AFVISTE ASYLANSØGERE KAN OGSÅ VÆRE BANGE

 

 

On Wed, 15 Jan 2003 11:10:58 +0100, "Esben Geist" <esben.geist@drc.dk> wrote:

 

Debatindlæg i Politiken d. 14.1.2003:

 

AFVISTE ASYLANSØGERE KAN OGSÅ VÆRE BANGE

 

Af Andreas Kamm, Generalsekretær Dansk Flygtningehjælp

 

Danmark har i øjeblikket store problemer med at få afviste asylansøgere til at vende hjem. Yderligere restriktioner er næppe nok til at få dem til at rejse.  Dansk Flygtningehjælp har et andet bud. Hjælp positivt med vejledning og støtte. Det vil have langt større effekt.

 

Lad det være sagt med det samme. Afviste asylsøgere skal hjem, med mindre der er helt særlige humanitære grunde til at hjælpe dem her i landet. Det er lige så selvfølgeligt som vores pligt til at give asyl til de forfulgte - altså de flygtninge, der har behov for beskyttelse.

 

Når det nu er så selvfølgeligt, at afviste asylsøgere skal hjem, hvorfor har vi så 2300 personer, som ikke er rejst, selv om de er blevet bedt om det. Ja, det kan der være  flere grunde til, men lad os først se lidt på de 2300.

 

En del af de afviste vil faktisk gerne medvirke til deres egen hjemrejse - alligevel kan de ikke komme hjem. Det kan for eksempel være fordi deres land ikke ønsker at modtage dem eller måske fordi man ikke kan finde en realiserbar rejserute til hjemlandet.

 

Der er også dem, der kan hjemsendes, hvis de vil medvirke til det. Men det vil de ikke - eller det tør de ikke. Det er denne sidste gruppe, der er i fokus, når integrationsminister Bertel Haarder, søger veje til løsning af dette hjemsendelsesproblem i sine ny lovforslag.

 

Et væsentligt spørgsmål er, hvorfor disse mennesker ikke vil hjem, og hvorfor de opfatter et helt udsigtsløst liv i Danmark som mere attraktivt end at genstarte tilværelsen derhjemme. Spørgsmålet  bør undersøges, for ingen kender svaret. Men vi kan godt give et bud.

 

1. Nogle er faktisk bange for at komme tilbage. De frygter for den vold og terror, som præger deres hjemland, og som også kan ramme dem selv. De oplever sig selv som flygtninge, men er det ikke i Flygtningekonventionens forstand. Det de har været igennem derhjemme og på flugten har sat mange ar på sjælen, og de kæmper nu imod - tør ikke andet.

 

2. Nogle kan ikke overskue, at skulle vende hjem. Der er ikke noget at komme tilbage til. Ressourcerne er brugt på flugten.  Bolig, arbejdsmuligheder og andre forudsætninger er ikke eksisterende. Hertil kommer måske det prestigetab, de har lidt ved det fejlslagne  udvandringsforsøg. Det mulige svigt af andre i familien, når drømmen opgives og de vender hjem igen, kan også spille en rolle.

 

3. Nogle tror - af den  ene eller anden grund - at de i den sidste ende alligevel får lov til at blive. At de ved at kæmpe kan få mulighed for at realiserer deres forståelig drøm om at skabe en tilværelse for sig selv og deres familie her i vores land eller et andet sted i Europa.

 

Som sagt ved vi ikke hvordan det forholder sig. Det ville være rart at vide. For vidste vi det,  kunne vi bedre håndtere det dilemma, at mange af de 2300 afviste asylsøgere som skal hjem, ikke kommer det, fordi de enten ikke tør eller ikke vil medvirke til hjemsendelsen.

 

Fastsættelse af udrejsedatoer, inddragelse af lommepenge, det intetsigende og perspektivløse livsperspektiv i asylcenteret og truslen om fængsel gør det næppe. I Dansk Flygtningehjælp mener vi, at der skal satses på en forstærket oplysnings-, vejlednings- og rådgivningsproces. Det skal selvfølgelig ikke kunne benyttes til at trække tiden her i landet ud - men være med til at forkorte den.

 

Hertil kunne man yderligere overveje en mere konkret støtte til den enkelte, à la integrationsministerens økonomiske støtte til de, som tager frivilligt tilbage. Positivt hjælp kan bidrage til at genskabe livsperspektivet for den enkelte. Og nedbringe de store udgifter der ville være ved at skulle sætte ind med politi og fængslinger.

 

Men vi bør også huske på, at livet derude i konfliktområderne ikke er let. Den indsats vi kan gøre  her i Danmark, bør suppleres med en massive indsats fra os og det internationale samfund for at forbedre forholdene for verdens fattige og forfulgte.  Der skal være sammenhæng i tingene.