Verdensdemokrati!
Af Frederik Grøn
Schack
From: schack@isme.dk
Date: Sat, 27 Mar 2004 04:00:20 +0100 (CET)
Hej!
Så er det tid til et glædeligt, og ikke urealistisk budskab. Rigtigt mange
kræfter verden over arbejder på et globalt demokrati, og netop derfor er
et globalt demokrati ikke urealistisk. Hvis du vil have indflydelse på
hvordan det fremtidige mulige verdensdemokrati skal se ud, så er det netop
tid til at sætte dig lidt ind i mulighederne og overveje hvad du gerne vil
have.
Jeg har et bud som har to formål; delvist at være det bud det er og
delvist at motivere folk til at tænke i nye baner. Mit bud herunder blev
en anelse langt, men skulle være overkommeligt at læse. Jeg håber meget at
du føler at du får noget for din tid. Hvis du får blod på tanden, så kan
jeg anbefale en meget god bog af Geroge Monbiot kaldet ”The Age of
Consent”.
Med venlig hilsen,
Frederik Grøn Schack
Demokratiet
Et verdensomspændende demokrati er i dag blevet en reel mulighed, en
mulighed med mange potentialer. Et verdensomspændende demokrati er dog,
selvsagt, ikke noget man realiserer fra den ene dag til den anden.
Opbygningen af et verdensomspændende demokrati kræver dybdegående debat,
det kræver visioner, det kræver grundige analyserer af visionernes
holdbarhed og svagheder, det kræver konstruktiv tankegang og kritik.
Dette er hvad man bl.a. finder i World Social Forum og European Social
Forum, hvis mission er at mobilisere alle kræfter til at realisere en
bedre verden. Det er en mission som har nydt stor global opbakning. Der er
nu over 100.000 deltagere, som resultat af en eksponentiel tilvækst siden
det første World Social Forum blev afholdt i 2001, hvor 20.000 deltog.
Et verdensomspændende demokrati har mange potentialer, f.eks. global
koordinering af; forskning, standarder, nødhjælp, velfærd, måske endda
enden på større konflikter og meget andet, men der lurer også nogle farer,
som vi for enhver pris må forebygge.
Etableringen af et verdensomspændende demokrati er også etableringen af et
nyt demokrati, og en mulighed for at tænke i helt nye baner. Vi har i
modsætning til vores forfædre der etablerede demokratiet i Europa, en
demokratisk historie. Vi har gjort os erfaringer med demokratiet og dets
faldgruber. De fleste folk der bor i demokratiske stater, har en god idé
om hvad et demokrati kan være, og nogle få folk enddog nogle visioner om
hvad demokrati kunne være. Det er vigtigt at vi så vidt muligt får
opsummeret den enorme viden og mængde af visioner, som eksisterer i vores
samfund, således at vi kan konstruere et demokrati som er så solidt og
demokratisk, som vi har mulighed for at gøre det.
Den destruktive kraft
Der er særligt en kraft i demokratiet som fortjener stor opmærksomhed, en
kraft som konstant truer demokratiet, en kraft som må pacificeres af
demokratiets grundlæggende konstruktion. Ved demokratiets etablering vil
der fra dag ét være folk der forsøger at dreje lovens ord, fra dag ét vil
der være folk forsøger at rage magt til sig, fra dag ét vil der være folk
der spekulerer i hvordan man, med eller uden konstitutionen i ryggen, kan
overtage magten. Det skyldes ikke at mennesker grundlæggende er onde, det
tror jeg personligt ikke på, det skyldes blindhed. Det er hverken godt for
dem magten bliver taget fra, eller dem der tager magten fra andre, men kun
de færreste kan se dette.
Der er personer som er bedre til at varetage magt end andre, men disse
personer er bedst tjent med at deres magt har folkelig legitimitet. De
personer der er gode til at varetage magt er personer som nyder
autoritativ respekt eller personer som nyder respekten for deres idéer, og
den respekt får de kun gennem folkelig legitimitet, al anden form for
respekt er et falsum, og er ødelæggende for dem selv og andre.
