Kronik i Berlingske Tidende 5.9.2001

Lærestykket TAMPA

Af Andreas Kamm, Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Det norske skib Tampas redning af over 400 hovedsagelig afghanske flygtninge i farvandet mellem Indonesien og Australien vil gå over i flygtningehistorien som endnu et forstemmende eksempel på den nationale modvilje og internationale afmagt, som disse års flygtningearbejde er præget af. Episoden vil uden tvivl give stof til mange efterfølgende diskussioner i den rige verdens hovedstæder, i FN-systemet og i NGO-verdenen. I et år, hvor UNHCR (FN's flygtningeorganisation) har fundet det nødvendigt at drøfte Genevekonventionen med verdens lande, for simpelthen at få bekræftet, at der er uformindsket opbakning til den, står vi igen med et eksempel på det internationale samfunds manglende handlekraft, når mennesker i nød har brug for en håndsrækning.

Australiens har opført sig uværdigt og pinligt, det samme gælder Indonesien. Begge lande har underskrevet Genevekonventionen, som skal sikre, at forfulgte mennesker kan finde beskyttelse. Alligevel har de to lande spillet pingpong med over 400 menneskers skæbne og liv. Verden har protesteret, skibskaptajnen har appelleret, men australiernes holdning - og indonesernes med - har været ubøjelig, brutal. Man har ikke villet lade Tampa sejle i havn uanset flygtningenes kummerlige tilstand og man har sågar sat militæret ind for at sikre at disse forpinte og svage mennesker ikke kom til at betræde australsk territorium.

Foruden at demonstrere stor kynisme har begivenheden også udstillet en række dilemmaer og problemstillinger, som verden fortsat tumler med uden stor elegance og uden stort sammenhold.

Hvis vi begynder "tæt på", så er det forstemmende at konstatere, at politikere i Australien, som det er tilfældet i en række andre rige lande, mener de kan score mange indenrigspolitiske points på en rå og inhuman holdning til et akut flygtningeproblem. Det er en deprimerende kobling - som sættes i relief af en australiers statement til verdenspressen: "Sænk skibet". Tænk engang, at man kan tabe et valg - eller tror man kan - ved at gøre det eneste rigtige: at redde flygtningene i land og vurdere deres flygtningegrundlag, så de der er forfulgt kan få hjælp og resten sendes hjem.

I Danmark er befolkningens holdning til at modtage flygtninge, ifølge en ny undersøgelse af Rockwool-fonden offentliggjort i Berlingske Søndag, nu for alvor er ved at vende i en mere positiv retning. Tilsyneladende er der derfor ikke grobund for den slags politiske reflekser på vores breddegrader. Godt for det og lad os så håbe at det samme bliver tilfældet i Australien, så den umenneskelige optræden giver bagslag ved det kommende valg.

Men problemet ligger ikke blot i farvandet mellem Indonesien og Australien.
Tampa og dens sørgelige last udstiller det manglende internationale sammenhold - det som ellers går under betegnelsen "byrdefordeling" eller "ansvarsfordeling" og som - hvis det fungerede - ville betyde, at et enkelt land ikke kommer til at stå alene med et stort flygtningeproblem. Australierne ønsker jo netop at sende et signal til kommende flygtninge og indvandrere, så de helt bliver væk. Det fjerner ikke forfølgelsen - kun beskyttelsen. Men australiernes pointe er at de frygter en kommende flygtningestrøm til landet - en strøm man ikke mener at kunne håndtere alene.
Det er altså nødvendigt med et stærkere internationalt sammenhold - formidlet af FN - hvis vi skal undgå at enkeltlande fremover reagere som australierne har gjort i Tampa-sagen. Set i det perspektiv er det skuffende at FN's flygtningeorganisation (UNHCR) konstant skal kæmpe med manglende finansiering af helt nødvendige indsatser.

Australske politikere er igen og igen citeret for sætningen: "Menneskesmuglere skal ikke bestemme strømmen af indvandrere til Australien". Under dette udsagn ligger to dilemmaer. For det første har de rige landes restriktive politik overfor flygtninge og indvandrere været med til at skabe et marked for kriminelle netværk. Det handler om menneskesmugling - sikkert lige så økonomisk lukrativt som narkosmugling. Visumkrav, streng asylpolitik, sanktioner mod flyselskaber (der transportere mennesker uden de rigtige papirer), fremskudte embedsmænd i andre landes trafikknudepunkter m.v. er de konkrete elementer i denne politik og disse indgreb lukker i stigende grad de legale veje til det som er en menneskeret: at søge asyl. Flygtninge verden over er altså i stor udstrækning henvist til de kriminelle netværk, hvis de må flygte.

For det andet udbygges dette "smugler-dilemma" gennem det forhold, at også andre end mennesker med behov for beskyttelse kan benytte sig af denne vej til en mulig bedre tilværelse. Det er altså en blandet skare, der på irregulær vis transporteres til vore lande og kun en undersøgelse af hver enkelts sag kan afgøre om den pågældende er flygtning eller ej.

Også dette dilemma kalder på handling. Man kan ikke bekæmpe de kriminelle smuglernetværk uden at gøre det lettere på lovlig vis, at få sin flygtningesag vurderet. Som det er i dag tvinges en masse mennesker ud på halve jordomrejser arrangeret af kriminelle smuglerbander til en pris, der ofte koster en hel families opsparing. Nogle får status som flygtninge, mens andre sendes tilbage igen og må begynde forfra fuldstændigt blanket af efter rejsen rundt om kloden. Der gives ikke nogen nemme løsninger, men man kunne måske skabe en mere sammenhængende "nærområdestrategi", der gav flygtninge mulighed for at få vurderet deres sag i umiddelbar nærhed af deres hjemland. De behøvede så ikke at bruge deres egne og familiens sparepenge på at komme om på den anden side af jorden for - måske/måske ikke - at møde en accept af deres asylansøgning. De kunne få afklaret deres muligheder hurtigt og tæt på hjemmet. Dette arbejde kunne forestås af FN, men forudsætter selvfølgelig, at man efterfølgende kan skaffe disse mennesker et sted at være og her taler vi igen international byrde- og ansvarsfordeling. Europa og Danmark må tage sin del af ansvaret.
En bedre mulighed for at få behandlet en flygtningesag tættere på flygtningenes hjemlande, skal naturligvis være et supplement til det system, vi har i dag. Det skal altså stadig være muligt at søge asyl i Danmark.

Men det er ikke nok at lette muligheden for at få afklaret sin flygtningestatus tættere på verdens brændpunkter og på den måde spare en masse mennesker for en lang og bekostelig rejse. Verdens rige lande er også nødt til at forstærke indsatsen i konfliktområderne. Det handler om at støtte de mange fattige lande, som "bærer" 95 % af verdens flygtninge allerede og at bruge langt flere ressourcer end hidtil på at skabe økonomisk udvikling, opbygning af demokratiske styreformer og etablering af respekt for menneskerettighederne. Regningen vil blive stor, men er der andre veje? Alternativet er som vi har set det i den sidste uge, at et enkelt land reagerer på sin egen groteske facon, fordi tilfældighederne kommer til at råde.

I løsningen af dette enorme humanitære problem er Europa en betydningsfuld deltager . Danmark har formandsskabet i EU næste efterår. Skulle vi ikke holde flygtningedilemmaerne højt på dagsordenen og fastholde Genevekonventionen som det faste fundament under løsningsforslagene. I stedet for at overlade løsningerne til enkelte lande med enkeltstående problemer.