Pressemeddelelse fra "Hjælp Uma-gruppen" den 11. april 2001:

Razziaer skræmmer Uma - savner sin mand i Sri Lankas nytår

Vi har nyt fra Uma og hendes danske ledsager, Karen, på Sri Lanka. Det er nu godt en måned siden den triste dag, hvor den tamilske flygtning Uma blev smidt ud af Danmark og tog sin et-årige søn Rossan med.

Sidst fortalte vi, at Rossan var svimmel, uden appetit og sov dårligt om natten. Nu har han fået to tænder, og der er muligvis flere på vej, så det kan være årsagen til noget af postyret. Men sikkert er det, at mors frygt og bekymring smitter af på Rossan, og at han savner at komme ud og røre sig som andre børn i den alder, hvor motorikken skal udvikles.

Uma kan og tør imidlertid ikke gå udenfor en dør, før hun har ID-kort. For det er ulovligt at færdes uden identifikations-papirer, og hendes foreløbige seks måneders pas er inddraget af det lokale politi. Derfor går hun nu i gang med at søge om ID-kort hos myndighederne.

Det er trist, at Rossans far - hjemme i Hobro - ikke kan se sin søns fine nye tænder og holde drengen i sine arme, ligesom det er forfærdeligt, at de to forældre lide under det stadige savn af hinanden, og den fortsatte uvished om familiens skæbne. Herhjemme har vi haft møde i Uma-gruppen i søndag. På mødet skulle vi blandt andet drøfte, hvordan vi kan indsamle penge til alle de udgifter, der er forbundet med Uma's tvungne ophold på Sri Lanka, og til hendes danske rejseledsager, Karen.

Der blev sendt en brochure ud med en girokontonummer. Flere brochurer kan rekvireres hos undertegnede.

Uma's mand, Ratna, deltog i mødet, og det gør os alle sammen ondt at se lidelserne, savnet og frygten i den lille familie som følge af uvisheden og den månedlange adskillelse.

- De mennesker i Danmark, hvem afgørelserne om disse menneskers skæbne er overladt til, skulle bare prøve at se, hvilke lidelser de administrative afgørelser resulterer i. Men det er de jo lykkeligt fri for.

På Sri Lanka har der været flere razziaer på hotellet, hvor Uma opholder sig de seneste dage, og de skræmmer Uma og de andre tamiler meget. En dag, hvor Karen var på besøg under en razzia, fik hun besked på at sidde musestille i værelset, for ikke at støje og påkalde sig opmærksomhed, så det hemmelige politi kom ind. Beboerne lyttede efter skridtene og stemmerne på gangen, og åndede lettet op, da de omsider døde hen.

Karen synes, det er uhyggeligt og sammenligner det med Anne Franks dagbog.

HER ER DET BESKREVET MED KAREN'S EGNE ORD I EN MAIL TIL OS:

Uma og jeg talte om de sidste detaljer ved min indkoebstur, da der loed larm paa gangen. Saa fik jeg ordre paa at vaere stille og ikke tale. Uma sagde "police".

Rossan fik stoppet et bryst i munden, saa der ingen lyde kom fra ham. Vi kunne hoere larm - og maendestemmer, der blandede sig med kvindestemmer fra hotellet. Jeg skulle sidde, som jeg ikke eksisterede. Efter omkring 3 kvarter forsvandt politiet fra oeverste (…) men jeg kunne alligevel ikke gaa fra hotellet, da politiet var i receptionen, hvor min rygsaek kunne virke mystisk.

Efter halvanden time gik politiet fra hotellet - og vi kunne igen aande.

Hvordan jeg kan beskrive Umas raedsel og frygt, ved jeg ikke - men at opleve dette var simpelthen uhyggeligt. Det havde vaeret det hemmelige politi. I et andet vaerelse viste de mig, hvordan politiet havde endevendt alt: undersoegt kufferter, tasker og plastikposer, rykket sengen ud fra vaeggen og lign.

 (Citat slut)

Mens vi herhjemme fejrer Påsken, historien om Kristi lidelse, død og genopstandelse, en historie, der gerne skulle indgyde os håb, visdom, medlidenhed og barmhjertighed overfor andre mennesker, venter vi stadig på indenrigsminister Karen Jespersens svar på den seneste udvikling i Uma-sagen.

Folketingsmedlem Knud Erik Hansen, SF, og Uma's advokat, Bjarne Overmark har påpeget, at der findes to sager, der ligner Uma's, hvor de pågældende fik lov at vente på at søge familiesammenføring i Danmark. Også FM Peter Duetoft, CD, har kendskab til en sag, der kan have betydning for Uma.

Personligt håber jeg brændende, at disse sager kan hjælpe indenrigsministeren med også at træffe en human afgørelse i Uma's sag. Nemlig at lade hende slippe for pinslerne, og komme hjem og søge familiesammenføring nu. På Sri Lanka fejres der i øvrigt nytår netop i disse dage.

Uma's rejseledsager, Karen Christiansen fra Randers, under sig selv et par dage på et hotel med vestlig standard i den anledning, og ser i øvrigt frem til at fejre nytår med Uma og hendes venner og opleve de lokale skikke. Blandt andet skal man gå ind i det nye år i nyt tøj, og man skal også besøge et tempel. I dag køber Karen gaver til børnene, for fra i morgen er alle forretningerne lukkede. Lørdag er så selve nytåret, hvor man spiser et festmåltid efter midnat.

Karen har mange spændende oplevelser på Sri Lanka som turist, og hun er ved godt mod, for - som hun siger - "jeg har jo selv valgt at være her".

Det svære er at holde modet oppe hos Uma, der er ked af, at hun ikke kan fejre nytår sammen med sin mand, Ratna, og frygter for, hvad det nye år bringer.

Uma spørger konstant, "hvornår Danmark Karen?" Et spørgsmål, vi passede kan sende videre til Karens navnesøster, Danmarks indenrigsminister.

Når Uma er ved at miste håbet, afkræver hun Karen Christiansen et svar. Tror Karen på, hun kommer hjem til Danmark? Ja, det tror Karen på. Og det tror vi andre på. Vi må simpelthen tro det.

God påske til os andre, - og godt nytår til Uma, Ratna og Rossan.

Med venlig hilsen

Helle Frehr
HJÆLP UMA-GRUPPEN
Helmsvej 12
8870 Langå
Tlf. 86461120