Nyt diskriminerende lovforslag om gebyr for brug af tolk i sundhedsvæsenet

Og

Uopfordret høringssvar fra SOS mod Racisme (nedenfor)

Samt

dokumenter vedr. sagen om gebyr (nederst)

 

SOS mod Racisme har d. 16. marts sendt et uopfordret høringssvar til Sundhedsministeriet og til Folketingets Sundhedsudvalg vedrørende:

Udkast til forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet og lov om offentlig sygesikring af 01/03/2004.

 

Lovforslaget lægger op til, at det offentlige skal opkræve gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet i Danmark i 7 år og derover.

 

§ 1 nr. 8 handler om indsættelse af § 5 h i sygehusloven: "Amtsrådene opkræver et gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her i landet i 7 år og derover, og som har behov for tolkebistand i forbindelse med behandling på amtskommunens sygehuse. Der opkræves gebyr for hver behandling på sygehus, hvor der benyttes tolk. Stk 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af bopælsperioden, gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om at nærmere bestemte persongrupper ikke skal betale gebyr, hvor særlige hensyn taler for det."

Samtidig blev foreslået en tilsvarende lovændring i lov om offentlig sygesikring ved lægehjælp uden for sygehuse.

 

SOS mod Racismes' forslag går ud på:

- at man ikke skulle betale for brug af tolk - heller ikke efter 7 års ophold i Danmark;

- samt at såvel etniske minoriteter som personer med alvorlige tale- og høreproblemer i Danmark bør have et egentligt retskrav på at måtte bruge tolk, fx i sundhedsvæsenet, socialvæsenet og retsvæsenet.

 

Lovforslaget om indførsel af gebyr for tolk i sundhedsvæsenet for indvandrere, der har boet i Danmark i mindst 7 år, bomber et stort arbejde for at etablere en god tolkebistand tilbage til forholdene før 1970, hvor der knap fandtes tolke på disse områder. Vi tror ikke, at forslagsstillerne har tænkt, at de nødvendige tolke vil blive anvendt, mange blandt etniske minoriteter er uden for arbejdsmarkedet og har en anstrengt økonomi. Det er desuden illusorisk at tro, at alle indvandrere i tiden indtil 2011 vil kunne lære nok dansk til at kunne kommunikere uden problemer ved lægekonsultationer. Manglende tolkebistand vil således kunne medføre sundhedsskader, som kunne have været undgået med tolk.

 

I al den forskning der har været om etniske minoriteter og sundhedsvæsenet, har det været et helt gennemgående problem, at der ikke blev anvendt tolk i nødvendigt omfang, og at manglende brug af tolk. brug af børn som tolke og brug af uuddannede tolke ofte medførte alvorlige helbredsproblemer på grund af misforståelser, manglende oplysning m.v..

 

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, som regeringen har fremsat det, er det et alvorligt anslag mod etniske minoriteters sundhed og sikkerhed i sundehedsvæsenet.

Både i Sverige og i Norge har personer med sprogproblemer og tale- og hørehæmmede et egentligt retskrav på at måtte bruge tolk, og tolkebistand er selvfølgelig gratis.

Anne Nielsen, e-mail: helge.olesen@email.dk

 

 

 

                                                                                                             København., d. 16. marts 2004

 

 

Til Indenrigs- og sundhedsministeriet 2. lovkontor,

samt til Folketingets Sundhedsudvalg

 

Uopfordret høringssvar fra SOS mod Racisme på:

 

Udkast til forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet og lov om offentlig sygesikring af 01/03/2004.  Udkastet et udsendt til høring d. 27. februar 2004 med svarfrist 18. marts 2004.

 

Hermed fremsendes uopfordret høringssvar vedrørende den del af lovforslaget der omhandler gebyr for brug af tolk. SOS mod Racisme har efter offentliggørelse af udkastet til lovforslaget telefonisk bedt sundhedsministeriet om at få forslaget til høring, men har fået afslag herpå.

 

Samtidig kan vi konstatere, at der på listen over parter, der har fået forslaget til høring, ikke indgår enkeltorganisationer eller paraplyorganisationer for etniske minoriteter; eller foreninger der arbejder for ligestilling og imod diskrimination af etniske minoriteter i Danmark; ligesom heller ikke landsforeninger for døve og for talehæmmede har fået forslaget til høring. Vi beklager dette, og vil samtidig anmode om at vi - hvis der bliver fremsat et egentligt lovforslag eller beslutningsforslag, som omhandler tolk, vil blive betragtet som høringsberettiget tillige med de førnævnte organisationer.

