Arne Hansens tale efter modtagelsen af Frederikshavn
Integrationsråds pris d. 12.02.043
Ja jeg er meget rørt over så mange mennesker der er
kommet i aften og jeg er meget glad for at integrationsrådet har tildelt mig
denne pris. Jeg ser dette her som en mulighed for at få sagt tak til alle dem
jeg har samarbejdet med. Jeg opfatter dette her som et netværk der har fået
denne her pris, hvor der så igennem tiderne har været forskellige deltagere.
Alle deltagere har måske ikke holdt ud lige længe. Men jeg opfatter det som jeg
repræsenterer et netværk . Det her kan man jo ikke lave alene.
Mange tak til integrationsrådet og alle jer der er
mødt op.
Især
vil jeg gerne takke de integrationsrådsmedlemmer der mente jeg fortjente deres
pris. Men jeg vil gerne her give udtryk for at jeg betragter min indsats som
en del af en netværksindsats. Netværk hvor man hver især har gjort sit hvor
man nu var i hverdagen, og til andre tider samtidigt fungerede som del af
netværk, hvor man selv tog initiativer eller var parat til at påtage sig
nødvendige opgaver for at større projekter kunne realiseres
Derfor
bad jeg også om at måtte invitere
de netværk med som jeg har været en del af og som jeg gerne vil dele
æren med her i aften
Det
drejer sig om de gamle fra
Frederikshavn Flygtningevenner tilbage fra 1986 og alle jer jeg siden har samarbejdet med
i Frederikshavn Multietniske Forenings regi - både indadtil og udadtil siden
1995. Og det gælder især alle de flygtninge jeg kender fra de
langstrakte sager jeg som rådgiver har haft med at gøre. Jeg har lært at sætte
pris på disse flygtninge, kender deres sager og genvordigheder.
Og
allermest gælder det de 1-3 flygtninge fra hver flygtningegruppe, som troligt
har holdt mig i beskæftigelsesterapi søgn og hellig, når landsmænd kom i
klemme. (Husk lige jeg ikke træffes onsdag og søndag)
Og
invitationen gjaldt samarbejdspartnere i Frederikshavn Multietniske Radio, nu Frederikshavn
Lokalradio. Siden 2001har jeg kørt radioprogrammet Dialog. Og programmets
interviewofre - langt over 100 bare i 2003 – dem har jeg også inviteret med.
For det har været en fornøjelse at interviewe alle disse folk,. Det er en gave at blive journalist på sine
gamle dage.
-
og gjaldt samarbejdspartnere i de
årlige indsamlinger til flygtninge i verden siden 2001.
Men
også SF’ere, freds- flygtningeaktivister, Frivilligråd, gamle kolleger og
elever samt godtfolk, der kender mig fra andre sammenhænge. Og det gælder også
udenbys af slagsen.
Og
jeg kan se I er kommet alle sammen.
Men
dem jeg ikke har e-mail på har altså ikke fået, men de har måske hørt det.
Mendet er jo heller ikke mig . men det er jo heller ikke mig der har inviteret
, det er blot et appandiks.
Så
jeg e-mailede: Kom alle de der har lyst til at være med til at fortælle
omverdenen og lokalsamfundet at I står ved jeres frivillige integrationsindsats
– også i en tid hvor det kan koste at være flygtningeven – ikke mindst for de
af jer der selv har været flygtninge.
Jeg
er glad for at se mange kendte ansigter, som jeg forhåbentligt når at hilse på
i aften
Nu
vil jeg fortælle jer om nogle af de oplevelser som jeg kan huske fra
samarbejdet.
Jeg
fandt hurtigt ud af at det var nødvendigt at begrænse omtalen, så jeg har i aften
valgt at gøre som soluret : kun at tælle de lyse timer – selvom det er svært.
Derfor
vil I heller ikke høre noget om hverken krige , slagsmål eller
trusler i ufredens tjeneste. Ej
heller om Danmark i spidsen for en umenneskelig europæisk flygtningepolitik og
negligering af den langsigtede
bæredygtige politik for en positiv fred med global udjævning og social retfærdighed.