I modsætning hertil findes der personer som søger magt af
individualistiske grunde, ikke fordi de har til hensigt at skade andre,
men blot for at hævde sig selv over for andre. De søger respekten gennem
beundring og ikke gennem legitim autoritet baseret på gensidig
afhængighed. Det er derfor bedre at denne slags personer får deres
selvhævdelse andre steder end i magtfulde stillinger, da de meget nemt kan
komme til at skade andre i deres udøvelse af magt.
Men selv de bedste personer, med de bedste hensigter kan have svært ved at
se sin egen fejlbarlighed. Det er let at forledes til at tro at de
konklusioner man er nået frem til, er sandheden, fordi det er ens egen
sandhed. Man ser jo vitterligt det man ser, og det man ser er
virkeligheden. Men man ser ikke alt det som man ikke kan se, som også er
en del af virkeligheden. Demokratiet skal sikre os mod at nogle få
personers begrænsede sandhed bliver sandheden for os alle, demokratiet
skal sikre at vi bliver enige om en sandhed der er så generel som det er
praktisk muligt. Det er derfor vigtigt at man inddrager befolkningen så
meget som det nu lader sig gøre i beslutningsprocesser, samt at sikre at
de folkelige repræsentanter i høj grad repræsenterer befolkningen.
I dag bliver politikere i mange lande valgt ind for en given periode på
grundlag af valgløfter, og når de er valgt ind, har folket ingen formel
ret eller autoritet til at afsætte dem, før den givne periode er slut. Det
åbner mulighed for at man så at sige kan ”charmere” sig ind på
befolkningen og derved opnå stor magt. Konkurrenceparametren mellem
politikerne bliver således at kunne fremstille plausible illusioner for
fremtiden, fremfor at føre tillidsvækkende politik. Det betyder at alle
slags personer, også uansvarlige personer, kan opnå stor magt, f.eks.
personer som George W. Bush, Tony Blair, José Maria Aznar og Anders Fogh
Rasmussen der fører befolkningen i krig på trods af folkets ønsker.
Jeg ser denne problemstilling som den mest grundlæggende problemstilling i
designet af et demokrati, hvoraf mange andre problemstillinger bliver
afledt og derfor den problemstilling som det demokratiske design skal tage
udgangspunkt i.
Korruption
Et globalt politisk system adskiller sig væsentligt fra et lokalt politisk
system, et lokalt politisk system bliver nødt til at forholde sig til sin
omverden, borgerne i et lokalt politisk system kan sammenligne deres
system med andre politiske systemer og evt. få hjælp til at vælte en
diktator fra udlandet. Et globalt politisk system må så at sige ikke kunne
korrumperes, hvis det sker, er der en fare for at det bliver et meget
langt og undertrykkende regime. Grunden til at fascismen faldt i Spanien
skyldtes at borgerne kunne se at de stod tilbage som det eneste
fascistiske styre i Europa, det skyldtes at de kunne arbejde politisk fra
udlandet, det skyldtes at forholdene var meget bedre i de andre europæiske
lande, bl.a. påvirkede de mange turister spanerine og det skyldtes at de
kunne få hjælp i udlandet. Disse muligheder er der ikke i et globalt
politisk system, man kan kun arbejde politisk indefra, i et sådanne
system, og kun forudsat at man har en idé om at systemet kan være bedre.
Derfor må et globalt politisk system ganske enkelt ikke kunne korrumperes.
Slingrekurs
En anden problemstilling ved demokratiet som jeg også gerne så løst, det
er den slingrekurs som demokratier kører, med sving til højre og venstre.
Måden demokratier fungerer på i dag, svarer basalt set til at sejle et
skib ved at regulere kursen hver fjerde dag, istedet for at regulere
kursen løbende når der er behov for det. Istedet for at bruge en masse
kræfter på først at sejle i den ene retning og derpå sejle i den anden
retning, så ser jeg en mulighed for løbende at justere kursen.