 

Høringssvaret angår kun følgende to foreslåede ændringer:

 

§ 1 nr. 8 om indsættelse af § 5 h i sygehusloven: "Amtsrådene opkræver et gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her i landet i 7 år og derover, og som har behov for tolkebistand i forbindelse med behandling på amtskommunens sygehuse. Der opkræves gebyr for hver behandling på sygehus, hvor der benyttes tolk. Stk 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af bopælsperioden, gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om at nærmere bestemte persongrupper ikke skal betale gebyr, hvor særlige hensyn taler for det."

 

§ 2, om indsættelse af en § 28 c i lov om offentlig sygesikring: "Amtsrådene opkræver et gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her i landet i 7 år eller mere, og som har behov for tolkebistand i forbindelse med lægehjælp. Der opkræves gebyr hver gang, der er behov for lægehjælp med tolkebistand. Stk 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af bopælsperioden, gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om at nærmere bestemte persongrupper ikke skal betale gebyr, hvor særlige hensyn taler for det."

 

 

Med venlig hilsen,

 

 

 

 

Anne Nielsen

 

Formand for SOS mod Racisme

Nørre Allé 7

2200 Kbh. N


 

 

SOS mod Racisme er den danske afdeling af SOS Racisme, som er en international, tværpolitisk bevægelse, der arbejder mod racisme og fremmedhad. SOS mod Racisme har til formål at bekæmpe racisme og fremmedhad gennem oplysning og andre ikke-voldelige midler, og har som mottoer: "En hånd til en ven" og "Lige værdighed for alle". Ligebehandling og lige rettigheder er modsætninger til racediskrimination, og er fremhævet i præamblerne til fx FN's Erklæring om Menneskerettigheder, Racediskriminationskonventionen, Konventionen om Barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

 

Sundhedsvæsenet er et meget væsentligt serviceorgan for borgere i Danmark, og anses som et af fundamenterne i det danske velfærdssamfund. Lige adgang til sundhedsvæsenet og ligebehandling i sundhedsvæsenet er et princip, der har været holdt i hævd i Danmark i mange år, og i en mere udtalt grad i Danmark end i mange andre lande. Først og fremmest er dette sket gennem gratis-princippet: at behandling (bortset fra medicin, tandpleje, kiropraktik, psykologhjælp og fysioterapi under nogle former) er gratis. Desuden er i stigende grad sket udjævning af geografiske forskelle på ventetider gennem en fritvalgs-politik, således at det er muligt at komme til på et andet sygehus eller i et andet amt eller evt. på en privat klinik for at få en kortere ventetid, eller af andre grunde. Udenlandske statsborgere, som har fået opholdstilladelse i Danmark og har fået gult sygesikringskort, har efter en karenstid på 6 uger - principielt samme adgang til at benytte sundhedsvæsenet som danske statsborgere.

 

Med det fremsatte lovforslag tænkes gratisprincippet og den lige adgang til behandling brudt for etniske minoriteter, der har boet i Danmark i mere end 7 år, - bortset fra de grupper, der bliver undtaget herfra ifølge særlige kommende bestemmelser, som sundheds- og indenrigsministeren kan fastsætte.

 

 

Af den til dato foreliggende forskning om etniske minoriteter og sundhedsvæsenet fremgår, at det største problem er sprogproblemet, jf. 1) http://www.amid.dk/pub/papers/AMID_28-2002_ANielsen.pdf. Der bruges pårørende, fx børn og ikke professionel tolk, eller tolkene oversætter ikke korrekt eller undlader visse dele, eller patienten har  ikke tillid til at tavshedspligten overholdes. I løbet af 1980'erne og 1990'erne blev der gradvist indført fast tolk nogle timer om ugen enkelte steder i landet, fx på de daværende barneplejestationer i Københavns Kommune, i sundhedsplejen i nogle kommuner med mange indvandrere, på enkelte sygehusafdelinger og på Kennedy-Instituttet, ligesom det blev mere almindeligt at bruge tolk ved behov. Brugen af tolk har dog aldrig modsvaret det reelle behov, hvad de ovennævnte undersøgelser viser, fx blev det ved en gennemgang af indlæggelser af etniske minoritetsbørn på en børneafdeling på Skejby Sygehus vist, at selv om der ved en trediedel af indlæggelserne var noteret et behov for tolk, blev det kun anvendt for 10% af de indlagte 2).

