Åbent brev til udenrigsminister Per Stig Møller i anledning af 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag 

 

”Vores land er gennemblødt af blod, vi sidder alle til halsen i blod fra børn, der er blevet ofret på 30 års alter for grådighed, racisme, storhedsvanvid og myte. Israelske og palæstinensiske børn er prisen for en krig, der er blevet opretholdt og opmuntret på enhver måde af israelske regeringer, højre eller venstre, igennem de seneste 30 år.

 

       Min lille pige blev myrdet, fordi hun var israeler. Hun blev myrdet af en ung mand, der blev ydmyget, undertrykt og var desperat i en grad, så han var på randen af selvmord, mord og umenneskelighed, alene af den grund at han var palæstinenser. Og nu er deres blod for evigt blandet på Jerusalems sten, Jerusalem der igennem lang tid er blevet indifferent over for blod. Børns blod er blevet den billigste handelsvare i dette morderiske spil. Og de såkaldte ledere handler frit og let med det, fordi børn er abstrakte fænomener for politikere og generaler, og blod er blot en lille flis i den store handel. Hvis du slår en af mine ihjel, slår jeg hundrede af dine ihjel.    Folk som vores såkaldte ledere og naturligvis vores nuværende premierminister er folk, for hvem det at slå ihjel altid har været den letteste og hurtigste løsning på politiske problemer, og den eneste måde hvorpå de har kunnet bevise deres mandighed og ære. Men jeg, der har mistet en af mine, ved, at der ikke er noget ærefuldt ved at miste et barn. Jeg ved, at udtryk som ære og mandighed dræber. Derfor vil jeg gerne udelukke mig selv fra det klassifikationssystem, der behersker det israelsk_palæstinensiske område.

 

For mig er folk ikke delt i palæstinensere og jøder. For mig er folk delt i fredselskende og krigsforbrydere.

 Nurit Peled_Elhanan

 

Det er med stigende bekymring, vi er vidne til den optrapning af volden, der sker i Israel og Palæstina. Den evige gengældelsespolitik må brydes.        Et internationalt netværk af kvindefredsaktivister i mange lande verden over vil bruge Kvindernes Internationale Kampdag til at vurdere kvinders menneskerettigheder i netop det område. Men kvinders menneskerettigheder opfyldes aldrig isoleret, som historien så tydeligt viser. De udgør en del af det samlede kompleks af universelle rettigheder. Opfyldelsen af dem afspejler et samfunds vilje til retfærdighed, lighed og demokrati.   Israels besættelse af palæstinensisk jord og magtudøvelsen over mere end en million palæstinensere krænker ganske alvorligt et andet folks individuelle og nationale rettigheder og gør israelerne til både udøvere af og ofre for vold. I dag oplever vi, at den mest basale trussel mod israelske og palæstinensiske kvinders rettigheder er den fortsatte besættelse og den stædige fastholdelse af de israelske bosættelser.

 

        Tror premierminister Ariel Sharon og hans regering, at den israelske brutalitet i det lange løb vil overbevise palæstinenserne? Han bør i givet fald lytte til de nu 300 soldater, der nægter at gøre tjeneste i de besatte områder eller lytte til israelske fredsaktivister som Nurit Peled Elhanan, der åbent og modigt _ den israelske virkelighed taget i betragtning _ på demonstrationer og møder erklærer, at roden til den palæstinensiske vold er den brutale israelske besættelse.    I Israel arbejder israelske kvinder, jødiske og palæstinensiske, til stadighed på at skabe betingelserne for fred og forsoning. I dag går de til den israelske regering med en appel, og 17 ambassader og konsulater har accepteret at modtage en delegation.    Den israelske regerings himmelråbende krænkelse af international lov og moralske normer udgør en kæmpemæssig udfordring for det internationale samfund. Jeg vil på vegne af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed appellere til dig om at tage denne udfordring op ikke blot med den tilsyneladende diplomatiske, ligelige ansvarsfordeling, men med en klar markering af, at ophør af den israelske besættelse er en forudsætning for fred.       

 

Der er behov for en øjeblikkelig, international, humanitær reaktion. Jeg vil anmode dig om at støtte udsendelsen af internationale observatører til området. Sådanne observatører vil gøre det muligt at yde en form for beskyttelse af civile palæstinensere.    Annelise Ebbe Forkvinde for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og dansk kontaktperson for det internationale Kvinder i Sort netværk