I
vil heller ikke høre om en dansk integrationspolitik der spænder ben for sig
selv ved at gøre flygtningene ansvarlige for deres eget liv ved hjælp af pisk
samtidigt med at man ikke vil give dem gulerødderne og lade dem få de
nødvendige teoretiske uddannelser der skal til for at klare sig på
arbejdsmarkedet i en situation med skarp konkurrence om jobs og når flygtningene på forhånd er
handicappet af mediernes og politikeres ensidige harceleren i negative eksempler på indvandrere.
Og
så lader vi det kommunale niveau ligge , da integrationsrådet lykkeligvis nu
laver en brugerundersøgelse hvor alle mine fordomme her forhåbentligt bliver
manet i jorden.
Året 1986:
Jeg
går tilbage til 1986 da de første iranere kom til Frederikshavn
Det
første der dukker op for mit indre blik er et billede af
et stormfyldt møde med utilfredse iranere der blev forsøgt styret konstruktivt af
en Mohammad Daneshjou og Bahram Deghan medens Dansk Flygtningehjælps sagsbehandlere, som det var
dengang, forsøgte at forskanse sig bag ved det hidkaldte byrådsmedlem Ib Bjørn
Poulsen
Ja
faktisk tror jeg også denne episode hører hjemme på solsiden, hvis vel at mærke
de ansvarlige myndigheder forstår at udnytte ambitiøse flygtninges engagement i
egen fremtid på en konstruktiv måde.
Siden
da har det normale været krigsflygtninge som vist af myndigheder opfattes som
nemmere at have med at gøre end de
revolutionære studenter fra Iran.
Men
en konstruktiv kritik og en åbenhjertig dialog er en nødvendighed for at integrationsprocessen til stadighed kan skride fremad.
Og
her må vi være mere opmærksomme på hvor vigtig den politiske integration med deltagelse og identifikation med det danske
samfunds fremtid er – som et
modsvar til den tiltagende resignation og
sociale og politiske
fremmedgørelse og isolation som i dag er en reel trussel mod den flerkulturelle
integration baseret på ligeværdighed og respekt for demokratiske værdier, som for
mig at se er den eneste vej , -
hvis ikke Søren Krarup og Pia Kjærsgaard skal få ret i deres skræmmende
spådomme.
Jeg
må huske soluret
Frederikshavn
Flygtningevenner.
I
vinteren 1985-86 blev et værtshusslagsmål der endte med et knivstik,
slået dramatisk op af den
daværende Frederikshavn avis så
der blev skabt en stemning af frygt i byen. Frederikshavn Flygtningevenner
blev så dannet for at bygge bro
mellem flygtningene og danskerne.
Jeg
ser tydeligt for mig det stiftende
møde. Et stuvende fyldt lokale også med mange danskere sågar. Jeg
husker der var en mor med sit spædbarn på armen. Siden blev hun kontaktfamilie
for mange. Birthe hed hun. Birthe kom også med et barn den her gang, som
gav mig en gave. Et barn oppe fra sylcentret, som Birthe syntes skulle have en
positiv oplevelse. Det var meget smukt Birthe.
Ja
og så er vi tilbage i 1986. snart efter belv Per Naldal formand og blev også foreningens repræsentant i
det kommunale ”Rådgivende udvalg vedr. flygtninge”. Det var
integrationsrådets forgænger, som blev oprettet allerede i 1987
(Ideen
om at flygtningene kunne repræsentere sig selv var endnu ikke modnet blandt kommunalfolkene)
I
Frederikshavn Flygtningevenner holdt Bl.a. Ella og Søren Olesen og Anette
Nepper ugentlige musik- og sangaftener.
Andre
iværksættere i Frh Flygtningevenner var Henny og Anne Marie , som
også kørte deres egen filial i
Strandby og opnåede at blive kontaktfamilier for de
fleste tamiler i kommunen. Og sammen med Naldals holdt de kristent juletræ
i Maskinhallen med deltagelse af flere hundrede flygtninge på tværs af
religionerne.
Fra
julen 1993 blev det også en årlig fridag fra den fangetilværelse, som de nye
bosniske krigsflygtninge oplevede de følgende år de var buret inde i bingohallen og senere asylcentret .
