19.02.03
Udtalelse
fra stormøde i INGEN KRIG MOD IRAK
EN HEL
VERDEN SAGDE: IKKE I VORES NAVN
Verdenshistoriens største virkelig globale aktionsdag mod krig gav Bush
og Blair og deres partnere klar besked: Den krig I er ved at udløse,
sker ikke i vores navn - og vi vil få den stoppet.
Land efter land, bølge efter bølge af rekordstore demonstrationer, slog
budskabet fast: INGEN KRIG MOD IRAK!
Det er en forbryderisk krig, som strider mod folkeret og international
lov - en krig om olie og magt. En 'kolonikrig' anno 2003.
I Danmark var over 40.000 mennesker på gaden i København og 11 andre
byer. Deltagelsen overgik enhver forventning og viser, at det er en
folkesag at stoppe krigen, før den begynder. Verden er sat i bevægelse
for at sikre freden.
Det var det vågne og medfølende Danmarks klare signal om, at vi ikke vil
være med til Bush's og Blairs krig. At vi skammer os over, at Fogh og
Danmark i udlandet omtales som en sikker og villig krigspartner.
Vi accepterer ikke, at regeringen og folketingsflertallet overlader
vurderingen af krig eller ikke krig til USA eller til FNs Sikkerhedsråd.
Det er danske politikeres pligt at tage selvstændig stilling og udforme
en dansk fredspolitik.
En Sikkerhedsrådsresolution med grønt lys til krig, vil ikke pludselig
gøre den retfærdig eller legitim. En aggressionskrig som den planlagte
forbryder sig mod FNs Charter. Enhver dansk politiker burde selvstændigt
forsvare det og fordømme Bush's strategi for 'forebyggende angreb' som
et andet ord for aggressionskrig, i strid med folkeretten. USA er den
eneste, som truer med masseødelæggelsesvåben. Også med atomvåben. Vi kan
ikke se, hvordan masseødelæggelsesvåben skal kunne fjernes ved at bruge
masseødelæggelsesvåben!
Hvis FN, der skulle forsvare freden og imødegå aggression, ikke kan
forhindre denne krig, vil organisationen miste sin autoritet hos verdens
borgere.
Alle de såkaldt 'ansvarlige', der støtter en sådan krig - med eller uden
en sikkerhedsrådsresolution - bliver medskyldige i en forbrydelse mod
menneskeheden. Det gælder Bush, Blair og måske også Anders Fogh. Dødens
kræmmere - også de danske selskaber, der profiterer på krigen - bør
også drages til ansvar.
Statsministeren har sagt, at han ville ønske, at demonstranterne havde
protesteret over Halabja. Statsministeren protesterede ikke. Mange af os
gjorde. Vi støtter kurderne mod aggression. Og vi støtter
palæstinenserne mod aggression fra en magt, som hver dag overtræder
FN-resolutioner.
Statsministeren siger, at vi går Saddam Husseins ærinde. Vi ved hvis
ærinde Anders Fogh går.
Vi er imod Saddam Husseins regime. Det irakiske folk fortjener bedre.
Men det må selv få ham væk. Irakerne har lidt under brutale krige og 12
års USA-dikterede sanktioner.
Vi siger: Der skabes ikke demokrati ved at fjerne én diktator og
indsætte en amerikansk lakaj i en bomberegn i stedet. Bomber skaber ikke
demokrati, og krig og besættelse ikke frihed og fremgang. Det vil være
en ny katastrofe for det irakiske folk.
Vi går ind for ophævelse af sanktionerne. Vi går ind for at fjerne
trykket fra irakerne, så de kan begynde at leve. Det vil også fjerne
Saddam Hussein.
Vi bekæmper denne krig, for at forhindre den, og vi vil bekæmpe den fra
den første dag, hvis den kommer.
Hvis krigen kommer:
Vi
opfordrer til at man i de danske byer mødes til demonstration foran
rådhusene, første gang klokken bliver 20.
Den følgende lørdag arrangeres
der nye demonstrationer.
Vi opfordrer elever og studerende til at standse undervisningen og vise
deres protest, når krigen bryder ud. Til at fortælle, at de unge ikke
vil ofre deres eget eller uskyldige irakeres blod for olie.
Vi opfordrer arbejdere og funktionærer i private og offentlige
virksomheder til at gøre protesten synlig - de kan standse
samfundsmaskineriets hjul. Vi opfordrer tillidsfolk og faglige ledere
til at overholde deres virkelige fredspligt: at gå imod krigen.
Vi opfordrer soldaterne til at nægte at gå i krig, og alle dem, der
professionelt skal understøtte den konkrete krigsførelse, til at nægte
at være med.
Vi ønsker fred. Vi ved der må kæmpes for den.
Yderligere oplysninger:
Jørn Andersen
e-mail: jorn@jorna.dk
Annelise
Ebbe, e-mail: a_ebbe@centrum.dk
Dorte Grenå, e-mail: dortegrenaa@yahoo.dk
Helge Bo Jensen, e-mail: elland@ft.dk
The Guardian har skønnet deltagelsen i de verdensomspændende antikrigsdemonstrationer til 30 millioner