Berlingske Tidende, den 13. juni 2001
Afghansk nødhjælp under muslimsk pres
Afghanistans fundamentalistiske Taleban-styre vil have
nødhjælpsarbejdere til at underkaste sig den muslimske Sharia-lov.
Dansk hjælpeorganisation afviser kravet, og FN erkender, at resultatet
kan blive en total rømning af det forarmede land.
Af Sten Jensen
Krav fra det fundamentalistiske Taleban-styre i Afghanistan om, at
nødhjælpsarbejdere skal underkaste sig den muslimske Sharia-lov, truer
med at dræne landet for internationale hjælpearbejdere.
Mens Afghanistans befolkning ud over krig netop nu lider under en
katastrofal tørke, har det afghanske informationsministerium meddelt,
at alle udlændinge skal underskrive en erklæring om, at de vil følge
Sharia-loven.
Under den risikere de alt fra fængsel til pisk eller stening ved bl.a.
at se fjernsyn, lytte til musik, spise svinekød, drikke alkohol, have
kontakt med det modsatte køn, eller gå usømmeligt klædt.
Lederen af et stort dansk minerydningsprojekt i Afghanistan, Bo
Bischoff, afviser overfor Berlingske Tidende totalt, at hans
medarbejdere i organisationen Danish Demining Group, skal gå ind på
Talebanernes betingelser:
»Vi har pålagt dem at de ikke må skrive under på noget. De er
yderligere blevet bedt om at vende tilbage til Pakistan, hvis de
bliver præsenteret for og bedt om at underskrive noget i den retning,«
siger Bo Bischoff.
Generel bekymring
Tre medarbejdere fra Danish Demining Group kom fredag i sidste uge til
Kabul efter et par fridage i Pakistan og har meddelt, at der blandt
hjælpearbejderne er generel bekymring for talebanernes hensigter.
»Der er flere tegn på, at de strammer op omkring organisationernes
aktiviteter. Det gælder rapportering af medarbejdernes bevægelser,
registrering af biler samt alle mulige detaljer om projekterne,« siger
Bo Bischoff.
Ifølge hans vurdering, vil et krav om at udlændinge skal følge
Sharia-loven betyde, at Afghanistan i løbet af kort tid vil være tømt
for hjælpearbejdere.
Danish Demining Group samarbejder med en anden sammenslutning af
danske organisationer, der under forkortelsen DACAR arbejder i
Afghanistan blandt flygtninge.
»Alle nødhjælpsorganisationer har holdt et møde og blevet enige om at
køre fælles kurs og følge FN. Men kravet er uacceptabelt, og skulle
det komme på tale, trækker man sig ud,« siger Bo Bischoff.
Det vil efterlade op mod 700.000 interne flygtninge og fem millioner
tørkeramte afghanere i en fortvivlet situation.
Årets høst er slået fuldstændig fejl og befolkningen ikke bare i
millionbyen Kabul, men også i store dele af Afghanistan, vil være
afhængige af hjælp fra udlandet.
»Lad os håbe det ikke kommer så vidt. Taleban har før været modtagelig
overfor en fast argumentation,« siger Bo Bischoff.
FN venter
FNs øverste repræsentant i Afghanistan, Eric de Mull fra
udviklingsorganisationen UNDP, siger fra hovedkvarteret i den
pakistanske by Islamabad, at FN allerede er blevet præsenteret for et
sæt Sharia-formularer:
»Men vi fik at vide at det ikke var det korrekte sæt, så nu venter vi
på de rigtige papirer. Men det er også stadig usikkert, om vi i det
hele taget bliver bedt om at underskrive. Og lad mig sige, at hvis
indholdet ikke er acceptabelt, vil vi ikke anbefale at skrive under.«
Eric de Mull minder om, at USA på sine visaansøgninger kræver at
ansøgeren erklærer at vedkommende aldrig har været medlem af et
kommunistparti:
»Er det på det plan kan vi leve med det. Er det mere end det - at de
enkelte nationers medarbejdere skal underkaste sig Sharia-loven - har
vi et meget alvorligt problem. Sådan en erklæring vil vi ikke
underskrive, og det kan i sidste ende betyde, at vi må forlade
Afghanistan,« fastslår FN-chefen. Og giver samtidig udtryk for håb om,
at fortsat dialog med Taleban i Kabul kan forhindre den udgang.
Taleban har for nylig udstedt et dekret der forbyder kvindelige
hjælpearbejdere at køre bil. Samtidig vil de tvinge afghanske kvinder
der er ansat på FNs 130 bagerier tilbage i deres hjem, hvad der har
fået FN til at true med helt at lukke de livsnødvendige bagerier.
Som om det ikke er nok, rapporterer den tyske ambassadør i Pakistan,
at Talebans religiøse politi de seneste uger er brudt ind på fire
udenlandsk finansierede hospitaler i Kabul og har tvunget dem til
lukning i kortere eller længere tid.
Chikanerierne på alle niveauer overfor FN og nødhjælpsarbejdere fra
Talebanernes side kan enten være et udslag af interne magtkampe, eller
irritation over de fortsatte FN-sanktioner, der er indført for at
tvinge Taleban til at udlevere den terror-mistænkte Osama Bin Laden.