Afghanere
sulter og fryser
ihjel
Politiken 29 december
2001, 1 . sektion side 1
Flere
millioner afghanere har akut behov for nødhjælp - mere end 100.000 vil ifølge
FN dø denne vinter. Politikens udsendte medarbejder rapporterer fra
flygtningelejr nr. 65.
Af Michael Andersen
En høj, senet mand dukker ud af den iskolde sludregn. Han stopper
op tre-fire meter foran mig og lægger forsigtigt to små bylter viklet ind i
groft brunt klæde i mudderet.
Han smider sin turban i mudderet, tramper på den, hæver sine lange tynde arme
mod himlen og begynder bogstaveligt talt at rive totter af hår ud af sit hoved.
»Vi har været her i tre år, og I har vidst det. Hvad har I gjort for at hjælpe
os?«, råber han.
Han tager et par hurtige skridt hen imod mig, som om han vil slå mig.
Men i stedet trækker han mig ved hånden hen til bylterne på jorden, og på knæ
foran mig i mudderet tager han mine hænder i sine. »Jeg har hørt, at ét
amerikansk missil koster millioner af dollar - men I kan ikke hjælpe os med
lidt mad og tæpper?«, siger han, nu i et resigneret tonefald - som om han
oprigtigt ikke forstår, hvordan verden er skruet sammen.
Han famler med klædet omkring bylterne, og to små stille pigeansigter kommer
til syne med lukkede øjne og mudder i håret og på kinderne. Den ene har stadig
munden åben.
»I nat døde mine piger på grund af jeres ligegyldighed«, siger han.
Han samler én af bylterne op og begynder at kysse datterens ansigt og trækker i
min hånd, for at jeg skal kærtegne hendes kind, som er iskold.
Bag ham står hans kone tavs med to bylter i samme slags klæde.
Det er juleaftensdag, i flygtningelejr nummer 65, i Tjimtal, i det nordlige
Afghanistan.
Nogen forsøger at rejse Suleiman, som manden hedder, op. En anden samler den
anden lille bylt op fra mudderet. De forklarer mig, at selv om lejren har
eksisteret i mere end tre år, er indbyggerne henvist til enten at grave huller
i jorden eller forsøge at bygge hytter af leret som beskyttelse mod vinteren.
Nattemperaturen her er ofte minus 6-8 grader. Men den megen regn i december har
gjort lejrhytterne ustabile, og den foregående nat faldt familiens lerhytte
sammen, og de fire piger blev kvalt. Suleiman og hans familie, og de andre
flygtninge i lejr 65, ikke er en prioritet for Vesten. Ifølge FN risikerer
100.000 at dø denne vinter - som en direkte følge af, at de amerikanske
bombninger har forhindret hjælpearbejdet.
»Uanset om man støtter USA's krig eller ikke«, som Brendan Paddy, talsmand for
hjælpeorganisationen Save the Children, siger til mig, »så er der ingen tvivl
om, at den pause, som bombningerne påtvang hjælpearbejdet, har kostet - og vil koste
- mange menneskeliv«.
»Men de humanitære problemer i Afghanistan er klart den laveste prioritet for
de vestlige regeringer«.
Efter tyve års krig og tre års tørke var Afghanistan allerede før de
amerikanske bombninger verdens værste humanitære katastrofe.
Men, siger mange hjælpeorganisationer i Mazar-i-sharif, hjælpearbejdet var
i gang - og i de fleste tilfælde kunne man rent faktisk arbejde med Taleban.
TRÆKKES UD AF LANDET
»De amerikanske angreb sparkede simpelthen benene væk under os og gjorde det
umuligt for os at forberede os på denne vinter«, siger Brendan Paddy.
Alle udenlandske nødhjælpsmedarbejdere måtte trækkes ud af Afghanistan i midten
af september, og de fleste organisationer kunne først genoptage deres arbejde
to måneder senere.
I lejr 65 fortæller Berengere Leurquin, som er sygeplejerske i organisationen
Læger uden Grænser, mig, at »dette er én af de bedste lejre, fordi indbyggerne
i det mindste har kontakt med vestlige hjælpeorganisationer«.
Juledag anslog Røde Kors, at omkring 400.000 familier - hvilket svarer til
mellem to og tre millioner mennesker - i de mere afsides områder i det nordlige
Afghanistan endnu overhovedet ikke har haft kontakt med hjælpeorganisationer.
De bor i bjergene, hvor tørken og krigen har været værst, og hvor temperaturen
nu er langt under nul grader.