En tredje problemstilling er at borgerne i de nuværende demokratier har
meget begrænsede muligheder for at påvirke den politiske process, hvis de
er uenige i denne.
Den tredje problemstilling leder til en fjerde problemstilling, nemlig at
folk føler at de er magtesløse over for politikerne.
Den konstruktive kraft
Når der skal skabes en grundmodel for et globalt demokrati, så er den
primære opgave at sikre sig at systemet er umuligt at korrumpere i større
grad. Jeg vil end ikke bruge udtrykket ”så godt som umuligt”, det må ikke
kunne ske. Alternativet kan være et undertrykkende regime der kan være
”usædvanligt” svært at slippe af med. Derfor må vi vedtage et basalt sæt
regler for demokratiets funktion, som sikrer dette og som vi aldrig igen
kan afvige fra.
Jeg vil ikke give noget bud på ordlyden af et sådanne sæt regler, men jeg
vil prøve at indkredse nogle elementer det bør rumme:
· For at sikre en konstruktiv demokratisk model, hvor repræsentanterne i
højere grad er repræsentative for folket, så må demokratiet være baseret
på tillid fremfor løfter. Derfor må valgprocessen foregå således at man
ikke bliver politiker på sit ord, men på sin handling.
· Politikerne må straks kunne mærke konsekvenserne af deres handlinger,
hvis det er i modstrid med folkets interesser.
· Deltagelse i politik skal ikke være noget krav, men alle niveauer af
deltagelse skal absolut opmuntres på alle planer i samfundet.
· Systemet skal kunne optage og rumme alle de villige politiske kræfter i
samfundet, som er villige til at ofre tid og kræfter for demokratiet.
· Folkelig opbakning i samfundet skal give personer frihed til at dedikere
sig til politik.
· Basis for demokratiet må være et veluddannet folk, der ikke blot har
adgang til så meget information som muligt, men også så let adgang og
tilgang som muligt. Debatfora, indsigt i alle offentlige dokumenter og
helt gennerelt gennemskuelighed må være en naturlig del af et demokrati.
· Hemmelighed bør være minimeret til det absolut mindst mulige, og hvor en
sådanne hemmelighed er underlagt strenge restriktioner og kontrol.
· Forsamlingfrihed, trosfrihed, ytringsfrihed og privatlivets fred skal
være en selvfølge, således at man kan leve i tryghed i den private sfære.
· Der må sikres en minimumstid for behandling af lovforslag, f.eks. 1
måned, og der bør være yderligere sikkerhedsventil, nemlig at man ved alle
lovforslag kan stemme udsættelse. Det betyder at hvis der hverken er et
flertal imod, eller et flertal for, så må lovforslaget udsættes f.eks. 1
måned. Der bør tilgengæld maks kunne stemmes udsættelse f.eks. 2 gange,
hvorefter at lovforslaget kommer til en almindelig afstemning. Det betyder
delvist at man ikke kan tvinge et 700 sider langt dokument igennem, ved at
appellere til folks usikkerhed og give det en behandlingstid på kun 2
dage, som det skete med Patriot Act i USA. Et tilsvarende eksempel i
Danmark er terrorlovgivningen, hvor det politiske system handlede absolut
uansvarligt ved at tvinge terrorlovgivningen igennem på blot én uge,
hvilket absolut ikke er tilstrækkeligt for et så omfattende lovforslag.
Det skal endvidere forhindre at en lov bliver gennemført eller afvist med
et for stort antal tvivlere, som kunne have afgivet en mere sikker stemme
ved en længere behandlingstid. Det stiller også større krav til
initiativtagerne med hensyn til at skaffe opbakning.
· Folket må have initiativret til at lave et lovforslag, f.eks. ved at 4%
af folkets stemmer bakker op om et initiativ.
