03.07.01

KÆRE ALLE

Borgerkrigen på Sri Lanka optrappes. Lørdag angreb regeringens flyvevåben LTTE på den nordlige del af Jaffna-halvøen. Mandag kom regeringen med en usædvanligt hård udtalelse: Regeringen sagde, at luftangrebene var nødvendige for at forebygge et planlagt guerilla-angreb på Jaffna, hovedbyen i den nordlige krigszone.

Kommentar:

For Hjælp Uma-Gruppen står det lysende klart, at Uma ingen fremtid har på Sri Lanka.

Borgerkrigen raser på hendes fødeegn på Jaffna-halvøen. Hun burde være hjemme hos sin mand i Hobro. Ratna, der er rengøringsassistent, har permanent opholdstilladelse i Danmark.Han havde allerede i to år forsørget sin hustru, Uma, inden hun blev udvist, fordi de danske myndigheder insisterede på, at hun skulle søge familiesammenføring fra Sri Lanka.

Med sig har hun ægteparrets søn, Rossan, på et år, der har fået en noget omtumlet start på sin tilværelse på grund af Uma's udvisning. Hele Rossans første år gik Uma i uvished om sin familiesammenføringssag, derefter blev hun udvist og måtte grædende forlade hjemmet i Hobro under politiledsagelse. Med sig havde hun sit lille barn, som hun stadig ammede, og ikke kunne skilles fra.

Karen, der står foran sin hjemrejse til Danmark beretter, at stemningen er anspændt i hovedstaden, Colombo, hvor regeringens soldater har skærpet kontrollen af tamiler, som færdes i Colombo.

- Det er som om alle tamiler er under mistanke, siger Karen, der har set i de lokale medier, at Sri Lankas kvindelige præsident opholder sig i London.

Se artikel fra bureauet AP, fundet via New York Times' hjemmeside.

Med venlig hilsen

Helle Frehr
HJÆLP UMA-GRUPPEN
tlf. 86 46 11 20