:
"Hvilke kilder har De benyttet dem af, f.eks. i forbindelse med Rugova?"

Rudolf Scharping:
"de OSCE-observatører, som først kom til stede". Spoørgsmål:
"Var beskrivelserne dengang af begivenhederne i Rugovo korrekte efter Deres mening i dag og er de lige så dækkende som dengang?"

Rudolf Scharping:
"Ja, de er helt korrekte".

Den første OSCE-observatør, der kom til stede, var manden til højre i billedet. Det er den tyske politimand, Henning Hensch.

Henning Hensch, observatør:
"Det er i hvert fald rigtigt, at forsvarsministeren allerede den dag, han kom med den første offentliggørelse, som jeg også så over Deutsche Welle, blev gjort bekendt med, at den fremlægning, der var sendt ud, ikke var rigtig".

Her er hans officielle rapport om Rugova. Konklusion: Ingen massakre på civilister:

Hening Hensch, OSCE-observatør:
"På gerningsstedet fandt vi en rød minibus, gennemskudt med åbne ruder. Der var 14 lig i ´køretøjet og 3 lige udenfor. I den bygning, der blev kaldt "garage", bag ved fården, befandt der sig fem UCK-kæmpere i deres særlige uniformer - mørkeblå med mørkegrønt eller grønt farvet henovesr. De lå i ti cm højt vand. Så var der omkring 300 meter til det næste sted, hvor vi endnu engang fandt lig. Desuden er de lig, som forsvarsminsteren viste, lagt, hvor de var, af serbiske sikkerhedsfolk og af mig og min russiske kollega, fordi vi havde samlet dem fra forskellige steder eller gerningssteder".

På den måde opstod de billeder af en tilsyneladende henrettelse, som ministeren fremviste. Billeder, som slet ikke havde noget at gøre med de virkelige begivenheder.

Heinz Loquai, fhv. general, OSCE:
"Det var helt klart, at der ikke var tale om en massakre på civilbefolkningen, for i følge OSCE's rapporter har UCK's kommandør selv sagt, at nogle af dem, der kæmper for albanernes store sag, døde der. Det er dét, som den tyske forsvarsminister bagefter tolker som en massakre".

New York, april 1999. Mens Scharping taler om en massakre, som ikke var en massakre alligevel, samt om en koncentrationslejr, der ikke fandtes, var Kosovo-krigen stadig igang. I Tyskland blev der som i USA skabt tilslutning til krigen. Det var dog også nødvendigt, for NATO's krig var i strid med folkeretten: Kun FN, hvis hovedkvarter ligger her i New York, ville have kunnet give mandatet. Men der var ikke noget mandat. FN's vagtpersonale have travlt i de dage. Hele tiden kom der nye repræsentanter for regeringer til FN's hovedkvarter - og stadigt kraftigere blev uoverensstemmelserne bag de lukkede døre. I april 1999 skændtes man i FN om krigen. Samtidig fløj NATO's bombefly allerede deres 6.000 angreb - stadig uden FN-mandat.

Det er der ikké noget overraskende i, for i FN kender man stadig ikke til den amerikanske regerings politi, og dens dårligt skjulte nedvurdering af FN. Allerede i 1993 fastlagde den amerikanske præsident Clinton grundtrækkene i den amerikanske udenrigspolitik i et et hemmeligt regeringsdokument. Overskriften: "Med FN, når det er muligt, og uden, hvis det er nødvendigt". "NATO", stod der, "skal fastlægge de afgørende kriterier for FN - og ikke omvendt". En Kosovo-indsats uden FN-mandat var et klart brud på folkeretten og den tyske forsvarsminister har bidraget hertil. Men hvorfor? En af de vigtigste, politiske rådgivere i den amerikanske regering, Wayne Merry, havde adgang til regeringens hemmelige grundlag for planlægningen.

Wayne Merry, Rådgiver for den amerikanske regering:
"Mange af regeringens folk i udenrigsministeriet snakker om, at Kosovo kun var optakten til NATO's krige i fremtiden, som vil finde sted meget længere borte. For Washington drejede det sig ikke om at bevise den amerikanske lederrolle i NATO. Den blev aldrig bestridt. Man ville vise, at NATO stadig havde en funktion. Denne funktion er noget helt andet end de rent defensive opgaver NATO blev skabt for".