· Ingen enkeltperson må have mere end f.eks. 1% af magten, således skal
der minimum være 50 repræsentanter til at vedtage et lovforslag, hvor
meget folkelig tillid de end måtte have. Endvidere skal der, hvis der er
en initiativret på 4%, være minimum 4 repræsentanter til at fremstille et
lovforslag.
· Folkelige repræsentanter skal være frit stillede med hensyn til at indgå
i en eller flere alliancer af forskellig karakter.
· For ikke at spilde kræfter på at føre en politiske slingrekurs, så må
systemet være baseret på en anden form for udskifning end den der findes i
de nuværende demokratier. De politiske udskiftninger i systemet må ske
løbende, og ikke i pludselige firårige intervaller med relativt vidtgående
omvæltninger til følge.
· Politikere skal ikke betales af frivillige bidragsydere, politikere skal
betales af staten for at sikre at de er uafhængige af interesser.
Endvidere skal der sikres lige vilkåre mellem de politikere der
repræsenterer de fattige, som dem der repræsenterer de rige.
· Der må være adskillelse mellem stat og religion. Staten skal ikke kunne
diskriminere eller favorisere nogen religion.
· Alt dette skal man forsøge, som George Monbiot så rigtigt påpeger i hans
bog ”The Age of Consent”, forsøge at forene i et relativt simpelt og let
forståeligt design, således at flest muligt kan overskue det.
Jeg har et forslag til en grundmodel der kan løse disse problemer, som
kræver nogen tilvænning tankemæssigt. Jeg beder dig som læser at overveje
modellen grundigt før du tager stilling til den, alt for mange folk
afviser nye modeller blot fordi de er fremmede, hvilket gør dem utrygge.
Grundmodel
Den grundmodel jeg vil foreslå, går ud på at alle folk repræsenterer én
stemme i samfundet. Den stemme kan man overgive til en hvilken somhelst
person i samfundet, som man føler vil være en troværdig repræsentant for
ens holdninger, dog kun så længe repræsentanten har under 1% af stemmerne
i demokratiet. Den givne person der modtager stemmen ved ikke hvorfra han
har fået stemmen, han ved blot at hans stemme tæller for to stemmer (hans
plus den andens stemme). Enhver person kan vælge at videregive sin
stemme/stemmer eller at stemme direkte på de enkelte lovforslag. Enhver
person kan annulere sin valgte repræsentants stemme i enkelte sager, og
istedet stemme direkte, hvis personen har en særlig interesse i et
lovforslag. Enhver person kan på ethvert tidspunkt flytte sin stemme fra
en repræsentant til en anden repræsentant.
Som en sikkerhedsforanstaltning skal man først kunne se hvor stor
opbakning man har, når man har fået f.eks. 20 stemmer. Hvis man f.eks.
forestiller sig at en person forsøger at presse en anden til at afgive sin
stemme til ham, så vil han ikke kunne identificere hvem der har givet ham
en stemme, og vil derfor ikke kunne forfølge den der ikke har givet ham en
stemme.
Det er dog ikke nok at valgsystemet og de folkelige repræsentanter er på
plads, de folkelige repræsentanter skal også have nogle embedsmænd, som
kan hjælpe dem med at udarbejde lovforslag. Disse kan være organiseret i
departementer hvor departementscheferne bliver valgt til en post af
repræsentanterne, dette kan f.eks. ske ved at der bliver opstillet en
række kandidater og herefter vinder den kandidat der har fået flest
stemmer.
Departementcheferne kan så blive valgt ind med udgangspunkt i en 4 årig
periode, herefter kan repræsentanterne så tage initiativ til at indsætte
en ny departementschef. Der skal dog også være en sikkerhedsventil hvis en
departementschef handler dybt uansvarligt, så kan man f.eks. vedtage at
indsætte en ny departementschef før tid ved f.eks. et flertal på 75%.
