Pressemeddelelse, lørdag 24. marts 2001:
Umas retssag er blevet udsat - Uma dybt fortvivlet
Forventningerne til fredagens "rutine-retssag" i Colombo, hvor det var håbet, at Uma blot skulle betale en bøde, som afslutning på sagen blev brat kuldkastet.
Et retsmøde, der varede adskillige timer, endte med at sagen blev udsat til 12. juni. Det var et hårdt slag for Uma, der så sine chancer for at blive genforenet med sin mand i Danmark forsvinde ud i horisonten. Alle oplysninger tyder ellers på, at politiet på Sri Lanka ikke har noget på Uma, og den stedlige danske konsul, Palle Rasmussen, har tidligere udtalt sig meget optimistisk om Umas retssag i Randers Amtsavis.
-Uma er dybt ulykkelig, siger hendes danske ledsager Karen. -For hvad sker der så 12. juni. Så skal straffen vel først til at begynde. Desuden har Uma fortsat ingen ID-papirer, så hun kan ikke færdes på gaden, men på blive i det vinduesløse rum på seks kvadratmeter, som hun har hos nogle venner.
Karen er også bekymret for et-årige Rossans motorik. Barnets tarv er en overset faktor i Uma-sagen. Forud for Umas udvisning, onsdag 7. marts, appellerede Red Barnet i Danmark til indenrigsminister Karen Jespersen om at lade barnets tarv veje tungest i sagen. Samme eftermiddag blev Uma sendt grædende til Sri Lanka med Rossan i armene.
-Når moderen ikke kommer udenfor en dør, kommer barnet det jo heller ikke. Jeg kunne måske spadsere lidt med Rossan, men parkerne her i området er lukkede, der må vi ikke færdes.
Også i hovedstaden Colombo, hvor Karen og Uma opholder sig, mærker man, at Sri Lanka er et land i borgerkrig. Karen bliver ofte stoppet på gaden af soldater, der vil se hendes papirer.
-De peger med geværløb, fordi de skal have fingeren på aftrækkeren, så særlig behageligt er det jo ikke, siger Karen.
Uma var ellers blevet mere fortrøstningsfuld, forud for retssagen fredag. Hun var begyndt at se sådan på det, at hun blot skulle have tiden til at gå på Sri Lanka, til hun kunne søge familiesammenføring 8. juni. Derefter håbede hun, at hun snart igen kunne rejse hjem til lejligheden i Hobro med sin søn, så de kunne blive genforenet med Ratna, der er Uma's mand og Rossans far.
Fredag fik Uma endda lejlighed til at komme ind i et tempel, mens Karen passede Rossan.
Men ved retsmødet kom Uma's danske ledsager, Karen, end ikke med ind, som hun havde fået lov til første gang. Hun måtte vente på en bænk udenfor i 33 graders varme i flere timer.
-De var så strenge ved mig. Sidste gang fik jeg lov at sidde lidt i skyggen under et træ i en gård, det måtte jeg ikke denne gang, fortæller 54-årige Karen Christiansen, der ingen idé har om, hvorfor retssagen er udsat.
Uma og Rossan bor som nævnt hos venner, mens Karen bor på hotel, som turister plejer.
Karen kommer hver dag på besøg hos Uma, og tager sig af Rossan i et par timer, så Uma kan tale med andre mennesker i huset.
Ellers ser Karen sig lidt omkring, det gør man jo, når man er turist. Blandt andet har hun været rundt og sse lidt på moskeer og kirker i nabolaget.
-Men det er besværligt at færdes, man bliver hele tiden sendt over på den anden side af gade af bevæbnede soldater. Forleden blev det helt absurd, da jeg flere gange måtte tilbage i en rundkørsel, fordi jeg ikke måtte gå forbi en militærpost.
Sammenligningen med Uma's sag er nærliggende. Det hele kører rundt og rundt, mens Uma græder, venter og savner sin mand, græder, venter og kan ikke andet.
-Jeg er flov over den måde, mit land har behandlet Uma på, siger Karen Christiansen.
HJÆLP UMA-GRUPPEN
Helle Frehr
Helmsvej 12
8870 Langå
tlf. 86 46 11 20