Her mødes NATO's råd. Skal NATO være den nye globale politibétjent? Efter USA's mening måske en indlysende vision. Men det ville være for svært at formidle til den tyske offentlighed. Da Kosovo-krigen i mellemtiden blev stadigt mere kritiseret - og frem for alt, efter NATO-fly ramte ved siden af de serbiske militære mål, og i stedet angreb flygtningestrømme. "Collateral damages", kalder militæret det for. Især i Tyskland blev offentligheden nu mærkbart mere kritisk over for NATO-politikken.

I begyndelsen af april 1999 i NATO-hovedkvarteret: Nu efterspørger man en begrænsning af skaderne.

Jamie Shea, NATO-talsmand:
"Efter angrebet på flygtningekonvojen ved Djakovica, krigens første "uheld", faldt den offenlige opbakning i mange lande, også i Tyskland, med 20 til 25 procentpoint. Vi måtte arbejde hårdt i seks uger for at vinde den offentlige opbakning tilbage. Milosevic gjorde en fejl i at drive flygtninge ud af Kosovo og mod Albanien og Makedonien. Ved grænsen var der TV-hold, som filmede lidelserne. Og så bakkede offentligheden atter op om NATO".

Det er de TV-billeder, NATO-talsmand Jamie Shea tænker på, og som dokummenterer Milosevic's afgørende fejl i propagandakrigen: Billeder af albanske flygtninge ved den jugoslavisk-makedoniske grænse. Hver aften og ved hver nyhedsudsendelse kunne man se lidelse, flugt og fordrivelse. Men i Tyskland var det øjensynligt ikke nok at vise disse billeder. Nu hedder det: Allerede for længe siden har serberne planlagt fordrivelsen af disse mennens ker og den etniske udrensning af Kosovo. Mord og fordrivelse i Kosovo fik et navn: "Operation Hestesko".

Rudolf Scharpíng (7.4.99):
"I morgen fremlægger jeg en nøje analyse af, hvad der er sket i månederne siden oktober 1998 på grundlag af Operation Hestesko. Den viser klart, hvordan det jugoslaviske statspoliti i tydeligt afgrænsede dele af den jugoslaviske hær siden oktobere og til begyndelsen af forhandlingerne i Rambouillet ikke bare var i gang med forberedelserne til fordrivelsen af borgerne, men at fordrivelserne allerede dengang var begyndt. Analysen viser i øvrigt meget tydeligt, at man siden oktober 1998 planlagde systematiske, brutale og morderiske fremgangsmåder, og at disse har været i gang siden januar 1999".

Det skulle være operationsplanen. Som en hestesko omringer serbiske tropper albanske civilister og fordriver dem fra Kosovo. Allerede siden januar 1999 - altså før NATO-angrebene skulle serberne være gået "planlagt" frem, hed det i forsvarsministeriets brochure. Dette foto blev vist som bevis. Men datolinjen sætter én i tvivl, for den viser optagelsesdatoen: April 1999 - d.v.s. først efter, NATO-angrebene var startet. Derfor er det, som skete i Randubrava - landsbyen på billedet - ikke noget bevist for Hesteskoplanen.

Randubrava i dag: Ikke mange husker krigen. De tagplader, om indbyggerne nu lægger for atter at dække de ødelagte huse, har den tyske hjælpeorganisation "Cap Anamur" leveret. Men blev landsbyen i virkeligheden - som Scharping påstod - allerede overfaldet og sat i brand af serberne inden NATO's luftangreb? Og blev civilbefolkningen reelt "planmæssigt" fordrevet herfra? I bekræftende fald ville det være et bevis for Hesteskoplanens ægthed.