Hver departementschef har så initiativret til at fremsætte nye lovforslag,
eller lovforslag om nedlæggelse af love, inden for sit område. Deres
væsentligste opgave er dog at udarbejde lovforslag i samarbejde med
repræsentanterne, således at der bliver fremsat realistiske lovforslag,
som også har folkelig opbakning.
Der skal ligeledes være mulighed for at oprette eller nedlægge
departementer, ved f.eks. 75% flertal.
Forklaring
Det er den basale grundmodel, og nu vil jeg så forklare idéen med at
konstruere modellen på netop denne måde. På den ene side så er direkte
demokrati, hvor alle kender alle konsekvenser af alle beslutninger, og
hvor alle, fri for politisk pres, kan afgive deres stemme i
overensstemmelse med egeninteresse i alle sager, et ideal. På den anden
side er et sådanne direkte demokrati absolut urealistisk, hvorfor vi må gå
på kompromis med vores ideal, for at opnå en realistisk model. Men hvor
meget skal vi gå på kompromis med vores ideal?
Man kan sige at der er en skala som går fra direkte demokrati til diktatur
. I den ene ekstrem er en utopiske forestilling om at alle er med til at
bestemme alt, og alle kender alle konsekvenser af alle beslutninger. Man
kan så gå videre til en lidt mere realistisk form for direkte demokrati
hvor alle stemmer om alt, men er mere eller mindre ubevidste om
konsekvenserne af deres valg. Derfra kan man gå over til repræsentativt
demokrati hvor vi vælger nogle repræsentanter til at tage beslutninger for
os, og der kan så principielt være fra antallet af stemmer minus en
repræsentanter og helt ned til en enkelt repræsentant. Jo færre
repræsentanter der er, jo mindre føling har repræsentanterne med
samfundet. Endvidere kan repræsentanterne være mere eller mindre
ligegyldige overfor de holdninger hos dem de repræsenterer. Der kan være
større eller mindre grad af tilgængelig information, som danner grundlag
for at tage beslutninger. Den anden ekstrem bliver således diktatur, hvor
kun én person vælges for en given periode uden ansvar for at repræsentere
befolkningen. Selv i et diktatur vil der dog realistisk set være flere
beslutningstagere, men pointen er at man ikke kan sige at man enten har
demokrati eller ikke har demokrati. Der er en flydende overgang mellem
direkte demokrati og diktatur, som rummer mange forskellige faktorer.
De faktorer som gør et demokrati mere eller mindre demokratisk er antallet
af repræsentanter, hvor lang tid en repræsentant sidder på en post
(tidsrummet mellem valg), i hvilken grad disse repræsentanter
repræsenterer befolkningen, hvor mange sager der kommer til
folkeafstemning og det informationsgrundlag vælgerne har.
Men tilbage til spørgsmålet: hvor meget skal vi gå på kompromis med vores
ideal?
Et direkte demokrati ville betyde at folk ikke ville have tid til andet
end søge information og stemme, og hvis vi søger at frigøre befolkningen
fuldstændigt fra at tage stilling, så har vi ikke længere noget demokrati.
Mit forslag er at det er den tid folk vælger at lægge i demokratiet, der
afgører hvor meget vi skal gå på kompromis med vores ideal. Det vil sige
at man kan vælge; at stemme i alle sager hvis man vil, at stemme i
enkeltsager som interesserer en særligt og overlade resten til en
repræsentant eller at give sin stemme til en repræsentant og undlade at
stemme i enkeltsager. Det må umiddelbart være den model som flest har
interesse i, og på den led den mest demokratiske model. Kritikken af denne
model kan så være at dem der har mest fritid, har mest tid til at sætte
sig ind i politik, men dette er i væsentlig grad opvejet af at man kan
vælge en repræsentant som repræsenterer ens holdninger. Det væsentligste
er at ingen er ringere stillet end i de demokratiske systemer man har i
dag. En anden kritik kan være at folk kommer til at bruge for meget tid på
at læse, stemme og på anden måde være politisk engageret. Til det vil jeg
sige; ja, og folk kan også bruge for meget tid på at se fjernsyn, dyreke
religion, ryge cigaretter, gå på arbejde, drikke sig stive og være
ligeglade. Ikke at man ikke skal gøre nogen af delene, der er gode sider
af det hele, og man må selv vælge hvordan man kombinerer sig frem til et
lykkeligt liv.