Når
jeg tænker tilbage på de mere opløftende ting så dukker billeder frem af de iranske flygtninge her i byen , der
tilbage i 1989 ivrigt
skriver under på en appel til støtte for Salman Rushdie og imod det
iranske præsteskabs dødsdom over ham.
Iranske flygtninge som Hossein og Parvis
skrev så læserbreve om situationen i deres hjemland, men da de også begyndte at
skrive om problemer i Danmark – integrationsproblever - , så fik de
trusselsbreve og så blev de bange og begyndte at kigge sig om efter Khomeinis
skygger i Danmark.
Men
de kunne stadig skrive i Nyt fra Frederikshavn Flygtningevenner, som
kommunen endog betalte portoen til
. altså indtil nogle artikler blev opfattet, som for kritiske overfor kommunens
integrationsindsats. – undskyld jeg glemte at følge soluret .
I
et nr. af Bladet Nyt fra Frh Flygtningevenner fra 1989 refereres Søren Krarup
for at sige, at halvdelen af de iranske flygtninge var forklædte
Khomeini-agenter. Altså ikke så meget nyt under solen.
Bladet
Nyt fra Frh Flygtningevenner udkom
første gang i august 1987 og det 12. og sidste nr. udkom i januar 1990 i
anledningen af et møde med den irakiske flygtning Akram Hawas om golfkrigen.
Netop
debatten med politisk engagerede flygtninge om Golfkrigen var for mig en
berigende nuancering af mit syn på
verden. Og det er jeg stadig
taknemmelig for.
Da
blev jeg klar over hvor dyb mistilliden var til de gamle kolonimagter og
nyimperialistiske magters motiver var og hvor indskrænket vores viden her i
vesten egentlig er, når det drejer sig om den tredje verden.
”Danskerne
tror jo vi lige er kravlet ned fra træerne”, som en flygtning formulerede det.
Jeg
opdagede også hvordan det virkeligt kunne flytte noget i gymnasieelevers
forståelse af de globale sammenhænge at få besøg af en flygtning som
gæstelærer.
På
den led er flygtningene jo en gave til os indfødte, som det bare drejer sig om
at få pakket ud.
Men
vi indfødte har også gavn af selv at flytte os engang imellem for at opleve
andre samfund. Personligt fik jeg endelig chancen da vi Sidste sommer gæstfrit
blev inviteret til det smukke men krigshærgede tropeland Sri Lanka på en
guidet tur med Karuna og Jeyas familie bl.a Jeyanty .
Sporene
af borgerkrigens spiral af vold-offer-had-vold blev skræmmende
nærværende.
Men
det har nogle nok hørt om i efteråret i mit radioprogram Dialog , med Brentha
som interviewoffer – og med Jeyanty til det, at møde sine rødder -
ellers ligger de stadigvæk på internetadressen www.arnehansen.net og så skal man bare klikke på den radio
der toner frem på forsiden. (www.arnehansen.net/radio/srilanka.htm
, www.arnehansen.net/radio/srilankajeyanthy.htm
)
Det
var for øvrigt en tamil Shan der først bad kommunen om at leve op til sin
forpligtelse til at tilbyde modersmålsundervisning . Den drøneffektive
skoleinspektør Villy Christensen fandt lynhurtigt en tamilsk mand til at
undervise , men forældrene holdt deres børn hjemme fordi manden var dårlig til
at skrive tamilsk og ville være et dårligt forbillede for deres børn. De
engagerede forældre fik så lov til selv at vælge en lærer. Så sådan skal det
gøres, når det kniber for myndighederne at vise den fornødne respekt og
seriøsitet over for de nye medborgere.
Dengang
kunne kommunens folk ikke se noget behov for at Frederikshavn Flygtningevenner
fik egne lokaler. Og det var en væsentlig årsag til at Frederikshavn Flygtningevenner mistede
mange aktive danske medlemmer især
og skiftede karakter fra forening til et løst netværk som kun trådte i
karakter når der var ”nø’ej på
fæ’er.” som det hedder i Blichers sang Jyden han er stærk og sej.
Men
det gamle netværk er sejt.