 

Netop vedrørende tolke har der i denne folketingssamling været behandlet lovforslag fremsat af De Radikale og af Socialdemokratiet vedrørende en ordning med en forbedret tolkeuddannelse og med autorisation af tolke, lovforslaget blev siden henvist til udvalget vedr. integration og udlændinge. Der var i den forbindelse enighed om, at det var meget vigtigt med kvalificeret tolkning, og at specielt i retsvæsenet og sundhedsvæsenet kunne dårlig tolkning/brug af børn som tolk medføre alvorlige fejltagelser og skader: retslige eller sundhedsmæssige.

 

De allerfleste etniske minoriteter har således på et tidspunkt måttet opgive at få hjælp i sundheds- eller socialvæsenet, fordi de ikke har kunnet gøre sig forståelige, ifølge en undersøgelse af Iqbal Khan så mange som 90%3). Denne situation kan medføre alvorlige skader på sundheden og alvorlig lidelse hos patienten. Situationen medfører også voldsom frustration hos sundhedspersonalet, som ikke kan forstå, hvad patientens problem er, som ikke kan stille en korrekt diagnose, - og - hvis de ved det - ikke kan forklare om sygdommens natur, måske føler sig nødsaget til at behandle patienten på svag mistanke, eller må indlægge patienten for ikke at have overset noget, eller fordi de ikke kan forklare patienten, hvordan sygdommen skal behandles, eller hvordan et barn skal observeres. Samtaler uden tolk, hvor tolk er nødvendigt, er ofte spild af både sundhedsvæsenets og patientens tid, og det øger behandlings udgifterne betragteligt. Således finder der i dag en øget indlæggelse sted af etniske minoritetsbørn med astma eller astmatisk bronkitis, selv om minoritetsbørn i en undersøgelse sjældnere havde sygdommen end danske børn4). Et relevant niveau for indlæggelser kunne formentlig opnås, hvis der blev brugt tolk i nødvendigt omfang, fx på, på børneafdelingerne, på børneafdelingernes børnemodtage- og observationsafsnit, af egen læge og evt. af vagtlæge. Børneafdelingerne har netop i de senere år opprioriteret og opgraderet deres modtageafsnit for at kunne sætte en relevant behandling i værk, og oplære forældrene i behandling, pleje og observation af det syge barn, og således undgå unødige indlæggelser for sygdomme, der nok er behandlingskrævende men ikke så alvorlige.

 

I lov om offentlig sygesikring er der åbnet mulighed for, at praktiserende læger kan anvende tolk, når de skønner det er nødvendigt, både vedrørende behandling og vedrørende profylaktiske undersøgelser, i begge tilfælde gives ret til en tillægsydelse.

 

For de etniske minoriteter har det nu nedlagte Nævnet for etnisk ligestilling og det nu omorganiserede Det danske center for menneskerettigheder anbefalet, at der udsendes et cirkulære om, at børn ikke bør bruges som tolk, således at der rekvireres en professionel tolk ved behov herfor5).

 

Brug af tolk i sundhedsvæsenet er væsentligt og bør være en selvfølge, når lægen eller en anden ansat i sundhedsvæsenet og patienten ikke taler et fælles sprog godt nok. Et hverdagsdansk, på et niveau, så man kan klare sig i supermarkeder og i trafikken og udveksle synspunkter om vejret, betyder ikke, at patienten kan forstå forklaringer om kropsfunktioner, sygdomme, behandling, medicindosering, observationer, der skal gøres, tegn på medicinbivirkninger, på forværring og komplikationer til en sygdom, eller adgangsvejene til lægehjælp ved forværring. Det kan være umuligt for lægen at stille en realistisk diagnose, når han/hun mangler oplysninger om sygehistorien. Patienten vil ikke have mulighed for at sikre sig, at lægen har forstået sammenhængen rigtigt. Mange forhold om sygdom er svære nok at forstå for dansksprogede, selv om man i sundhedsuddannelserne og i sundhedslovgivning de senere år har lagt mere vægt på kommunikation og patienters ret til selvbestemmelse.