Med hensyn til det tidsrum en repræsentant skal have en stemme, mener jeg
at det fornuftigste vil være at han har stemmen, så længe han har folks
tillid. Det vil sige at folk kan flytte deres stemme til en anden
repræsentant, når de vil. Det betyder også at de helt kan udelade at
flytte deres stemme.
Med hensyn til antallet af repræsentanter og hvilke repræsentanter, så
mener jeg at alle der er stemmeberettigede skal være en potentiel
repræsentant. Det vil sige at hvem somhelst skal have mulighed for anonymt
at give hvem somhelst sin stemme i et hvilket somhelst tidsrum. Istedet
for at politikere skal promovere sig frem, skal de skubbes frem i
samfundet. Det er ikke altid dem der har de gode intententioner og det
ægte engagement for de gode sager, som stiler efter magten, tvært imod.
Hvis man således skaber et system hvor personer bliver påskønnet deres
pålidelighed og handlinger, så undgår man at folk der ikke er gode
repræsentanter bliver promoveret, og hvis de skulle blive promoveret ved
en fejl, så vil deres magt forsvinde så snart folk opdager dette.
Da ikke alle personer er interesseret i at deltage aktivt i politik, så
skal der være en mulighed for at vælge at være eller ikke være officielt
politisk engageret. Hvis man er officielt politisk engageret, så bør det
også være offentligt tilgængeligt hvordan man stemmer og har stemt, i de
perioder man har været officielt politisk engageret. Det bør være den måde
man fører en karriere inden for politik, ved åbenhed om hvad man står for.
Man skal så også yderligere kunne vælge at offentliggøre hvordan man har
stemt i perioder hvor man ikke har været officielt politisk engageret. Man
bliver dog nødt til at etablere en sikkerhedsmekanisme der kan modvirke at
folk engagerer sig officielt grundet trusler eller lignende. Der skal være
hårde straffe for trusler rettet mod demokratiet og evt. edsaflæggelse på
at man stiller op officielt af egen fri vilje.
Antallet af officielle repræsentanter kommer således til at afhænge af
hvem der bliver promoveret af folk, og hvor mange af disse der ønsker at
stille op officielt. Kritikken kan så være at der bliver et væld af
officielle repræsentanter. Ja, det er en af fordelene ved systemet, man
kan ikke forestille sig noget mere demokratisk end at alle der er
interesseret i at gå ind i politik, har mulighed for det. Hvis de vil have
folkelig opbakning og dermed indflydelse, så bliver de nødt til at
formulere deres ideologi over for folk, de bliver nødt til at tage
stilling til hvordan samfundets problemer skal løses og vinde folks
tillid.
Jeg ved ikke hvordan man mest praktisk løser aflønningen af
repræsentanter, men et forslag kunne være at alle der stiller op
officielt, får et lille beløb pr. stemme de repræsenterer. Det kunne
f.eks. være 10 kr./år pr. stemme eller rettere 3 øre pr. stemme pr. dag
man har stemmen, og så kræve at politikere afholder alle udgifter til
rejser, formidling af budskaber og lignende selv. Man kunne give officelle
repræsentanter en fast aflønning pr. måned, hvis de har over et vist antal
stemmer. Man kunne også lave en kombination af de to systemer. Man kunne
lave et trappesystem hvor man kan opnå forskellige satser efter hvor mange
stemmer man har. Der er mange muligheder, men man må holde sig for øje at
et øget politisk engagement kan have betydelige omkostninger, i form af
ansættelse af personale, udbredelse af budskaber, transport og meget
andet.
