Fælles appel fra danske humanitære organisationer om ikke at
lade vrede og frygt efter sidste uges terrorangreb i USA gå
ud over endnu flere uskyldige ofre.
Som danske humanitære hjælpeorganisationer er vi dybt
chokerede og forfærdede over sidste uges terror-angreb i USA.
Vores tanker og medfølelse går til ofrene og deres familier.
Mens USA og dets venner over hele verden sørger over det
kolossale tab, arbejdes der på højtryk på at finde frem til dem,
der står bag de grusomme voldshandlinger.
Kun grundige overvejelser og omtanke kan forhindre, at
hævnen for angrebet munder ud i en uoverskuelig voldsspiral. Vores
erfaringer fra vores arbejde rundt om i verden viser, at
ofrene for krig som oftest er uskyldige børn, kvinder og mænd. Vi
beder derfor indtrængende USA og dets allierede, herunder
den danske regering, om meget grundigt at overveje, hvilke
konsekvenser et militært angreb vil få for de fattige og
uskyldige, der ikke på nogen måde har haft indflydelse på det, der er
sket.
Samtidig er der allerede her i Danmark såvel som i mange
andre vestlige lande en farlig tilbøjelighed til at fordømme og
angribe en religiøs og etnisk gruppe for medskyld i
terrorangrebet i USA. Også herhjemme har vi inden for den sidste uge
set og hørt voldsomme udfald mod muslimer, og endda enkelte
deciderede overfald.
Vi opfordrer til, at alle, der har indflydelse, gør alt,
hvad de kan for at bekæmpe og svare igen på denne uacceptable
situation. Vi må forhindre, at der dannes fjendebilleder,
som kun vil skabe nye spændinger i det danske samfund i stedet for
det sammenhold, der er brug for lige nu.
Had og frygt må ikke blive en undskyldning for at angribe
uskyldige mennesker _ hverken i USA, her i Danmark, i
Afghanistan eller andre steder i verden.
Tusinder af uskyldige mennesker blev dræbt i USA. Nu skal vi
og ikke mindst den danske regering gøre alt, hvad der står i
vores magt for at forhindre, at endnu flere uskyldige bliver
ofre.
Christian Balslev-Olesen
Folkekirkens Nødhjælp
Vagn Berthelsen
U-landsorganisationen Ibis
Martin Lidegaard
Mellemfolkeligt Samvirke
Michael Bjerrum
FN_forbundet
Lars Normann Jørgensen
Amnesty International
Andreas Kamm
Dansk Flygtningehjælp
U-landsforeningen Svalerne
Jens Erik Ohrt
Arbejderbevægelsens Internationale Forum
Niels Hjortdal
Red Barnet
Niels Lund
Dansk Ungdoms Fællesråd