I FOLK MED HINANDEN

af cand.polit. Carsten Lunding, Testrup Højskole

 

Regeringen har spillet ud på udlændingeområdet: De flygtninge, der kommer her til landet, skal i de første 7 år klare sig for mindre end de ringest stillede danskere. De, der bliver i nærområderne, vil opleve betydeligt nedskæringer i U-lands­hjæl­pen.

 

Dermed har VK-regeringen til overmål levet op til sine valgløf­ter. For­slagene vil uden tvivl kunne samle et komfor­tabelt flertal i Folketin­get. De kan vedtages ganske hurtigt, især da de kritiske røster i råd og nævn er sat ud på et sidespor. Efter valgkampens og den sidste tids debat i øvrigt tror jeg såmænd også det er sandsynligt, at stram­ningerne vil blive stemt igennem, hvis de blev sat til folke­af­stemning. De meget stramme regler afspejler et flertal i befolkningen.

 

Flertallet er i sin gode ret. Mange jubler.

 

Men det må også stå klart, at forslaget fuldstændig splitter befolkningen. Ikke i danskere og fremmede - nej, kløften åbner sig midt ned gennem den etniske danske befolkning. Vi er mange, der dukker hovedet i skam. Det kan godt være, at Pia Kjærsgaard er træt af Lars von Trier og Leif Bork Hansen, men vi hører dog til samme folk og skal leve sammen også efter den 17. januar, hvad enten vi tilhører de nationalistiske eller humanisterne. Og der er ingen af os, der har patent på dansk­heden.

 

De fremmede må for alt i verden ikke ændre den danske kultur. Siger de, og foreslår i næste åndedrag voldsomme værdiskift. Lukkethed, forskelsbehandling og junglelov:

 

Når beskæftigelsesministeren vil indføre et optjeningsprincip for fuld kontanthjælp er det da et markant skift væk fra den universelle danske velfærdsmodel. Er det specielt dansk at forbyde unge at gifte sig, hvis de er under 24 år ?

 

Man kan mene både for og imod disse forslag, alt efter ståsted. Men de er i hvert fald ikke med til at fastholde de danske værdier - tværtimod.

 

De globale befolkningsbevægelser kan mærkes over alt, også i Danmark. Vores velfærdssystem er særlig sårbart over for indvandring. Det er en ny tid, vi lever i. Det kræver en stillingtagen til nye spørgsmål.

 

Det er i sådan en epoke, befolkningen kan risikere at gå midt over. Det har vi set i EU-spørgsmålet, hvor vi har delt os i to næsten lige store lejre, og hvor det næsten er umuligt at høre hinanden hen over den kløft, der deler os. Det er kun et halvt år siden, Anders Fogh talte om et nationalt kompromis på flygtningespørgsmålet. Jeg frygter, at regeringens udspil snarere vil cementere forskellene. 

 

For hver gang, skruen er blevet strammet i udlændingepolitik­ken, har flere mennesker meldt sig til det frivillige illegale flygt­ningearbejde. Og kløften mellem humanisterne og de natio­nalistiske er gravet endnu dybere.

 

Er en dyb splittelse umulig ? 

 

Som sagt: Der er måske 60 pct. opbakning til Haarders hårde linie. Men vi er et meget stort mindretal, der slet ikke ved, hvor vi skal ende og begynde med at forholde os til forsla­get - hele grundholdningen er os imod. På min daglige færden, blandt højskoleelever og gode venner, oplever jeg det tyde­ligt.

 

Jeg er bange for, at I er ved at splitte landet ad. Ved at mistænkeliggøre de fremmede før de har så meget som åbnet munden. Og ved at blæse så triumferende højt og flot på et stort mindretal af danskere, som har et fundamentalt anderledes menneskesyn.

 

I anledning af Krogerup Højskoles 50 års jubilæum udgav skolen en demokrati-antologi. Bertel Haarders indlæg bar overskriften Demokrati er ikke samtale. En direkte modsigelse af Hal Kochs klassiske formulering. Nu ser vi dette demokratisyn bryde ud i fuldt flor. Men lad os ikke glemme, at vi skal være i folk med hinanden også efter lovene er vedtaget.