Det er ikke nogen demokratisk løsning at basere politik på frivillige
bidrag, det vil nemlig betyde at dem med mange penge får større
indflydelse i det politiske billede, og derved bliver demokratiet
skævvredet. Det mest rimelige vil være at politikere ikke kan bruge flere
penge på kampagner og politisk arbejde, end de modtager på grundlag af
deres stemmer.
Denne grundmodel lægger op til en form for demokrati der er ekstremt svær
at korrumpere i et nævneværdigt omfang, det sikrer borgerne frihed til at
deltage i den grad de ønsker, det tvinger repræsentanterne til i højere
grad at repræsentere vælgerne, det giver større gennemskuelighed med
hensyn til politikernes standpunkt og må forventes at engagere folk i
politik i langt højere grad.
Jeg mener derfor at dette er en demokrati-model der er forsvarlig at
implementere i et globalt demokratisk system.
Jeg tænker kun på systemet som et generelt overordnet system for de
eksisterende stater, som skal sikre en fornuftig koordinering af
arbejdsindsats, redistribution af økonomiske midler, konflikt løsning,
standarder, modarbejdelse af monopoler og andre sager som er af global
interesse. Jeg mener at forhold der primært vedrører lokal samfund, også
kun bør varetages af lokalsamfund.
Infrastukturen
Det skulle allerede nu være klart at den relativt simple grundmodel,
kræver en eller anden form for demokratisk infrastruktur, som er konstant
aktiv og sikrer at stemmer kan flyttes annonymt. Grunden til overhovedet
at overveje et system som det gennemgåede, det er de teknologiske
muligheder der eksisterer i dag. Hvis systemet skulle realiseres uden
teknologi, så ville det blive meget omfattende, det ville blive dyrt og
det er et spørgsmål om man overhovedet kan opnå sikkerhed for annonymitet
i et sådanne.
Hvis man vælge en teknologisk løsning, så skal der være absolut sikkerhed
for at systemet ikke kan korrumperes, og dette har jeg et forslag til.
Hver borger får udleveret et kort med et stemme-identitetsnummer, dette er
ikke et personnummer, da dette stemme-identitetsnummer kan variere over
tid. Identitetsnummeret er dog knyttet til et personnummer i en central
stemme-database, hvis eneste formål er at verificere at identitetsnummeret
er gyldigt. Hvis en person mister kortet, så anmelder personen det og
derved bliver identitetsnummeret straks registreret som ugyldigt, et nyt
identitetsnummer bliver knyttet til personnummeret og personen får et nyt
kort med det nye identitetsnummer. Systemet skal automatisk udstede
stemme-identitetsnumre og pakke stemme-kort i forseglede pakninger som er
adresseret til ejerne af kortene, når en borger af en eller anden grund
annulerer sit forrige kort. Der skal kun være adgang til identitet og
stemme-identitetsnumre separat. Det vil sige at de relevante myndigheder
skal kunne få en oversigt over de registrerede vælgere, men ikke disses
stemme-identiteter. Ligeledes skal de relevante myndigheder have mulighed
for at verificere et stemme-identitetsnummer, men ikke hvem der ejer det.
I alle byer eller lokalsamfund af en størrelse på f.eks. 100 borgere eller
derover, opstilles elektroniske stemmebokse. Stemmeboksenes eneste
funktion er at videreformidle de valg et specifikt stemme-identitetsnummer
foretager.
Valgene bliver så løbende sendt direkte fra alle verdens stemmebokse til
tre forskellige instanser, en der registrer stemmerne, og to uafhængige
kontrolinstanser, placeret på hver sin side af kloden. De enkelte
instanser har ingen personlige registreringer, men har kun mulighed for at
verificere et givent stemme-identitetsnummers gyldighed hos den fjerde
instans, nemlig stemme-databasen, hvilket de gør hver især og uafhængigt
af hinanden. Der må absolut ingen relationer være mellem personerne i de
fire instanser, udover offentlig kommunikation. Hvis der opstår ikke
offentlige relationer mellem personer i disse fire instanser, er de ikke
længere kvalificerede til at arbejde i disse.