Shaip Rexhepi, øjenvidne:
"Indbyggerne forlod landsbyen den 25. marts efter NATO's luftangreb. Om aftenen omkring kl. 20 fik vi befaling fra USK om at evakuere befolkningen. Den 26. marts var her ingen indbyggere mere. Vi havde ført alle til landsbyen Mamush. Først derefter beskød serberne os med granater. Vi var UCK-soldater. Vi forsvarede os, mmen det var umuligt. Vi stod hjælpeløse over for panservåbnene og kanonerne. Men vi holdt stand, så længe vi kunne. Fra min by kom 85 UCK-soldater, men der kom også andre udefra. I alt var vi 120 soldater fra 4. kompagni i UCK's 129. brigade".

Det har ikke meget med en "planmæssig" fordrivelse af civilbefolkningen gøre. Løj forsvarsminister Scharping i sin brochure?

Spørgsmål til Scharping:
"Hvordan fik de oplysningerne om, hvad der skete det sted"?

Rudolf Scharping:
"Det er et resultat af recogniseringen fra luften. Det er ikke så svært at lave sådanne billeder - i hvert fald ikke, når skyerne ikke dækker. Desuden er der øjenvidneberetninger, som kan fremlægges. Der var mennesker, som flygtede, og der var andre, der har berettet med livet som indsats. Desuden fik vi forud for udbruddet af de krigeriske tiltag også mange oplysninger fra de ubevæbnede OSCE-observatører".

Ikke bare landsbyen Randubrava bliver brugt af Scharping i hans brochure som bevis for Hestesko-planen. Også en landsby kaldet Sanhovici skulle væree ødelagt før NATO-angrebene. Men også disse billeder blev taget senere. I april 1999, d.v.s. også her efter krigens start. Derhenne ligger landsbyen, som er nævnt i forsvarsministeriets brochure. Byen hedder ganske vist ikke Sanhovici, men Petershtica. Endnu i dag kan man se sporene efter krigen. Mange huse er brændt ned til soklen, og det vil vare længe, før de godt hundrede indbyggere får bygget landsbyen op igen. "Mange tak", råber børnene på tysk. Også her stammer bygggematerialerne fra tyske hjælpeorganisationer. I Petershtica - står der i forsvarsministeriets brochure - ville serberne på en særligt modbydelig måde ødelægge disse børns hjemsted. Citat: "Derefter stiller man (altså serberne) et brændende stearinlys op på loftet, og så åbner man gashanerne i kælderen ..."

På den måde skulle serberne have hærget her. Deres aktioner var - ifølge Scharpping - ikke en reaktion på NATO's luftangreb, men (citat): "helt fra starten en del af den såkaldte operation Hestesko" - det vil sige, den planlagte tilintetgørelse forud for starten på NATO's bomber. I Petershtica husker man det imidlertid på en helt anden måøde:

Fatmnir Zymeri, øjenvidne:
"Det begyndte altsammen i juni 1998. Dengang kom en masse soldater fra den jugoslaviske hær - de kom fra landsbyen Zboc. Men vi slog hæren tilbage. Så begyndte de at skyde på os med tunge våben - i fire uger. Der var så godt som ingen steder mere, hvor granaterne ikke var faldet. Sådan var det her og i hele landsbyen".

Øcdelæggelserne stammer altså allerede fra juni 1998. Men ifølge Scharping havde Milosevic først et halvt år senere (december) lavet den såkaldte Hesteskoplan. Og hvad var det med stearinlysene på loftet og gashanen i kælderen, som Scharping talte om?'

Fatmir Zymeri, øjenvidne:
"Nej, det var ikke sådan, husene i vores landsby blev antændt. Det skete på forskellige måder, men ikke på den. Husene kom i brand på grund af granatilden. Det skete, når granaterne slog ned i høet, bjælkerne o.s.v. Og under alle omstændigheder slet ikke på den måde med stearinlys".

Endnu en gang mangler belægget for den såkaldte Hestesko-plan. Der er vel snarere tale om endnu et bevis på forsvarsministeriets manipulation og falsknerier.

Spørgsmål til Scharping:
"Vedrørende denne by, var kommentaren - stod der - at sesrberne kom ind i landsbyerene, åbnede gashanerne i kælderen og stillede brændende stearinlys på loftet. Der hersker i øvrigt stor tvivl om, at metoden overhovedet virker".

