Vi bør være stolte af fodnoteperioden

Bragt i Berlingske Tidende mandag den 23 december 2002

Af Gert Petersen exformand f. SF

Det er et fortegnet billede af historien, man møder i Uffe

Ellemann-Jensens kronik 7.12. om fodnoteperioden. Meningen med kronikken

er vel primært at hænge Socialdemokraterne ud, og den mening har Lasse

Budtz reageret på (10.12.).

Men Socialdemokratiet var jo ikke kommet nogen vegne uden SF (og VS) og

de Radikale. Hvad Uffe Ellemann mener om SF, har han ofte tilkendegivet;

det er ikke noget godt. Men hvorfor tavsheden om de Radikale? De slipper

igennem uden et eneste knubbet ord. Men med Arne Stinus og Jens

Bilgrav-Nielsen som ordførere var deres modstand mod dobbeltbeslutningen

langt skarpere end Socialdemokratiets. Under debatten i november 1981

sagde de kategorisk nej til dobbeltbeslutningen, og denne afvisende

holdning forblev radikal politik de næste syv år. Når de (ligesom SF og

VS) afstod fra at stemme om den S-dagsorden 7.12.1982, som Uffe Ellemann

omtaler med så megen vrede, var det kun, fordi de fandt, at det

foreslåede betalingsstop ikke var vidtgående nok! (S accepterede, at

Danmark betalte det hidtil bevilgede, 26 mio. kr., men indførte et stop

for resten, nemlig 49 mio. kr. De Radikale ønskede, ligesom SF og VS, at

betalingsstoppet skulle omfatte det hele, bortset fra de 4,8 mio. kr.,

der allerede var betalt). Heller ikke den (rimelige) dagsorden om

indregning af de franske og britiske a-

våben i atombalancen, som Uffe Ellemann mindes med så stor bitterhed,

kunne vedtages uden radikal medvirken. Det varede ved, indtil de

Radikale gik ind i Schlüters regering efter valget i 1988. Inden samme

valg havde de sammen med S og SF stemt for den dagsorden om a-kontrol

med besøgende krigsskibe, der ifølge Uffe Ellemann ødelagde NATOs

flådestrategi, og som fik Schlüter til at udskrive valget. Mener den

tidligere udenrigsminister, at også de Radikale gik Moskvas ærinde

(sådan som han nærmest beskylder Socialdemokratiet og Anker Jørgensen

for, bl.a. med de perfide antydninger om »kyndig hjælp« og om den

velorienterede Gromyko)?

Nej, det mener han vel ikke - hvordan kunne han ellers efterfølgende

sidde to år i regeringen med de Radikale? Nuvel, måske fordi de Radikale

åd alle deres protester i sig, da Niels Helveg og Uffe Ellemann satte

sig sammen på ministertaburetterne. Når Uffe Ellemann triumferende kan

oplyse, at det skyldige beløb blev betalt efter regeringsskiftet i 1988,

betyder det, at de Radikale var med til at tage beslutning herom - efter

at de i syv år havde modsat sig betalingen langt mere forbitret end

socialdemokraterne. Ikke for ingenting talte man om de radikale

slingrefise!

Der er også en anden mulig forklaring på Uffe Ellemanns diskretion om de

Radikale. Nemlig at for Uffe Ellemann er al snakken om, at modstanderne

af dobbeltbeslutningen gik Moskvas ærinde og brød den vestlige

solidaritet, noget politisk-taktisk pølsesnak, der dækker over grov

historieforfalskning. For hvis det var alvor, skulle han også beskylde

mange udtalte NATO-

tilhængere, som f.eks. den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert

McNamara, for at gå Kremls ærinde - læs bare McNamaras bog »Blind

katastrofe-kurs« s. 90-91, hvor den tidligere forsvarsminister vender

sig skarpt mod dobbeltbeslutningen. Sagen var, at der - i tiden efter at

neutronbomben blev lanceret i 1977 - spontant var opstået en bred

bevægelse mod at satse på atomoprustning (den fik præsident Carter til

at opgive neutronbomben allerede i 1978). Da NATO med sin

dobbeltbeslutning lagde an til ny atomoprustning, blev NATO udsat for

kritik. Men det blev Sovjets tro på a-våbnene også løbende, og kritikken

blev skærpet efter Sovjets indmarch i Afghanistan. Især bevægelsen

European Nuclear Disarmament vendte sig meget skarpt mod også Sovjets

politik - men i dialogens form. Det samme gjorde gennem alle årene

videnskabsfolkenes Pugwash-bevægelse, som i 1995 fik Nobels fredspris.

Der var intet prosovjetisk over disse bevægelser, men der var heller

ingen blind tro på atomoprustningens velsignelser som hos Uffe Ellemann

og ligesindede vestlige »høge«. Der var tværtimod tale om et oprør mod

denne blinde tro og dens adepter både i Vest og Øst. Derfor blev

bevægelsen så stærk, også i USA. Her spillede nogle af the whizz-kids

fra Kennedy-tiden, f.eks. Robert McNamara og McGeorge Bundy, en

væsentlig rolle som kritikere af NATOs konkrete kurs (inkl.

dobbeltbeslutningen). Den såkaldte freeze-bevægelse, der gik ind for at

fastfryse rustningsniveauet, mens der blev forhandlet om nedrustning,

blev en meget betydelig meningsdannende faktor, selvom fortalerne -

bl.a. senator Edward Kennedy og den katolske kirkes biskopper - også

dengang blev angrebet for at »gå Kremls ærinde«. I Repræsentanternes Hus

opnåede forslaget i 1982 202 stemmer, men faldt med 204 imod. Men

bevægelsen voksede videre og påvirkede til sidst selveste præsident

Reagan, så han i 1987 greb chancen og tog imod Gorbatjovs tilbud om

skrotning af samtlige INS-missiler, selvom en række statsledere og

topfolk i NATO var imod opgivelse af alle NATOs INF-våben.

Hvis der skal være mening i koldkrigernes angreb på fodnotetidens

alternative flertal, må de logisk udvide angrebet til at omfatte

præsident Kennedys gamle garde, næsten halvdelen af medlemmerne i

Kongressens andet kammer og så at sige hele den katolske kirke i USA.

Mener man virkelig, at de gik i Kremls ærinde? Det er noget gedigent

vrøvl.

Når Den Kolde Krig »sang på sidste vers« i 1988, som Uffe

Ellemann-Jensen skriver, skyldes det ikke - som han påstår - et særligt

opsving for østlandenes frihedsbevægelser og endnu mindre en tapper

indsats fra NATOs og NATO- landenes side. I NATOs jubilæumserklæring i

foråret 1989 finder man ingen vision, intet ord, som forudser de

befriende omvæltninger, der indtraf bare et halvt år senere. Nej, når

Den Kolde Krig sang på sidste vers i 1988, skyldtes det bl.a., at en

mægtig og ikke-partibunden fredsbevægelse i løbet af 80erne var skyllet

hen over Vesten og trængt ind i østblokken og Sovjet; den banede vej for

en omkalfatrende sikkerhedspolitisk nytænkning, der gjorde op med det

gensidige frygtsyndrom. Andre faktorer virkede lige så stærkt ind,

uafhængighedsviljen i folkene og en gryende erkendelse i magteliterne,

men uden nytænkningen havde det ikke været nok. Og denne nytænkning

havde den uafhængige fredsbevægelse - som fodnoteperioden i Danmark var

et resultat af - en stor del af æren for. Vi bør være stolte af

fodnoteperioden.