18. marts 2001:

Tamilske Uma savner stadig sin mand Ratna meget, men er så småt ved at vænne sig til tanken om, at skulle tilbringe de næste knap tre måneder på Sri Lanka sammen med Rossan.

- Selvfølgelig er det ikke ligefrem sjovt med razziaerne, soldaterne, rotterne og de små vinduesløse rum, vi bor i, siger Uma.

- Men vi andre er vant til det, så det er nok værre for Karen Christiansen fra Randers, der er taget med herned.

Uma Ratnavadyvel befinder sig i en slags "husarrest", fordi politiet har hendes papirer. Uden ID kan hun ikke færdes på gaden, hvor der er hyppige kontroller.

Alligevel har hun - støttet af Ratnas venner - genvundet roen, og er fast besluttet på at klare de knap tre måneder til hun kan søge familiesammenføring til Danmark. Hun har allerede nu aftalt et møde med den danske generalkonsul i starten af juni.

Først skal hun imidlertid i retten igen her fredag 23. marts. Så vidt vi kan forstå er hun tiltalt for en mindre forseelse under en paragraf om "statsfjendtlig virksomhed". Det kan give en bøde, men folk med kendskab til Sri Lanka beroliger os og kalder det en rutinesag.

Hjemme i Hobro knokler Ratna for at tjene til Uma's ophold på Sri Lanka. Ratnavadyvel Gopalavadivel er meget nedtrykt, for han savner Uma og sønnen Rossan meget. Vi skal derfor hilse pressen og bede om forståelse. Der er mange journalister, der har ringet, men Ratna kan ikke finde overskud til at tale med pressen lige nu.

Karen Christiansen fra Randers har det også godt, selv om meget er uvant, varmen, kosten - og alle soldaterne på gaden for eksempel. Rossan har hurtigt fået tillid til Karen. Hun har nu bedstemoderstatus, og han elsker at sidde på hendes skød.

Med venlig hilsen

Helle Frehr
HJÆLP UMA-GRUPPEN

tlf. 86 46 11 20