 

Regeringens begrundelse for at kræve gebyr for tolk ved lægebesøg er: "Det er regeringens holdning, at incitamentet til at tilegne sig danskkundskaber for herboende udlændinge skal øges for derigennem at styrke integrationen i det danske samfund. Som borger i det danske samfund må man kunne tale og forstå dansk og således være i stand til at begå sig i alle livets forhold, herunder når man har behov for ydelser i sundhedsvæsenet."

 

Det er imidlertid særdeles usandsynligt, at man kan lære indvandrere dansk ved at nægte dem en del af en basal ydelse. Og selv hvis man havde kunnet motivere "herboende udlændinge" for danskundervisning på den nævnte måde, ville det ikke være det samme, som at sikre dem undervisning i dansk på et tilstrækkeligt højt plan til, at det var anvendeligt ved lægekonsultationer mv.

 

Ressourcerne til danskundervisning på sprogskolerne er til dels bundet op på, at eleverne består danskprøver. Nogle af eleverne har meget svage uddannelsesmæssige forudsætninger, og andre har belastende livsomstændigheder, fx sygdom eller familiekonflikter, atter andre har gamle traumer som gør, at de reelt ikke har chancer for at bestå danskprøverne. Dermed risikerer sprogskolerne ikke at få refunderet udgifter til danskundervisning - hvilket i sidste ende kan medføre, at sprogskolerne vil frasortere de svageste elever. Det er sværere at lære sprog i en høj alder end som barn, og en del ældre indvandrere vil realistisk set ikke kunne lære at begå sig på dansk.

 

Etniske minoriteter har et retskrav på at måtte bruge tolk i Norge og Sverige. I Norge på sundhedsområdet, og i Sverige også på andre områder.

 

I Norge er området reguleret i Lov om pasientrettigheter (pasientrettighetsloven):

 

Kapittel 3. Rett til medvirkning og informasjon

§ 3-1. Pasientens rett til medvirkning

Pasienten har rett til å medvirke ved gjennomføring av helsehjelpen. Pasienten har herunder rett til å medvirke ved valg mellom tilgjengelige og forsvarlige undersøkelses- og behandlingsmetoder. Medvirkningens form skal tilpasses den enkeltes evne til å gi og motta informasjon.

Dersom pasienten ikke har samtykkekompetanse, har pasientens nærmeste pårørende rett til å medvirke sammen med pasienten.

Ønsker pasienten at andre personer skal være til stede når helsehjelp gis, skal dette imøtekommes så langt som mulig.

 

§ 3-2. Pasientens rett til informasjon

Pasienten skal ha den informasjon som er nødvendig for å få innsikt i sin helsetilstand og innholdet i helsehjelpen. Pasienten skal også informeres om mulige risikoer og bivirkninger.

Informasjon skal ikke gis mot pasientens uttrykte vilje, med mindre det er nødvendig for å forebygge skadevirkninger av helsehjelpen, eller det er bestemt i eller i medhold av lov.

Informasjon kan unnlates dersom det er påtrengende nødvendig for å hindre fare for liv eller alvorlig helseskade for pasienten selv. Informasjon kan også unnlates dersom det er klart utilrådelig av hensyn til personer som står pasienten nær, å gi slik informasjon.

Dersom pasienten blir påført skade eller alvorlige komplikasjoner, skal pasienten informeres om dette. Pasienten skal samtidig gjøres kjent med adgangen til å søke erstatning hos Norsk Pasientskadeerstatning.

 

§ 3-5. Informasjonens form

Informasjonen skal være tilpasset mottakerens individuelle forutsetninger, som alder, modenhet, erfaring og kultur- og språkbakgrunn. Informasjonen skal gis på en hensynsfull måte.

Helsepersonellet skal så langt som mulig sikre seg at pasienten har forstått innholdet og betydningen av opplysningene.

Opplysning om den informasjon som er gitt, skal nedtegnes i pasientens journal.

