Sang skrevet til frederikshavnernes demonstration mod krigen mod Irak d. 22. marts 2003:

 

På denne dag.

 

(Mel.: Op, al den ting…)

 

1.     På denne dag, fra dette sted,

vil vi alverden fortælle,

hvad volden kan bekæmpes med

og hvilken lov burde gælde.

 

2.     På denne dag, i denne stund

det første budskab skal lyde:

Der findes ingen gyldig grund

til andre men’sker at skyde.

 

3.     På denne dag, fra dette sted

det andet budskab skal kaldes:

Der gives kun en verdensfred

hvis ret til livet er alles.

 

4.     På denne dag, i denne stund

det tredje budskab skal være,

at ”bombens ret” er falsk og ond

når men’skeretten vi ærer.

 

5.     På denne dag, fra dette sted

vil vi i fællesskab sige,

at sand og varig, ægte fred

kan aldrig opnås ved krige.

 

6.     På denne dag, i denne stund

er det så dejligt at mærke,

at når vi synger med en mund

bli’r vi forunderligt stærke.

 

7.     På denne dag, fra dette sted

skal styrken komme fra ordet,

som vi bekæmper volden med

og hele angrebskrigskoret!

 

8.     På denne dag, i denne stund

bli’r vor erkendelse glasklar,

vi vågner af vor velfærdsblund

og tager fælles et ansvar.

 

 

9.     På denne dag, fra dette sted

vil vi alverden påkalde:

Få argument og mund på gled

og tag et ansvar for alle!

 

     Lars Birch Mogensen., Frederikshavn