»I de gode lejre ligger dødeligheden på to ud af 10.000 per dag«, fortæller
Berengere Leurquin.
Det vil sige, at i bedste fald - hvis alle de tre eller fire millioner
mennesker i det nordlige Afghanistan, som er afhængige af nødhjælp, levede
under så 'gode' vilkår som i lejr 65 - ville omkring 600 mennesker omkomme
dagligt, eller 20.000 mennesker om måneden.
Men så 'heldige' er kun de færreste altså.
Nødhjælpsfolk i Mazar-i-Sharif er tilbageholdende med at lægge navn til kritik,
men Fajello, en lokal læge, gav luft for den udbredte vrede blandt mange
nødhjælpsarbejdere. Med en sarkastisk parallel til ca.
3.000 amerikanere, som blev dræbt ved angrebene på World Trade Center, sagde
han: »Nogle hundrede døde afghanere tæller ikke meget i forhold til én
amerikaner«.
Selv nu, hvor krigen er slut, er det begrænset, hvor megen hjælp som når de
nødlidende. Den mest oplagte nødhjælpsrute går fra Termez i det sydlige
Usbekistan over den berømte 'Venskabsbro' over Amu Daryafloden til
Mazar-i-Sharif - en køretur på mindre end en time.
FN's fødevareprogram, WFP, planlagde at bringe 52.000 ton mad over broen
månedligt, men selvom broen nu officielt er åben, har usbekisk bureaukrati -
mange kalder det obstruktion - i perioden fra 1. november til nu begrænset
tallet til højst 5.000 ton.
BITTER NØLEN
»Den usbekiske nølen med at åbne broen over Amu Darya-floden var og er bitter«,
siger Paddy diplomatisk.
Lægen Fajallo, som hver dag ser sine landsmænd dø, kalder den usbekiske
regering »en samling forbandede svin«.
Der er to andre ruter til Mazar-i-Sharif - fra Turkmenistan og fra Tadsjikstan.
Men begge er langt mere hasarderede. 300 lastbiler står nu i stampe ved den
turkmeniske grænse, og vejene fra Tadsjikistan går gennem de høje bjerge, hvor
sneen nu ligger højt, og turen har allerede kostet adskillige chauffører livet.
»Desuden kommer den hjælp, som er kommet over broen, ikke ud til de
mennesker, som har mest brug for den«, tilføjer Brendan Paddy.
Faren for overfald - enten fra de 3-5.000 Talebansoldater, som stadig befinder
sig i området, eller fra de mange uregerlige elementer i den Nordlige Alliance
- betyder, ifølge Paddy, at »det meste stadig befinder sig her i
Mazar-i-Sharif«.
Adskillige nødhjælpslagre er blevet plyndret af disse bander.
Hvis der er et helvede her på jorden, er det lejr nummer 65, tænker jeg, mens
en gruppe på 100-150 flygtninge - alle mænd, kvinderne er gemt væk inde i
hytterne - følger mig rundt i lejren.
Tyve års krig og tre års tørke tvang disse mennesker væk fra deres hjem i
bjergene - nu dør de - dybt ironisk - af regnen, som får deres usle lerhytter
til at kollapse. Krigen har nok omstyrtet Talebanregimet, men den har også
resulteret i total lovløshed. Flygtningene har intet. De har boet her i tre år,
alligevel ser man ingen personlige ejendele eller udsmykninger af hytterne. Det
ser ud som det gjorde for tre år siden, da hytterne blev klasket sammen af
forhåndenværende sten og ler.
I dag juleaftensdag får de leveret mad fra en hjælpeorganisation for første
gang siden september - hvedemel - men der er intet brænde i lejren, til at
tænde bål for at bage eller holde sig varm ved.
300 ud af lejrens 2.000 indbyggere er bukket under inden for de seneste to år.
Med deres vejrbidte og indsunkne ansigter og deres næsten gennemsigtige hænder,
ligner alle voksne her oldinge, mens underernæring får alle børn til at se
tre-fire år yngre og mindre ud, end de er.
Hver gang jeg stopper op, omringes jeg af lejrens indbyggere, som øser ud af
deres vrede.
Flere gange bliver stemningen meget aggressiv - anklager mod Vesten fyger
gennem luften mod mig - men hver gang dæmper de ældste i gruppen med rolig
værdighed de mest ophidsede.
Mamudraim, som mistede to sønner for tre dage siden, da hans hytte kollapsede,
tager mig blidt i armen.
»Hvis verden ikke åbner sine øjne og arme for os, vil vi alle dø denne vinter«.