Faktisk er det resterne af Frh Flygtningevenner, plus Ingrid fra Skt Georgsgilderne der hvert år organiserer indsamlingen til flygtninge ude i verden. (http://www.arnehansen.net/radio/dfindsamling2003.htm )
Men
de har nu også fået stærkt støtte af afghanerne og andre etniske minoriteter
der er kommet til byen
Jeg
erindrede mit interview med Omid Ali Hosseini efter hans første tur som
indsamler for Dansk flygtningehjælp til flygtninge ude i verden. Den aha
oplevelse det var for ham at få et mere nuanceret og positivt syn på danskerne.
Omid priste især de mange voksne og ældre kvinder , der stod med pengene parat
og smilede så venligt. (http://www.arnehansen.net/radio/afghanere.htm
)
Jeg
kommer til at tænke på Johannes V. Jensens kvad ”.. og milde kvinder hvor har
de magt”. Men det er så åbenbart en mangelvare som Omid ikke havde mødt så meget af på det tidspunkt.
Jeg
husker Zahra Olawi der første gang hun samlede ind gik ruten 2 gange i
håb om at de der ikke lukkede op var kommet hjem i mellemtiden. . Det var de
ikke.
Så
året efter tog Zahra så og løb hele 4 ruter, når nu der var ruter nok og så fik hun 3 gange så stort et
beløb ind. Det er noget af det der gør en varm om hjertet. Men hun ved jo også
hvad pengene går til.
Men
også i januar 1995 tog de sejeste af de gamle Flygtningevenner initiativ
til en demonstration for
bosniernes ret til at søge asyl i Danmark og her fik vi støtte fra
fagforeninger, godt hjulpet af en Eva Sørensen – kunne jeg se af mine computernotater.
En
bosnisk kunstner Drazen lavede plakaterne og så gik vi fakkeltog og hørt taler
af blandt andet byrådsmedlem E
Sørensen , Hanne Lundholm og Muhamed Fajkovic og Laila.
Vi sang ”Kringsat af fjender” og
dernæst ”Desertøren” til Nikolaj Tuxens guitarakkompagnement. Det var det mest
gribende han havde været med til sagde han senere.
Og
det virkede. Der blev flertal i Folketinget for at lade bosnierne få lov at
søge asyl i Danmark.
Men
en tyrkisk flygtning Orhan havde dog længe forinden tabt tålmodigheden med
folketingspolitikerne og allerede i
efteråret 1994 taget initiativ til at byde bosnierne velkomne ved et
storstilet tværkulturelt træf
i Colosseum
Orhan
tabte også tålmodigheden med kommunalpolitikerne der ikke ville give
lokalestøtte til Frederikshavn
Flygtningevenner og lavede så Backgammonklubbben af 1993 på privat basis og
prøvede at køre det som et slags værtshus. Det gik ikke .
I
sommeren 1995 blev så Frederikshavn Multietniske Forening dannet og overtog dumt nok
gælden for at det ikke skulle hedde sig at de etniske minoriteter løb fra deres
gæld.
Heldigvis
kunne vi dengang få støtte fra staten til integrationsaktiviteter, og nu kan vi
klare huslejen takket være
kommunal støtte via integrationsrådet, hvilket vi er meget glade for. Denne
støtte er livsnødvendig for at give de frivillige gnisten til at fortsætte
Hvad
I får for pengene kan I se på www.fmef.dk . Der kan I også se hvad det koster at være medlem . Alle er
velkomne til at besøge vore lokaler i Danmarksgade 78
Frederikshavn
multietniske Forenings nye formand Sayed Olawi har sammen med Hassan stået
i spidsen for renovering af lokalerne i sommer, men siden han kom i jobtræning
har vi nu ikke set så meget til ham.
Han
underviser afghanske børn i Dari ,
svømmer - og arbejder resten af tiden hårdt på at hans jobtræningsplads skal
blive til fast arbejde. Jeg håber virkeligt det lykkes.
Hvis
ikke vi skaffer arbejde til alle de energiske nyfrederikshavnerne, så ender det
bare med de rejser til bedre græsgange og hver gang er det et tab for
lokalsamfundet.
