Af Rasmus Egelund
(2. sektion)
Irskfødte Coilín Óh Aiseadha har under hele
Irakforløbet udsendt elektroniske nyhedsbreve for at holde journalister og politikere
til ilden
Ildsjæl
Den i dag 39-årige Coilín ÓhAiseadha blev først
aktiv i fredsbevægelsen for nogle år siden. Men kimen til hans pacifisme blev
lagt allerede i begyndelsen af 1990‘erne, da han drevet af en blanding af
nysgerrighed og trang til at hjælpe drog til Nordirland som helt nyuddannet
læge. Her oplevede han døden og lemlæstelsen på tæt hold og oplevede for
første gang, hvordan ‘krigsførende‘ parter altid forsøger at manipulere med
sandheden.
Det var samtidig med, at Storbritannien gjorde sig
klar til krig på en anden front, nemlig i Irak. Men den unge læge var for
dybt begravet i arbejde til, at der for alvor var plads til Irak-spørgsmålet
i hans bevidsthed.
»Jeg var først og fremmest oprørt over at betale
skat til et land, der videreførte sin imperialistiske tradition og dræbte
folk i Nordirland. Og så forekom det mig absurd, at man samtidig gjorde sig
klar til at føre en krig mod Irak,« husker han.
Aktivist ved et tilfælde
Den egentlige åbenbaring kom først senere.
Lægegerningen havde vist sig at være for opslidende, og i 1995 tog han til
Danmark for at gå på filmhøjskole, men endte med at slå sig ned som
freelanceoversætter.
Han var midt i en oversættelse, da han den 11.
september 2001 på internettet med et halvt øje fulgte angrebet på World Trade
Center. Han begyndte at søge forklaringer på forskellige hjemmesider og faldt
ved et tilfælde over en artikel af amerikaneren Thomas Nagy.
En artikel, der med udgangspunkt i offentligt
tilgængelige amerikanske efterretningsdokumenter påviste, hvorledes
amerikanerne bevidst brugte sanktionerne til at ødelægge Iraks vandforsyning
for med befolkningen som gidsler at destabilisere styret. Det blev en
øjenåbner.
»Som læge er det uhyrligt. Hygiejne og rent vand
er forudsætningen for alt det, vi laver. At man bevidst ville fremme
infektionsfaren forekom mig barbarisk. Det værste var dog næsten, at jeg ikke
vidste, om det var rigtigt. Jeg kunne simpelthen ikke gennemskue, om det var
fup. Men min fornemmelse sagde mig, at den var god nok,« husker han.
Han fandt frem til Nagys hjemmeside og sendte ham
en mail for at høre, om det virkelig kunne være rigtigt. Det kunne det. Og
det blev starten på fredsarbejdet, der blandt andet førte til dannelsen af
Den Danske Komite for Fred og Udvikling i Irak, en forening, der først
arbejdede for at få ophævet embargoen og siden for at forhindre krigen og
besættelsen.
Øjenåbner
Det fascinerende ved Nagys artikel var, at
amerikaneren ved et tilfælde var stødt på oplysningerne på nettet, hvor de
havde ligget i årevis blandt tusindvis af andre dokumenter.
Og Coilín satte sig for at gøre ham kunsten efter.
Via sin oversættervirksomhed var han vant til at finde oplysninger på de mest
obskure hjemmesider. Og erfaringen har vist, at der ofte ligger guldkorn på
officielle hjemmesider hos eksempelvis Folketinget eller Pentagon, når blot
man leder lidt.
Internettet har gjort det muligt at finde
oplysninger, en aktivist tidligere end ikke ville have fundet på at lede
efter. Og formidlingen er blevet billigere og hurtigere. Men Coilín
ÓhAiseadha understreger, at der er en masse indbyggede begrænsninger: den
massive overflod af oplysninger og det faktum, at mange mennesker ikke har
adgang til nettet, hvorfor mediets gennemslagskraft kun er en brøkdel af
trykte mediers, for slet ikke at tale om tv-mediets.
Krigen kom alligevel
Og netop derfor er det stadig vigtigt at få
journalister fra de traditionelle medier i tale. Coilín ÓhAiseadha kan nævne
adskillige eksempler på, at journalister har fulgt op på hans oplysninger.
»Når jeg kan give inspiration til en
forsideartikel i Information eller et opslag i Ekstra Bladet, er jeg også
overbevist om, at en gruppe aktivister med bedre indsigt i det politiske
system og medieverdenen kunne udvikle metoden yderligere,« vurderer han.
Selv om det hverken lykkedes at afværge krigen
eller at forhindre dansk deltagelse, mener han, at den alternative
nyhedsformidling på internettet har ændret spillereglerne.
»Det har gjort mediekampagnen sværere for dem, der
vil føre krig. Jeg kan hurtigt specialisere mig i Irak og løbe hurtigere end
journalister, som også skal beskæftige sig med andre stofområder. Og jeg kan
tage politikere på fersk gerning, når de afgiver fejloplysninger, som da Per
Stig Møller på forsiden af Politiken slap af sted med at sige, at der var
fundet store mængder masseødelæggelsesvåben i Irak efter 1995.«
Coilín ÓhAiseadha er helt på det rene med, at hans
oplysninger fokuserer på den ene side af historien.
»I en kompleks situation kan man altid redigere
oplysningerne og formidle det budskab, man ønsker. Men den almindelige
mediedækning af Irak-krigen kan sammenlignes med en retssag, hvor 90 procent
af bevismaterialet er blevet væk. Jeg kunne sagtens holde foredrag om Saddams
forbrydelser. Jeg ville starte med den største af dem alle: invasionen af
Iran. Jeg kunne gå videre med Kuwait eller med hans brug af tortur. Men
hvorfor skulle jeg det? De oplysninger har alle. Det er der ikke noget nyt
i.«
Udover Coilín ÓhAiseadha er en anden effektiv og
utrættelig leverandør af links og artikeltips om Irak-krigen til danske
journalister Arne Hansen, Frederikshavn.
Via e-mails flere gange om ugen henleder Arne
Hansen, tidligere gymnasielærer og mangeårig aktivist i fredsbevægelsen,
interesserede mediers opmærksomhed på centrale, kritiske nyheder om krigen.
Et effektivt, alternativt og enmandsbetjent servicecenter for kritisk
modinformation.
ege@information.dk
*Den Danske Komite for Fred og Udvikling i Irak: www.danirak.dk
* www.arnehansen.net
|