Rudollf Scharping:
"Hvad er det for en tvivl?"

Svar: "Når man tænder for gashanerne i kælderen og sætter et stearinlys foroven - det virker ikke!"

Rudolf Scharping:
"Nåh?"

Svar: "Nej, teknisk kan det slet ikke lade sig gøre. Hverken kemisk eller rent fysisk. Det ved enhver brandchef. Der må altså være tale om oplysninger, der ikke var korrekte, da De fik dem fra vidnerne, eller også er de ikke efterprøvet"

Rudolf Scharping:
"Så må jeg bede dem om, at efterprøve teksten en gang til - nu ikke med en gashane, men en gasflaske i kælderen"

Svar: "Ja. Det er ligeyldigt - ingen af delene virker".

Rudolf Scharping:
"Nå ikke ....?"

Nej, for gas er tungere end luft. Ministeren har øjensynligt også fået at føle, hvor let sådanne manipulationer og løgne opstår, for siden er der stadig billeder af landsbyen i materialet, men den afslørende tekst er fjernet. I andet oplag af brochuren fra maj 1999 var den væk.

Maj 1999 - den anden krigsmåned. Stadigt oftere gør forbundshærens tornado-piloter sig klar til angreb. Man har længe vidst, at det ikke kun var militære mål, som blev ramt, men også civile. Og NATO er begyndt at bruge de grusomme klyngebomber og den omstridte uran-ammunition i Kosovo. Trods det hadede og autoritære styre i Beograd, kom den tyske befolkning derfor mere og mere i tvivl om, hvorvidt indsatsen af kampfly var berettiget. Det offentlige pres på Scharping blev hele tiden stærkere. For han blev stik mod sit eget udsagn stadig bevis for Hestesko-planen skyldig. To år efter krigen må vi derfor spørge Scharping endnu en gang: "Hvad forholdt det sig nu med den Hestesko-plan".

Rudolf Scharping:
"Vi fik oplysningerne fra efterretningstjenesten. Jeg fik dem i begyndelsen af april 1999 fra udenrigsministeren. Så bad jeg vore egne fagfolk om ikke bare at vurdere oplysningerne, men også sammenligne med oplysningerne fra luftrecogniseriongen og ved aflytning af de serbiske enheder og paramilitærs telefonsamtaler. Det skete så, og først da en sammenligning vist, at oplysningerne var rigtige, brugt vi dem offentligt".'

Heinz Loquai, fhv. general OSCE:
"Jeg havde bedt om en samtale med forsvaqrsministeriet, og det fik jeg så. Det var i november, og på det tidspunkt fortalte man mig, at man ikke havde forelagt nogen Hestesko-plan. Hvad man imidlertid havde var en gengivelse af de begivenheder, der skete i Kosovo. Denne gengivelse kunne man drage af OSCE-rapporerne og andet, men der var ingen Hestesko-plan - i hvert fald ikke i følge fagfolkene i forsvarsministeriet".

Flygtende Kosovo-albanere - ofre for serberne. Men ikke som følge af en uddrivelsesplan kaldet Hestesko. Den var fri fantasi fra det tyske forsvarsministeriums side. Krigspropaganda ligesom koncentrationslejren i Pristina eller oplysningerne om massakren på de civile i Rugova. Flygtningenes elendighed var også et resultat af NATO-bombardementerne. Man havde advaret om en tilspidsning af krigen i Kosovo i god tid. Også fra OSCE's rækker og militæret. Alligevel ville regeringen sende tyske soldater ud i denne krig og til det brug skulle man vinde offentlighedens opbakning. Ingen af NATO's målsætninger for krigen blev opnået, og hvad der skal ske med disse mennesker er uklart den dag i dag.

Heinz Loquai, fhv. general:
"Før i tiden har man ofte bebrejdet den tyske generalstab, at den har tiet, hvor den skulle have talt. Derfor vil jeg også sige noget i den nuværende situation for ikke at lade manipulationen og propagandaen stå usagt"

Men løgne og propaganda er de stærkeste i krigstider. De er også våben. De dræber sandheden.


Oversat, den 19. februar 2001 - Susanne Arends