26/3-01, debatindlæg i Jyllandsposten
MINISTEREN HAR EN POINTE
Af Anders Ladekarl, Dansk Flygtningehjælps repræsentant i Serbien
Der er for lidt sammenhæng mellem vores flygtningepolitik og
udviklingspolitikken, skriver Anders Ladekarl, der efterlyser en mere
målrettet dansk udviklingsindsats
Udviklingsminister Anita Bay Bundegaard har for alvor fået på puklen
for at foreslå en ændring af FNs flygtningekonvention, så den også
dækker personer, der flygter fra elendighed og underudvikling.
Jeg deler den kritik der er mod ministerens forslag om at ændre
flygtningekonventionerne. Personer der flygter fra bl.a. politisk og
religiøs forfølgelse, som ofte foretages af disse personers egne
regeringer, har brug for en helt anden form for beskyttelse, end dem
der flygter fra fattigdom og manglende muligheder. Så rør ikke disse
personers beskyttelse og rettigheder.
Der er derimod god grund til at lytte til ministerens vigtigste
budskab - at der er for lidt sammenhæng mellem vores flygtningepolitik
og udviklingspolitikken. Og det er så sandt, som det er sagt.
Manglende udvikling i flygtningeproducerende lande og deres
naboområder bidrager ofte til, at nærområderne ikke kan opsuge
flygtningestrømmene, at flygtninge tøver med at vende tilbage og at
personer uden behov for beskyttelse efter flygtningekonventionerne
søger en bedre fremtid hos os.
Det kunne en mere målrettet dansk udviklingsindsats i de
flygtningeproducerende dele af verden godt være med til at rette op
på.
Mindre flygtningepres
Uden for alvor at komme i konflikt med gode overordnede principper om
at dansk udviklingsbistand først og fremmest skal afhjælpe fattigdom,
kunne mere dansk udviklings- og nødhjælp til lande som Somalia, Sri
Lanka, Afghanistan, de fattige tidligere sovjet-republikker og Balkan
på relativt kort sigt bidrage til at reducere flygtningepresset på
Danmark og bidrage til, at flere flygtninge ville overveje at vende
hjem.
Vi har set hvorledes bl.a. en beskeden udviklingsbistand til det
nordvestlige Somalia - Somaliland - stort set har stoppet
flygtningestrømmen herfra og har bidraget til, at flere flygtninge end
nogensinde vender tilbage fra Danmark til Somaliland. Aktiv
genopbygningsbistand til Bosnien og Kosovo har gjort det muligt, at
mange flygtninge kunne vende hurtigt tilbage. Beskeden bistand til
uddannelse af politi og regeringsembedsmænd i tidligere
sovjet-republikker har gjort mange af disse lande i stand til selv at
håndtere asylansøgere, så langt færre bare fortsætter til f.eks.
Danmark.
Danmark er godt med, og yder megen bistand til flygtningeproducerende
lande og disses nærområder. Dansk Flygtningehjælp er blevet betroet at
yde meget af denne bistand - det er vi stolte af og glade for.
Men selvom der er mange gode eksempler på, at det har god effekt at
skabe en sammenhæng mellem udviklingsbistand, nødhjælp og
flygtningeaktiviteter tøver Udviklingsministeriet og måske også
ministeren med at gøre en helhjertet indsats. Det er kun promiller af
den samlede danske udviklingsbistand på næsten 10 mia. kr., der
anvendes i relation til internationale flygtningeproblemer.
Trods en relativ succes i Somalia med at begrænse flygtningestrømmen
og skabe en positiv udvikling, har Folketinget reduceret de midler der
er til rådighed for nødhjælps- og udviklingsprojekter i Somalia. Der
er lukket helt for bistand til genopbygning i Bosnien og Kroatien. Og
der vil ikke længere blive ydet genopbygningsbistand til det nye
demokrati i Serbien.
Ærgerligt
Som Dansk Flygtningehjælps repræsentant i Serbien kan jeg ærge mig
over, at den danske genopbygningsbistand til et af nøglelandene på
Balkan stoppes efter blot et års indsats, og at det fra dansk side er
besluttet, at der ingen støtte kan ydes til flygtninges hjemvendelse
til Kroatien - en hjemvendelse der nu langt om længe er blevet mulig,
efter de seneste års positive politiske ændringer i Kroatien. Serbien
og Kroatien holder en af de vigtigste nøgler til løsningen af
flygtningeproblemerne i Europa.
Hvorfor stopper vi bistanden til disse områder lige når resultaterne
er begyndt at komme? Det hænger ikke godt nok sammen - i hvert fald
set fra min stol i Beograd. Her skal udviklingsministeren have al
mulig støtte til at skabe sammenhæng - for resultaterne ligger lige
for døren.