Flere
spørgsmål fra Knud Erik Hansen (SF) til indenrigsminister Karen Jespersen
Ministeren bedes kommentere formuleringer i bogen Udlændingeret (udgave 2000) side 248 og 256 om udlændingelovens §9.2.4, hvori der står at de tilfældegrupper, der er nævnt i forarbejderne til bestemmelsen ikke kan antages at være udtømmende og at der i realiteten er tale om en helt åben bestemmelse, der overlader det til udlændingemyndighedernes skøn, hvornår disse særlige grunde foreligger og kommentere hvad der konkret i forarbejderne gør at §9.2.4. gør at det netop ikke skulle være muligt at foretage et sådant skøn, så bestemmelsen kan bruges til at give opholdstilladelse til en person opholdstilladelse i 3-4 måneder indtil der kan søges om familiesammenføring efter lovens §9.1.2d.
Ministeren har gentagne gange sagt, at det ikke har været muligt for hende at hjælpe Uma Ratnavadyvel. Det står øjensynligt i modstrid med mulighederne for at anvende §9.2.4. og om nødvendigt at indføre en ny praksis.
I bogen Udlændingeret (udgave 2000) står flere steder, at de tilfældegrupper, der er nævnt i forarbejder, betænkning mm. ikke er udtømmende – med andre ord at det indenfor lovens rammer er muligt at inddrage andre forhold under §9.2.4. anvendelse.
Det hedder på side 247 om §9.2.4.: ”Bemærkningerne til bestemmelsen i Udlændingelovudvalgets betænkning nr 968/1982 fremhæver nogle tilfælde grupper, hvor anvendelsen af bestemmelsen navnlig kan komme på tale” og videre på side 248: Opregningen i betænkningen anses således ikke for at udtømmende. Efter praksis er meddelelsen af opholdstilladelse da også blevet givet i medfør at Udl. §9 stk 2 nr. 4 udenfor de i betænkningen nævnte tilfældegrupper, f.eks. til gruppen udledsagede flygtningebørn,og fra sommeren 1993 også til grupper, som har opholdt sig i Danmark meget længe, blandt andet fordi det ikke har kunnet udsendes tvangsmæssigt.
Det skulle give ministeren mulighed for at inddrage andre tilfældegrupper og herunder også at man kan give tilladelse til ophold indtil personer - efter udløbet af treårs perioden - kan søge om familiesammenføring efter udlændingelovens §9.1.2d. – eventuelt begrænset således at opholdstilladelsen kun gives efter særlige kriterier og op til et vist antal måneder.
Hvordan kan ministeren i brev af 15. marts 2001 til Knud Erik Hansen skrive, at det vil indebære en praksis, der kræver lovændring, hvis man skulle give opholdstilladelse i en periode indtil en person kunne søge om familiesammenføring efter §9.1.2d, når der tidligere i en tilsvarende sag den 20.10.1999 er give opholdstilladelse til en srilankansk kvinde med to børn i en periode på 7½ månder, der netop gav mulighed for at blive i Danmark indtil der kunne søges om familiesammenføring efter §9.1.2d.
Jeg har tidligere rejst spørgsmål overfor ministeren i brev af 2. marts 2001 hvor ministeren i brev af 15. marts 2001 bl.a. svarer:
”Du anfører i dit brev, at der må kunne gives opholdstilladelse efter en bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, indtil der kan søges om familiesammenføring fra Danmark og at der også er et hensyn til mor og barn. Hvis udlændingeadministrationen skulle give en sådan opholdstilladelse, fordi et ægtepar fik et fælles barn, ville det betyde, at alle, der på samme måde fik et fælles barn under en udlændings ophold her i landet tilsvarende skulle kunne regne med, at udlændingen fik opholds- tilladelse her. En sådan praksis er det ikke muligt at indføre uden en lovændring.
Jeg går ud fra, at du er enig i, at dette princip om ligebehandling, som jo er helt grundlæggende i et retssamfund som det danske, skal respekteres - ikke mindst på et område, hvor reglerne er stramme, og hvor de enkelte afgørelser kan få stor betydning for den enkelte berørte udlænding.
Det er altid hårdt at skulle sige net til mennesker, som bliver kede af det. Men uanset den personlige medfølelse som denne sag giver anledning til, kan der ikke ændres på sagens omstændigheder, og det er derfor ikke muligt for mig at hjælpe Uma Ratnavadyvel yderligere.”
I spørgetiden i salen den 13.3.2001 svarerede ministeren:
”Altså det er jo fuldstændig rigtigt, som hr. Knud Erik Hansen siger, at i bestemmelserne, f.eks. i § 9, stk. 2, nr. 4, er der mulighed for et skøn. Hvis der ikke er mulighed for et skøn, så kunne man jo simpelt hen lave bestemmelsen sådan, at man opregnede helt præcist, hvornår den kan bruges. Og når der er de her bestemmelser i lovgivningen, er det jo, fordi man ikke kan overse alle
mangfoldigheder i - hvad skal man sige - de årsager, der kan være til, at mennesker ikke kan sendes ud af landet.
Men det betyder jo ikke, at der er fuldstændig frit slag for et skøn. Der er faktisk nogle ekstremt snævre begrundelser eller grundlag for, hvilke skøn der kan udøves, som jo står ganske præcist beskrevet i det lovforberedende arbejde til denne her bestemmelse og de andre bestemmelser.
