Ledende artikel: Debatten der blev væk

Information 8 juni 2002,

Af Bente Bundgaard

Der er ingen ende på debatten om sikkerhed i disse terrortider. Den nære sikkerhed i det mindste. Diverse landes strammede terrorpakker, opgradering af politiets og efterretningstjenesternes arbejde ‑ nu senest med det splinternye sikkerhedsministerium i USA ‑ og øget overvågning m.v. giver anledning til heftige meningsudvekslinger.

Til gengæld er debatten om den fjerne sikkerhed stort set forstummet.

Risiko for atomkrig mellem Pakistan og Indien? Jamen det er da et lokalt problem mellem de to, er det ikke? En ny rolle for NATO efter koldkrigens ophør? Åh, det er sådan lidt teknisk, ikke sandt? Udvikling af nye ‑ mindre og dermed måske mere acceptable ‑ atomvåben? Uha, ja det lyder godt nok lidt slemt, men er det ikke noget, de går og pusler med ovre i Amerika?

Bevares, det er da ikke fordi, medierne slet ikke beskæftiger sig med disse emner. langtfra. Men ligefrem forsidestof er det sjældent. Også på de tidspunkter, hvor der ikke er fodbold at tage hensyn til. Det forekommer at være i en fjern oldtid, at atomvåben f.eks. kunne udløse et folketingsvalg i Danmark. Faktisk er det kun lidt over ti år siden, at det skete. Det synes nærmest utænkeligt i dag.

Netop derfor kommer nutidens fredsbevægelser nemt til at virke lidt hengemte, lidt ekstreme og ligesom lidt fortabte. Herregud, kæmper de stadig de der gamle kampe fra 70'erne og 80'erne? Hvorfor vokser de ikke bare op og vænner sig til en ny tidsånd?

MEN hvem siger, at den nye tidsånd udvikler sig på en hensigtsmæssig måde?

Ganske vist har ikke mindst det, der traditionelt kaldes venstrefløjen, udviklet et betydeligt mere nuanceret syn på, hvad sikkerhed egentlig er for en størrelse. Ikke mindst de seneste Balkankrige har for mange betydet et formodentlig endeligt opgør med kvækermentaliteten ‑ at vold og magtanvendelse pr. definition altid er af det onde, i al evighed og amen.

Men det skulle helst ikke udvikle sig til et missilnedslag i den stik modsatte lejr. Det kan ikke passe, at den forsamlede vestlige befolkning sidder på deres bredbagede, fredsommelige popo'er og nikker samstemmende til ny atomoprustning, yderligere atomspredning og risikoen for nye våbenkapløb ‑ f.eks. forårsaget af de amerikanske planer om et nationalt missilforsvar ‑stort set uden debat.

Det ville udgøre et betænkeligt knæfald for en måde at anskue begrebet sikkerhed på, som i bedste fald er kortsigtet og i værste fald virker direkte modsat og øger usikkerheden i verden.

Forsvarssystemers betydning for regioners, nationers, landes og kontinenters sikkerhed i øvrigt ufortalt er de ikke ensbetydende med fravær af trusler. Der må andet og mere til. En betydeligt bredere spredning af frihandelens og den bæredygtige økonomiske væksts goder for eksempel. En større fokus på samarbejde end konfrontation og forsøg på enerådende enegang end f.eks. den amerikanske regering i øjeblikket lægger for dagen.

Men hvem kan egentlig tillade sig at kritisere USA for at tage têten med f.eks. det nationale missilforsvar, når stort set ingen gider interessere sig for det?

MAN behøver ikke være enig med de få tilbageværende fredsfolk for at bifalde deres eksistens. Hvor nutidens aktivister synes at organisere sig som et rejsende cirkus til og fra steder som Seattle, Prag og Gøteborg, bliver enkelte overvintrede aktivister fra de tidligere så brede fredsbevægelser ved på den gammeldags facon med lokale demonstrationer, politiske brandtaler, uddeling af brochurer, indsamling af underskrifter og etablering af fredslejre ligesom den ved den britiske lyttestation Fylingdales, der er startet af den danske fredsaktivist Ulla Røder.

Spørgsmålet er så, om de formår at genoplive snakken og de brydende meninger om den brede sikkerhed. Efter koldkrigens ophør er den atomare trussel jo vitterlig forsvundet fra de fleste menneskers umiddelbare radar ‑ i Vesten i det mindste.

Risikoen er, at den fjerne sikkerhed stille og roligt udvikler sig i et demokratisk tomrum, hvor ingen debatterer, hvordan den udformes bedst. En dag har vi så lige pludselig de nye, fikse atomvåben, de nye missilsystemer og den forduftede nedrustning.

Verden har brug for de enlige, forblæste fredsfolk oppe i Yorkshires hedeland og uden for Folketingets trappe som beskrevet i Information i går. For debattens skyld.

Læs om Bente Bundgårds besøg hos Ulla Røder i stjernefredslejren i Fylingdales

http://www.arnehansen.adsl.dk/020607Stjernefredslejr-Fylingdales.htm

Se billeder fra Stjernefredslejren http://www.cndyorks.gn.apc.org/yspace/articles/bmd/starpeacecamp.htm

Og se tidligere omtale af fredsarbejdet mod det livsfarlige stjernekrigsprojekt og de dødsensfarlige tanker der ligger bagved

http://arnehansen.adsl.dk/020528Starpeacecamp.htm

SF-folketingsmedlem Villy Søvndals spørgsmål og Forsvarsministerens svar om evt.anlægsarbejder på Thulebasen imod evt demonstrationer mod stjernekrigsprojektets etablering

http://arnehansen.adsl.dk/020410forsvarsmin.svar-Thule-byg.htm

- og med begrundelse i den voldsomme udbygning af sikkerheden i Menwith Hill og Fylingdales

http://arnehansen.adsl.dk/020320Thule-Fogh.htm

Ulla Røders åbne brev af 2. marts 2002 om indicier på , at Blair har tilladt tyvstart af stjernekrigsprojektet i England

http://arnehansen.adsl.dk/020302UllaRoderStarWar.htm

De engelske WoMenwith Hill fredskvinder bruger enorme sikkerhedsforanstaltninger som argument for at stjernekrigsprojektet er tyvstartet

http://arnehansen.adsl.dk/020223WoMenwith-Peacegroup.htm

Lyt til foredrag af modtager af den alternative nobel-fredspris, Ulla Røder, om hendes ikke-voldelige arbejde med at afruste de engelske atomvåbenbærende Trident ubåde. Optaget den 16. dec. 2001

http://www.radiofmr.dk/ullaroder.htm