D 3.10.03 sendte Leif Bork Hansen følgende indlæg til Politiken

 

Stop bombningen af Afghanistan - stop hjemsendelsen af afghanske flygtninge!

 

Danske fly har så sent som søndag den 28. september kastet bomber over befolkningen i Afghanistan.

Den franske eksistentialist og nobelpristager Albert Camus afviste "en verden, hvor mordet er legitimeret, og hvor menneskelivet betragtes som betydningsløst". Camus erklærede: "Forud for enhver konklusion må man i dag stille to spørgsmål: 'Ja eller nej, ønsker De, direkte eller indirekte, at blive dræbt eller voldtaget? Ja eller nej, ønsker De direkte eller indirekte, at dræbe eller voldtage?' Alle de, som vil svare nej på de spørgsmål, er hermed uvægerligt inddraget i en række af konsekvenser, som må forandre selve deres måde at formulere problemet' (Camus: Hverken ofre eller bødler).

Hvordan kan vi - som fremhævet af ærkebiskop Desmond Tutu i Sydafrika - fuldstændig tage afstand fra drab på uskyldige i World Trade Center - uden samtidig at gøre det også andre steder i verden? Dette sagde Desmond Tutu med henblik på, hvad der foregår i Afghanistan.

Israelske piloter har sagt fra over for at bombe den palæstinensiske civilbefolkning.

Kunne man forestille sig at også danske piloter sagde fra?

Danske embedsmænd har truet afghanske myndigheder med at afbryde humanitær bistand til Afghanistan, hvis Afghanistan vil modsætte sig (tvangs)hjemsendelse af afghanske flygtninge. Danmark presser oven i købet Afghanistan uden om FN. Samtidig har Afghanistan protesteret over Danmarks fremgangsmåde.

Hvordan kan Danmark både bombe og tvangshjemsende afghanske flygtninge?

Afghanske flygtninge har siddet i danske asylcentre i mere end 2 eller 3 år. Sat i stå i deres liv.

Luk flygtningene ud, giv dem et værdigt liv i Danmark. Og måske vil de så engang selv vende tilbage til Afghanistan. Men det er nu , der skal handles.

Hvor længe skal dette uværdige spil fortsætte?

                                                                             Leif Bork Hansen, sognepræst, Lyngby.

 

PS. Leif Bork Hansen oplyser nu at bombningerne siden er meddelt stoppet