Fra møde om etnisk ligestilling og integration i Frederikshavn - i lyd   www.RadioFMR.dk/dialog og tekster sammesteds og nedenfor

 

 

15.09.02 Nordjyske-Fr.havn

 

Venlig indvandrerdebat i Maskinhallen

 

Integration:Vi skal vise hinanden gensidig respekt, lød hovedbudskabet

 

Aase Thomsen

 

FREDERIKSHAVN: De fremmedfjeldske synspunkter holdt fridag, og alle dem med de kritiske røster, der plejer at dominere debatten, glimrede ved deres fravær, da der torsdag aften var debatmøde om integration i Maskinhallen.

Ligeledes fraværende var de to debattører, der skulle have været aftenens trækplaster, nemlig Kamal Quereshi, selv indvandrer og folketingsmedlem for SF, og det lokale folketingsmedlem, Jens Chr. Larsen fra Venstre. Begge havde måttet melde afbud på grund af travlhed i Folketinget, og i stedet mødte SF'eren Aage Frandsen og Birgitte Josefsen, der er folketingskandidat for Venstre og kommer fra Brønderslev.

 

Alligevel var 30-40 mennesker mødt op. Omkring en trediedel af de fremmødte var dem, det handlede om: Flygtninge og indvandrere. Og flere af dem tog ordet i aftenens løb.

 

Tankevækkende førstehåndsberetninger fra dem, som alle andre elsker at mene noget om.

 

Forsvar for islam

 

Omid Ali Hosseini fra Afghanistan var meget aktiv i debatten. Han har været to år i Danmark og fortalte blandt andet, at han er blevet optaget på pædagoguddannelsen, men er i tvivl om, hvad han skal. For hans opholdstilladelse er usikker.

 

- Hvis de sender mig tilbage, hvorfor skal jeg så lære dansk?

 

Så ryger koncentrationen sig en tur, og de tunge tanker om det, han oplevede i sit hjemland tager over.

 

Om hvordan Taliban dræbte 11.000 mennesker på en enkelt dag. Også hans familie blev ramt

 

Han skal være den første til at beklage, hvad der skete den 11. september, men understreger igen og igen, at det ikke er islams skyld. Det drejer sig om en lille gruppe, efter hans mening uden nogen ideologi.

 

- Jeg er muslim. Jeg tænker åbent. Jeg kan godt kritisere nogle ting ved islam, siger han.

 

Og han fortæller om sin frederikshavnske nabo, en ældre kvinde, der var åbenlyst bange for ham. Indtil han bagte en kage, bankede på hendes dør og spurgte, hvorfor hun ikke ville hilse på ham.

 

Men hun kendte kun de fremmede fra medierne. Og det billede, der tegnes der, gav han medierne skylden for.

 

- Journalisterne har et meget stort ansvar.

 

Her erklærede Birgitte Josefsen sig enig:

 

- Vi har jo evnen til at fokusere på de negative historier, sagde hun.

 

- De små negative historier kommer til at overskygge de positive.

 

Hvem er jeg?

 

En anden flygtning, der fortalte, at han har boet i Danmark i 20 år, spurgte:

 

- Hvem er jeg? Er jeg kurder eller dansker? Når Danmark spiller fodbold, står jeg - måske med en bajer i hånden - og råber Danish dynamite. Men når jeg går i Netto, så bliver jeg sparket.

 

Og Omid Ali hosseini supplerer:

 

- Hvis det danske samfund ikke respekterer os, hvordan skal vi så integrere os?

 

- Der er såmænd også nogen, der skubber til mig, både fysisk og verbalt, mente Birgitte Josefsen.

 

Forsvar for Venstre

 

Birgitte Josefsen lagde i sit indlæg stor vægt på, at vi skal stille krav til de nye danskere. At de skal lære dansk og arbejde. Integrere sig. Men også, at vi skal vise hinanden respekt. Og så mente hun, at flygtningene skal hjem, når der er blevet fred der, hvor de kommer fra.

 

- Vi vil gerne tage imod dem, der har brug for hjælp. Men vi kan ikke i lille Danmark løse alle verdens problemer,. sagde hun.

 

Det affødte mange spørgsmål fra salen. For hvorfor skal de så integreres?

 

En hel del selvmodsigende forklaringer senere, var ingen vist rigtig blevet klogere.

 

I det hele taget var Birgitte Josefsen skydeskive for aftenens spørgelyst. Og hun forsvarede tappert regeringens stramninger på udlændingeområdet og nedskæringerne i ulandsbistanden, samtidig med at hun mente, at flere flygtninge skulle hjælpes i nærområderne. Også spørgsmålet om modersmålsundervisning var oppe at vende.

 

Imens var hendes medduellant stort set fredet. Han sagde kun de ting, som forsamlingen tilsyneladende i forvejen var enige i.

 

 

 

Lagt på www.nordjyske.dk Søndag den 15-09-2002 06:00