Irak-krigen

Tale ved fredsdemonstrationen i Frederikshavn d. 12. april 2003, af Paul Rode Andersen

Først vil jeg glæde mig over, at krigen nu tilsyneladende lakker mod enden,

og at de amerikanske bombninger af den irakiske civilbefolkning er ved at

ophøre. Krigen har kostet dyrt . Udfaldet af invasionen var givet på

forhånd. På tre uger har den enorme amerikanske krigsmaskine sønderbombet

de store irakiske byer. 725 krydsermissiler er afsendt. 12.000

præcisionsbomber nedkastet. Mange hundreder civile irakere er dræbt. 10.000

irakiske soldater har mistet livet. Mere end 100 amerikanere har sat livet

til. Alene USA har bevilget 600 milliarder kroner til krigen. Dertil kommer

så de mange sårede og lemlæstede, der ligger på de overfyldte irakiske

hospitaler samt de børn og voksne, som vil have ar i sjælen resten af livet

p.g.a. det, de har været udsat for. Alt sammen for at udslette Hussein og

hans kumpaner. Var det livene og pengene værd? Jeg mener nej - også selv om

kurderne jubler over diktaturets fald, og vi på TV ser de væltede statuer af

Hussein. Det, vi ikke ser så meget af på TV, er de lidelser, de civile

irakere udsættes for. Der pågår nu en kæmpe humanitær opgave med at lette

det irakiske folks byrder og få genopbygget landet. Jeg skal opfordre til,

at man støtter Røde Kors' indsamling til de nødstedte i Irak.

Jeg spørger mig selv: Hvem står nu for tur? Hvilken befolkning skal nu

udsættes for de amerikanske klyngebomber, der spreder død og lidelse, hvor

de træffer. Hvilke nationer skal nu udsættes for Bush-doktrinen om, at USA

har ret til forebyggende angreb mod mulige modstandere? Jeg kan med

sikkerhed sige, at det bliver i hvert fald ikke Kuwait og Saudi Arabien ,

selv om deres regimer er mindst lige så sorte, middelalderlige og

undertrykkende som Saddam Husseins Irak. Kuwait og Saudi Arabien behøver

ikke - lige så lidt som en række latinamerikanske diktaturer i USA's baggård

- at frygte en amerikansk magtdemonstration, for disse lande er nemlig USA

venligt stemte. Til gengæld ville jeg ikke sove trygt, hvis jeg var iraner,

syrer eller libyer. De bor nemlig i lande, som ikke uden videre har tænkt

sig at indordne sig under amerikanske interesser, og som derfor indgår i en

plan for, hvordan en amerikansk ledet verdensorden, der er renset for

modstandere af betydning, kan etableres. Høgene i Washington har vidtgående

planer for det ressourcerige og strategisk velplacerede Mellemøsten. Set i

det lys var 11. sept. ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. Det gav

nemlig de konservative høge i den amerikanske regering en kærkommen

lejlighed til at starte et felttog mod lande, som taler Washington imod, og

som er strategisk interessante. Høgene er blevet fodret, men er sultne efter

mere. Mere end en krig mod terrorisme er dette en krig mod den muslimske

verden, der truer den vesterlandske civilisation. I høgenes langsigtede

perspektiv er de startet på den 4. verdenskrig, hvor den kolde krig var den

tredje.

Ud over de mange civile ofre, så har det, vi har været vidner til i de

seneste uger, også haft en anden pris. FN-systemet er blevet undergravet.

USA's manglende respekt for FN-demokratiets spilleregler har på ny sat

magten over retten i verden. Det er hykleri, når Bush det ene øjeblik

sætter alle sine diplomatiske og økonomiske tommelskruer på medlemmer af

Sikkerhedsrådet for at få dem til at støtte en amerikansk krigserklæring -

og når det så ikke lykkes - det næste øjeblik siger, at resolution 1441 for

resten allerede legitimerer aggressionen over for Irak. Det er dyb foragt

for FN-demokratiet og ville svare til, at Anders Fogh gik i Folketinget med

et forslag, fik det stemt ned og så gennemførte det alligevel. Hele det

internationale system af organisationer og aftaler, der møjsommeligt er

blevet bygget op for at skabe international fred, sikkerhed og bæredygtig

udvikling er blevet ofret på vejen til Bagdad. Hverken FN, EU eller Nato

skal forvente at spille nogen central rolle fremover - hverken i

genopbygningen af Irak eller i den fremtidige verdensorden. USA's høge vil

stå alene i magtens centrum.

Jeg tror ikke på, at den nuværende amerikanske regering er drevet af

idealisme og ærværdige principper om frihed, demokrati og

menneskerettigheder. Så kunne den få nok at gøre i en verden, hvor Saddam

kun er en ud af utallige diktatorer.

Jeg savner dokumentation, når Bush som begrundelse for krigen hævder, at

Irak er en trussel mod USA, fordi landet besidder masseødelæggelsesvåben og

er base for Osama Bin Ladens terrornetværk. Mig bekendt har irakerne ikke

brugt kemiske eller biologiske våben i krigen. Og de træningslejre for

terrorister, man har hørt om, er beliggende i det kurdiske område, som er

USA venligt stemt.

Det hænger heller ikke sammen, at Irak skal bombes til at leve op til FN's

resolutioner, når et land som Israel, hvis undertrykkelse af

palæstinenserne fint tåler sammenligning med Saddams undertrykkelse af

kurderne og shiamuslimerne, nu på 36. år kan køre på frihjul m.h.t. at

opfylde FN's resolutioner om tilbagetrækning fra de besatte områder.

Den danske regering har som bekendt valgt side og står last og brast med

USA. Den danske regerings følgagtighed over for USA begrunder Fogh, Møller

og Jensby med, at Danmark bør stå skulder ved skulder med USA, fordi vi

deler fælles værdier.

Man må spørge Fog, Møller og Jensby:

Deler I USA's syn på dødsstraf?

Deler I synet på privates tilladelse til at bære våben?

Er I enige i behandlingen af fangerne på Guantanamo-basen?

Deler I amerikanernes syn på Kyotoaftalen?.

Er I enige i, at verden har gavn af et missilskjold?

Er I enige i Bush's nej til forbud mod landminer?

Deler I amerikanernes nej til FN's krigsforbryderdomstol?

En værdi kan jeg forstå, at Fogh, Møller og Jensby er begyndt at dele med

amerikanerne, nemlig foragten for FN-demokratiet, når FN's beslutninger går

USA imod. Jeg er spændt på, hvad den danske regering vil mene, når

amerikanerne beslutter, at kun de lande, der har deltaget i invasionen, skal

afgøre Iraks fremtid.

Til sidst vil jeg gerne sige, at et er glædeligt, at Socialdemokratiet i dag

er med til at protestere mod USA og DK's invasion af Irak. Jeg husker en

periode, hvor Socialdemokratiet med Hans Hækkerup som forsvarsminister var

om muligt endnu mere følgagtig over for USA, end Fogh, Møller og Jensby er i

dag. Jeg tror, der bliver brug for alle gode kræfter i fredsbevægelsen,

næste gang et mellemøstligt folk påføres lidelser af amerikanske bomber.

Paul Rode Andersen, byrådsmedlem i Frederikshavn for SF