Endelig
har Frh Multietniske Forening nu
selv fået en højtkvalificeret midaldrende kvinde i jobtræning. Lisa Sørensen arbejder så ihærdigt for at få
kvindeaktiviteter i gang i lokalerne i gang så man skulle tro der var en fast stilling i sigte . Det er
der også hvis kommunen vil sit eget bedste på integrationsfronten.
Lisa
underviser selv i svømning og
samarbejder med designeren Sabah som skal lære kvinder at sy og tegne (se www.fmef.dk )
Tidligere
har Anna Johnsen og Esme Kalkan forsøgt sig med kvindeaktiviteter, men
denne gang skal det lykkes takket være bl.a Lisa, Sabah, Sima og Zarah
Det
var for øvrigt samme Sabah , som udstillede billeder og plakater på
biblioteket efter sidse års demonstrationer mod Irakkrigen – sammen med
bosniske kunstmaler Drazen
Semso har i flere år undervist en
gruppe børn i bosnisk kultur. I starten var det sammen med Mirela, der
også var den store star i den bosnisksprogede del af Frederikshavn Multietniske
Radio, som nu har kørt i 3 år. I starten var Drazen med og Kerem sendte på
kurdisk og Dixon m.fl. lavede tamilsk radio . I øjeblikket er der kun
mit dansksprogede program Dialog søndage kl. 18-20 på 106.5 MHz
(http://www.arnehansen.net/radio/lydarkivdialog.htm )
Men
nu har vi igen mulighed for at optage og redigere på vores nye computere i
multietnisk Forening og Frederikshavn Lokalradio vil gerne sende det? og lave
nye etniske redaktioner?
Frederikshavn
Lokalradio trænger også til flere medlemmer det koster 100 kr. pr for
individuelt medlemskab i vores støtteforening
-
og man får et institutions- eller virksomhedsmedlemskab for kun 500 kr. med ret til at få bragt
servicemeddelelser året rundt. Kig selv på www.frederikshavnlokalradio.dk/
Jeg ser for mig et billede fra december
2001, hvor den nybagte modtager af den alternative fredspris Ulla Røder holdt oplæg på møde i
Danmarksgade 78
- og hvor det nyvalgte og engagerede byrådsmedlem Jette Fabricius Toft mødte op
som den eneste, men så sendte vi bare mødet bagefter i Radio FMR-Dialog og gad frederikshavnerne ikke lige lukke
op den søndag aften, det er jo også et lidt ubehøvlet tidspunkt, så har de og resten af verdens
dansksprogede muligheden på internettet til enhver tid (http://www.arnehansen.net/radio/ullaroder.htm
)
Ja
Mit radio netværk med Henrik, Gitte, Susanne , Søren m.fl. de skal
bare høres .
I
kan også evt. selv lukke op på
106,6 MHz og høre programmet Dialog
søndag kl. 18 –20 og høre fra integrationsrådets fest i aften
Jeg
ser den hvidhårede forfatter og foredragsholder Vincent stå med Lene Siel i Hånden og danne
kæde ud i vandet sammen med
modtagelsesklassen med
lærerne Karen, Henrik og Rikke. Vi skulle fotograferes til coveret på Lene
Siels Bro over mørke vande.
Det
viser at regeringen reelt ikke er interesseret i asylsøgere, der kan have behov
for beskyttelse.
Men
det er også blevet sværere at få
Ali til at give interview om Irakkrigen. Og han og andre flygtninge ansat på
Martin har ikke haft tid til at hjælpe med at samle penge ind til flygtninge
ude i verden i november måned , fordi de skal passe deres arbejde på Martin .
Identiteten som Martin-medarbejder
tager jeg dog hatten af for.
Jeg
har her kun nævnt nogle af dem jeg har samarbejdet med som jeg lige havde noget
at fortælle om, men der er mange
flere som jeg også deler æren med . Men pengene dem får I ikke. Men hvis I arbejder videre så vil
integrationsrådet sikkert give jer dem til næste år.
Jeg
takker endnu engang integrationsrådet for
prisen og arrangementet og håber det kan blive startskuddet på en årlig
tilbagevendende positiv begivenhed i integrationsrådets regi, hvor vi kan få
lejlighed til at mødes og varme os lidt ved hinanden efter behov for at klare
strabadser fremover.
Tak
alle sammen.
(Arne
Hansen)