 

I  en forskrift om "pasientjournaler" hedder det i bemærkningerne:

Til § 11:
Til andre ledd:

I henhold til pasientrettighetsloven § 3-5 skal informasjon som gis pasient og pårørende etter lovens kapittel 3 være tilpasset mottakerens individuelle forutsetninger, som alder, modenhet, erfaring og kultur- og språkbakgrunn. Man må også i en viss utstrekning legge til rette for at mottakere med spesielle forutsetninger kan nyttegjøre seg retten til innsyn i journal. Blinde og døvblinde og personer uten tilstrekkelige kunnskaper i norsk vil ha behov for bistand for å kunne utøve innsynsretten. I en del tilfelle vil det være behov for tolk til å formidle innholdet av journalen, eventuelt oversettelse av deler av journalen.

I forvaltningsområdet for samisk språk (jf. merknadene til § 7 første ledd) vil det ved lokale og regionale offentlige helseinstitusjoner være naturlig at det tilbys tolk eller delvis oversettelse av journalen ved utøvelse av innsynsrett dersom pasienten ikke behersker norsk tilstrekkelig til å forstå journalen. Kostnadene ved dette bør dekkes som en del av det ordinære tjenestetilbudet.

 

I Sverige er området reguleret i den svenske forvaltningslov. Et egenligt krav på brug af tolk i Sverige tolkes også som gældende på andre forvaltningsområder. " När en myndighet har att göra med någon som inte behärskar svenska eller som är allvarligt hörsel- eller talskadad bör myndigheten vid behov anlita tolk " (Förvaltningslagen, 1986:223, § 8).

 

Området har nyligt været behandlet i Socialudvalgets betænkning, som svar på en forespørgsel:

Socialutskottets betänkande, 2002/03:SoU3.

 

Tidigare behandling
Utskottet har flera gånger tidigare behandlat frågor om tolk inom hälso- och sjukvården, senast i betänkande 2001/02:SoU10 (s. 49). Utskottet erinrade om att det följer av 4 och 8 §§ förvaltningslagen (1986:223) att tolk vid behov skall anlitas inom den offentliga sjukvården. Vidare betonade utskottet att information till patienten bör lämnas i former som är anpassade efter den aktuella patientens förutsättningar och behov och att bl.a. kulturell och språklig bakgrund måste beaktas i detta sammanhang. Frågan om vilken tolk som skall anlitas i ett enskilt fall bör prövas utifrån patientens situation och önskemål. Utskottet ansåg att det inte behövdes något initiativ från riksdagens sida och avstyrkte motionsyrkandet (ej res.). Riksdagen följde utskottet (rskr. 2001/02:236).

 

SOS mod Racisme mener:

Lovforslaget om indførsel af gebyr for tolk i sundhedsvæsenet for indvandrere, der har boet i Danmark i mindst 7 år,  bomber et stort arbejde for at etablere en god tolkebistand tilbage til forholdene før 1970, hvor der knap fandtes tolke på disse områder. Vi tror ikke, at forslagsstillerne har tænkt, at de nødvendige tolke vil blive anvendt, mange blandt etniske minoriteter er uden for arbejdsmarkedet og har en anstrengt økonomi. Det er desuden illusorisk at tro, at alle indvandrere i tiden indtil 2011 vil kunne lære nok dansk til at kunne kommunikere uden problemer ved lægekonsultationer. Manglende tolkebistand vil således kunne medføre sundhedsskader, som kunne have været undgået med tolk.

 

SOS mod Racisme mener, at såvel etniske minoriteter som personer med alvorlige tale- og høreproblemer i Danmark bør have et egentligt retskrav på at måtte bruge tolk, fx i sundhedsvæsenet, socialvæsenet og retsvæsenet. Hvordan tolkeservicen skal være organiseret er ikke vores område, men det kunne formentlig være en god idé for såvel patienter som behandlere, hvis indvandreren (eller den tale- eller hørehæmmede) selv kunne kontakte en tolk ud fra en tolkeliste, og tolken aftalte konsultation med både patient og læge.

 

SOS mod Racisme vil derfor foreslå følgende:

"Når en myndighed inden for sundhedsvæsenet, socialvæsenet eller retsvæsenet betjener en person, som ikke behersker dansk i tilstrækkeligt omfang, eller som har alvorlige høre- eller taleproblemer, bør der anvendes tolk. Tolken bør betales fuldt ud af et offentligt tolkebudget. Børn under myndighedsalderen bør aldrig bruges som tolk."

