On Fri, 7
Nov 2003 22:36:30 +0100, "Gerd Gottlieb" <gerdg@mail.dk> wrote:
Åbent
brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen
Vi er en gruppe borgere i Søllerød, der deler kommune med
dig, som er dybt foruroligede over din og din regerings politik, når det
gælder Irak og den danske krigsdeltagelse.
I din
åbningstale i Folketinget den 7. oktober indledte du med at sige, at “Danmark
står stærkt. Vi er ét af verdens bedst fungerende samfund. Vi er respekteret i
verden. Vi har meget at være stolte over.”
Men er det
nu rigtigt? Vi er i hvert fald - som borgere i Danmark - dybt beskæmmede over,
at Danmark sluttede sig til “de store” og gik i krig mod Irak, og den holdning
er vi ikke ene om. Eller for at citere den tidligere FN-chef i Irak
Hans-Christof von Sponeck, der i Ekstra Bladets hvidbog “Løgnen om Irak-krigen”
siger:
“Det er en
af min FN-karrieres absolut største skuffelser at se statsminister Rasmussens
regering opføre sig så vildledende og se, hvordan de gik op mod det flertal af
befolkningen, der trods alt ikke ønskede denne krig.”
I
udenrigsminister Per Stig Møllers argumentation i Folketinget for beslutningen
om “dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak”, (18. marts),
er det Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben, der anvendes som
begrundelse for, at Danmark er blevet en krigsførende magt.
Denne
begrundelse har imidlertid vist sig at hvile på et særdeles løst grundlag, og
der har fra mange sider lydt krav om en grundig undersøgelse af hele
beslutningsforløbet, eftersom krigsdeltagelse er en af de mest skæbnesvangre
beslutninger et land og en befolkning kan komme til at stå overfor.
En sådan
undersøgelse har du indtil for kort tid siden afvist, idet du har hævdet, at
“der ikke er stukket noget under stolen” og at en graven i fortiden er det rene
”juristeri”.
Imidlertid
kan vi i ”Politiken” (5.11) se, at du langt om længe åbner døren på klem til en
høring, som vi går ud fra vil kulegrave hele beslutningsgrundlaget. Her er det
afgørende, at du selv er rede til at deltage og besvare spørgsmål om det
forløb, der endte med, at Danmark gik i krig.
“Søllerød-borgere for en
uvildig undersøgelse af beslutningsgrundlaget for at gå i krig mod Irak”:
Benny E. Andersen,
Hans Peter Augustesen, Bente Begtrup, Susanne Brammer, Eva Broby Johansen,
Frede Bro-Rasmussen, Inger Bruun, Nanna Carlsen,Tom Christiansen, Bodil Dreyer,
Ole Engberg, Kirsten Freisleben Sørensen, Gerd Gottlieb, Nanna Gudmundsen, Jens
Hallin, Helle Hinge,Ulla Hjort, Ellen Ingerslev, Kjeld Jakobsen, Inger
Kjeldahl, Katja Klerk, Erik
Køhler, Ditte Laursen, Nina Lautrup Larsen, Benny Lihme, David Liversage, Toni
Liversage, Dennis Mogensen, Grete Mogensen, Annelise Møller, Margit Nielsen,
Sus Plum, Tove Ravn, Anne Rindung, Helle Rosby, Sven Rosby, Eva Rude, John
Saietz, Lizzie Saietz, John Vestergaard, Cecilia Virgin, Anne Louise Wallin,
Karen Willadsen,
Søllerød den 7.
november 2003