Enhver borger kan så gå ind via Internettetet, på en hvilken somhelst af
de to kontrolinstanser og se om dennes stemme (ved hjælp af
stemme-identitetdnummer) er korrekt registreret. Der må ikke være Internet
adgang til den tredje instans der registrerer stemmerne, dette skal være
et lukket system der kun modtager information fra stemmebokse og
distribuerer resultaterne til de to kontrolinstanser.
Teknologien
Den eneste gyldige demokratiske måde at udvikle software til et sådanne
formål, det er gennem en offentlig udviklingsmodel som Open Source fra
Linux verden. Det eneste software der må forefindes i sådanne systemer
skal være udviklet efter denne model, alt andet er dybt uansvarligt og
potentielt meget farligt.
Open Source modellen betyder at alle har adgang til det der kaldes kilde
koden, det vil sige at man kan se de programmer der er blevet skrevet. Det
åbner mulighed for at alle med den nødvendige tekniske indsigt har
mulighed for at kontrollere systemets; lovlighed, sikkerhed, stabilitet og
effektivitet, og dermed mulighed for at kritisere brister i systemet.
Dette giver langt det sikreste og mest demokratiske system. Der findes
intet alternativ der er bedre.
Hvis man ikke arbejder efter denne model er man ude på gyngende grund, som
det så tydligt blev illustreret med Diebold skandalen i USA. Fire forskere
fra University of California at Sandiego, Johns Hopkins University og Rice
University, fik fat i Diebolds kildekode til Diebolds stemmemakiner, og
afslørede at der var et væld af sikkerhedsbrister i systemet. Alene måden
Diebold opdaterede deres maskiner, via en ubeskyttet ftp, med uautoriseret
kode, er dybt rystende. Sidenhen har man fundet over 200 sikkerhedsbrister
i systemet, og det er blevet kaldet et studie i valgsvindel. Rapporten kan
læses i sin fulde længde på http://avirubin.com/vote.pdf .
Systemet skal være baseret på reel sikkerhed, fremfor det såkaldte
sikkerhed gennem uigennemskuelighed (security through obscurity).
Sikkerhed gennem uigennemskuelighed er hverken sikkert eller demokratisk,
kun få ved hvordan det virker og dem der ved hvordan det virker kan
manipulere systemet. Hvis politikere søger at legitimere hemmeligholdelse
af kode til sådanne systemer, så skal alle advarselslamper blinke.
Når kildekode skal implementeres i systemerne, så skal dette ske under
store sikkerhedsforanstaltninger. Man kan tage udgangspunkt i at der er
tre instanser der skal bruge den samme kildekode, hver af disse instanser
kan have separate kontrolprocedure for implementering af koden og hvis der
er uoverensstemmelse systemerne imellem, så tyder dette på at der er
blevet manipuleret med koden i en af instanserne.
Afrunding
Dette er mit foreslag til en grund-model for hvordan man sikrer en mere
fornuftig verdensorden. Forslaget er hovedsageligt tænkt som et bidrag til
George Monbiots bog ”The Age of Consent”, som er en god beskrivelse af
nogle af de problematikker der er i det globale samfund og som beskriver
hvordan vi kan opnå et globalt demokrati. Jeg er dog meget skeptisk over
for Geroge Monbiots demokrati-model, som blot er en opskalering af en
simplificeret model af den eksisterende form for demokrati, og derfor
dette bidrag. Jeg håber at dette forslag kan motivere andre til at tænke i
nye og fremadrettede baner. Vi kan måske overleve i det nuværende globale
anarki hvor skiftende tyran-stater som USA søger at dominere resten af
verdens befolkninger. Der findes dog langt bedre løsninger, som er i alles
langsigtede interesse at implementere.