 

1). Nielsen A (2002). Sundhedsvæsenet og de etniske minoriteter. Aalborg: AMID

2) Nødgaard H. (2000). Indlæggelser af minoritetsbørn (MPH-afhandling). Göteborg, Nordiska Hälsovårdshögskolan.

3) Khan I. A. & Qassim M (2002). Sundhed og sygelighed hos indvandrere I. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning; 80: s. 389-402.

4) Just Jeppesen K., & Nielsen A (2001). Tosprogede småbørn i Danmark. Rapport nr. 4 fra forløbsundersøgelsen af børn født i 1995. København: Socialforskningsinstituttet.

5) Nævnet for etnisk ligestilling (1999). Alternativ rapport til Danmarks Anden rapport til FN's Børnekomité vedrørende FN-konventionen om Barnets Rettigheder - om etniske minoritetsbørns forhold i Danmark. København: Nævnet for etnisk ligestilling

 

 

 

Kære Arne:

Hermed nogle dokumenter vedr. sagen om gebyr.

Det notat jeg henviser til som er en opsummering af forskning om etniske minoriteter og sundhedsvæsenet ligger på www.amid.dk som arbejdspapir nr 28 af Anne Nielsen.

 

Venlig hilsen,

Anne

 

Du kan se mere ved at søge på Folketingets hjemmeside under L209

 

Sundhedsudvalget spørger ministeren om at svare på vores henvendelse:

http://www.ft.dk/Samling/20031/udvbilag/SUU/L209_bilag5.htm

 

Ministerens svar:

http://www.ft.dk/Samling/20031/udvbilag/SUU/L209_bilag14.htm

 

De radikales ændringsforslag og motivering herfor (samt andre ændringsforslag):

http://www.ft.dk/Samling/20031/udvbilag/SUU/L209_bilag24.htm

 

Menupunkt

L 209 - bilag 1

Høringssvar og høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 2

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

Menupunkt

L 209 - bilag 3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

Menupunkt

L 209 - bilag 4

Henvendelse af 16/3-04 fra SOS mod Racisme

Menupunkt

L 209 - bilag 5

Spm. om kommentar til henvendelse af 16/3-04 fra SOS mod Racisme, til indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 6

spm. 2-9

Menupunkt

L 209 - bilag 7

Spm. om der er sikkerhed for, at de lempede samtykkeregler lever op til kravene i persondataloven, til indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 8

spm. 11-17

Menupunkt

L 209 - bilag 9

Spm. om ministeren vil fremsætte ændringsforslag, så forsøg med opkrævning af gebyr ved udeblivelse fra sygehusbehandling udgår, til indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 10

Svar på spm. S 3334 om indskærpelse over for amterne, at oplysningspligten om det frie sygehusvalg påhviler amterne, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 11

spm. 19-23

Menupunkt

L 209 - bilag 12

spm. 24-25

Menupunkt

L 209 - bilag 13

1. udkast til betænkning

Menupunkt

L 209 - bilag 14

Svar på spm. om kommentar til henvendelse af 16/3-04 fra SOS mod Racisme, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 15

svar på spm. 2-9

Menupunkt

L 209 - bilag 16

Svar på spm. om der er sikkerhed for, at de lempede samtykkeregler lever op til kravene i persondataloven, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 17

svar på spm. 11-17

Menupunkt

L 209 - bilag 18

Svar på spm. om ministeren vil fremsætte ændringsforslag, så forsøg med opkrævning af gebyr ved udeblivelse fra sygehusbehandling udgår, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 19

svar på spm. 19-23

Menupunkt

L 209 - bilag 20

svar på spm. 24-25

Menupunkt

L 209 - bilag 21

Henvendelse af 10/5-04 fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre

Menupunkt

L 209 - bilag 22

2. udkast til betænkning

Menupunkt

L 209 - bilag 23

Spm. om RCT København vil blive omfattet af reglerne i sygehusloven m.v., til indenrigs- og sundhedsministeren

Menupunkt

L 209 - bilag 24

3. udkast til betænkning

Menupunkt

L 209 - bilag 25

Dette bilag er endnu ikke offentligt tilgængeligt

Menupunkt

L 209 - bilag 26

Dette bilag er endnu ikke offentligt tilgængeligt

Menupunkt

L 209 - bilag 27

Dette bilag er endnu ikke offentligt tilgængeligt