Det er jo sådan, at en minister bagefter skal kunne stå til regnskab for Folketinget og kunne forklare, hvor hjemmelen i loven var til det, man foretog sig. Og når jeg siger, at jeg ikke kan få øje på en hjemmel til at kunne gribe ind i sagen med Uma Ratnavadyvel, jamen så har jeg ikke nogen mulighed for at gøre det. Og jeg synes, det bedste udtryk for, at det ikke var muligt, er Ombudsmandens afgørelse af 8. december 2000, hvor han siger, at der er ikke noget grundlag for kritik i de 15, mindst 15, afgørelser, der er truffet i den her sag.”
Disse svar forekommer ikke at være i overensstemmelse med den opholdstilladelse, der er givet den 20.10.1999. Ifølge denne tilladelse har man anvendt §9.2.4 til at tillade ophold indtil der kunne søges familiesammenføring efter §9.1.2d.
Ministeren bedes oplyse hvormange gange man har givet en person tilladelse til ophold indtil vedkommende kunne søge om familiesammenføring efter udløbet af treårsperioden indeholdt i §9.1.2d og hvilke forudsætninger der har været for disse tilladelser.
Er det ministerens tolkning af udlændingeloven at §9.2.4. kan anvendes til at give familiesammenføring, når referencepersonen er en herboende udlænding, der har opholdstilladelse efter §9.2.4 og er daværende indenrigsministers svar den 5.7.1999 på spørgsmål S2497 (1998/99) ikke en præcisering af, at der skal tillades en praksis for at anvende §9.2.4 hertil.
Indenrigsminister Thorkild Simonsen svarede den 5.7.1999 på et spørgsmål fra folketingsmedlem Arne Melchior :’Vil ministeren om en situation, hvor en afvist ansylansøger i mere end 18 måneder har været umulig at udsende til sit oprindelsesland og derfor opnår midlertidig opholdstilladelse for fem år, oplyse, hvor hurtigt efter medlemmer af vedkommendes kernefamilie kan opnå tilladelse til ophold her i landet.’
I svaret indgik følgende:
’ Der vil imidlertid tidligere og efter omstændighederne allerede samtidig med meddelelse af opholdstilladelse til den udsendelseshindrede være mulighed for efter ansøgning at tillade familiesammenføring af ægtefælle eller fast samlever og børn.
En sådan tilladelse meddeles efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, der giver mulighed for at meddele familiesammenføring, når ganske særlige grunde taler derfor. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor den udsendelseshindredes nære familie fortsat er bosat i den udsendelseshindredes hjemland eller tidligere opholdsland, og hvor den udsendelseshindrede ikke - selvom den pågældende måtte
ønske det - har mulighed for at vende tilbage og blive forenet med sin familie.
Svaret kan læses som adgang til en praksis hvor man giver mulighed for at anvende §9.2.4 til familiesammenføring, når det er til personer, der er i landet som følge af udsendelseshindringer. Altså personer, der er er på grund af flygtningeligende forhold, at man ikke kunne sende personen tilbage.’
Svaret er efterfølgende fulgt op af to tilladelser. Den ene af 20.10.1999 hvor der gives tilladelse til ophold indtil der kan søges familiesammenføring efter §9.1.2d og den anden af 10.10.2000 hvor der gives familiesammenføring efter §9.2.4.
Dette forekommer at være i strid med ministerens svar i folketinget den 13.3.2001. hvor ministeren bl.a. sagde:
’Den anden bestemmelse, som jeg tror også hr. Knud Erik Hansen var inde på, er den, der handler om, at der f.eks. er udsendelseshindringer, og at man har en i hjemlandet boende ægtefælle. Der er også sådanne andre tilfælde, hvor den bliver benyttet, men det er i nogle meget snævre tilfælde, og det er meget præcist afgrænset.
Det, der er det helt afgørende, ikke mindst i forhold til den aktuelle sag, er, at bestemmelserne ikke kan bruges til almindelige familiesammenføringer. Kunne de det, kunne vi jo lige så godt smide den paragraf, der handlede om de almindelige familiesammenføringer, væk. Der skal være nogle ganske særlige forhold, der gør sig gældende, for at man kan benytte de bestemmelser.’
Man kan spørge om nogle af de særlige forhold ikke netop at referencepersonen har fået tilladelse efter §9.2.4 som følge af udsendelseshindringer, som tidligere indenrigsminister har givet adgang til.
Ministeren oplyse, hvilke muligheder der er for at give familiesammenføring efter udlændingelovens §9.2.4 og hvorledes denne mulighed har været anvendt og hvordan har den været anvendt i sager hvor referencepersonen har opholdstilladelse efter §9.2.4. og adskiller disse sager sig principielt fra Uma Ratnavadyvels sag.
I bogen Udlændingeret (udgave 2000) side 200 står der om §1.1.2 og §9.2.4.
""Både alderskrav og venteperioden for visse udlændinge er absolutte betingelser....er disse betingelser ikke opfyldt, vil det i særlige tilfælde være muligt at opnå opholdstilladelse til en ægtefælle eller samlever i henhold til de fakultative bestemmelser i §9, stk. 2, nr.1 eller nr. 4."
- eller med andre ord det er muligt anvende §9.2.4.
Ville det ikke have været relevant om ministeren i forbindelse med flere spørgsmål og breve om muligheder for at tillade Uma Ratnavadyvel opholdstilladelse havde oplyst folketinget om, at der er tilfælde, hvor der som i afgørelse af 20. oktober 1999 er givet opholdstilladelse efter §9.2.4 til ophold indtil der kunne søges familiesammenføring efter §9.1.2d og i afgørelse af 10. oktober 2000 hvor der er givet familiesammenføring efter §9.2.4. og hvorfor har ministeren ikke oplyst folketinget herom.