Verdensdemokrati!

Af Frederik Grøn Schack

From: schack@isme.dk

Date: Sat, 27 Mar 2004 04:00:20 +0100 (CET)

 

Hej!

 

Så er det tid til et glædeligt, og ikke urealistisk budskab. Rigtigt mange

kræfter verden over arbejder på et globalt demokrati, og netop derfor er

et globalt demokrati ikke urealistisk. Hvis du vil have indflydelse på

hvordan det fremtidige mulige verdensdemokrati skal se ud, så er det netop

tid til at sætte dig lidt ind i mulighederne og overveje hvad du gerne vil

have.

 

Jeg har et bud som har to formål; delvist at være det bud det er og

delvist at motivere folk til at tænke i nye baner. Mit bud herunder blev

en anelse langt, men skulle være overkommeligt at læse. Jeg håber meget at

du føler at du får noget for din tid. Hvis du får blod på tanden, så kan

jeg anbefale en meget god bog af Geroge Monbiot kaldet ”The Age of

Consent”.

 

Med venlig hilsen,

Frederik Grøn Schack

 

Demokratiet

Et verdensomspændende demokrati er i dag blevet en reel mulighed, en

mulighed med mange potentialer. Et verdensomspændende demokrati er dog,

selvsagt, ikke noget man realiserer fra den ene dag til den anden.

Opbygningen af et verdensomspændende demokrati kræver dybdegående debat,

det kræver visioner, det kræver grundige analyserer af visionernes

holdbarhed og svagheder, det  kræver konstruktiv tankegang og kritik.

Dette er hvad man bl.a. finder i World Social Forum og European Social

Forum, hvis mission er at mobilisere alle kræfter til at realisere en

bedre verden. Det er en mission som har nydt stor global opbakning. Der er

nu over 100.000 deltagere, som resultat af en eksponentiel tilvækst siden

det første World Social Forum blev afholdt i 2001, hvor 20.000 deltog.

 

Et verdensomspændende demokrati har mange potentialer, f.eks. global

koordinering af; forskning, standarder, nødhjælp, velfærd, måske endda

enden på større konflikter og meget andet, men der lurer også nogle farer,

som vi for enhver pris må forebygge.

 

Etableringen af et verdensomspændende demokrati er også etableringen af et

nyt demokrati, og en mulighed for at tænke i helt nye baner. Vi har i

modsætning til vores forfædre der etablerede demokratiet i Europa, en

demokratisk historie. Vi har gjort os erfaringer med demokratiet og dets

faldgruber. De fleste folk der bor i demokratiske stater, har en god idé

om hvad et demokrati kan være, og nogle få folk enddog nogle visioner om

hvad demokrati kunne være. Det er vigtigt at vi så vidt muligt får

opsummeret den enorme viden og mængde af visioner, som eksisterer i vores

samfund, således at vi kan konstruere et demokrati som er så solidt og

demokratisk, som vi har mulighed for at gøre det.

 

Den destruktive kraft

Der er særligt en kraft i demokratiet som fortjener stor opmærksomhed, en

kraft som konstant truer demokratiet, en kraft som må pacificeres af

demokratiets grundlæggende konstruktion. Ved demokratiets etablering vil

der fra dag ét være folk der forsøger at dreje lovens ord, fra dag ét vil

der være folk forsøger at rage magt til sig, fra dag ét vil der være folk

der spekulerer i hvordan man, med eller uden konstitutionen i ryggen, kan

overtage magten. Det skyldes ikke at mennesker grundlæggende er onde, det

tror jeg personligt ikke på, det skyldes blindhed. Det er hverken godt for

dem magten bliver taget fra, eller dem der tager magten fra andre, men kun

de færreste kan se dette.

 

Der er personer som er bedre til at varetage magt end andre, men disse

personer er bedst tjent med at deres magt har folkelig legitimitet. De

personer der er gode til at varetage magt er personer som nyder

autoritativ respekt eller personer som nyder respekten for deres idéer, og

den respekt får de kun gennem folkelig legitimitet, al anden form for

respekt er et falsum, og er ødelæggende for dem selv og andre.

 

I modsætning hertil findes der personer som søger magt af

individualistiske grunde, ikke fordi de har til hensigt at skade andre,

men blot for at hævde sig selv over for andre. De søger respekten gennem

beundring og ikke gennem legitim autoritet baseret på gensidig

afhængighed. Det er derfor bedre at denne slags personer får deres

selvhævdelse andre steder end i magtfulde stillinger, da de meget nemt kan

komme til at skade andre i deres udøvelse af magt.

 

Men selv de bedste personer, med de bedste hensigter kan have svært ved at

se sin egen fejlbarlighed. Det er let at forledes til at tro at de

konklusioner man er nået frem til, er sandheden, fordi det er ens egen

sandhed. Man ser jo vitterligt det man ser, og det man ser er

virkeligheden. Men man ser ikke alt det som man ikke kan se, som også er

en del af virkeligheden. Demokratiet skal sikre os mod at nogle få

personers begrænsede sandhed bliver sandheden for os alle, demokratiet

skal sikre at vi bliver enige om en sandhed der er så generel som det er

praktisk muligt. Det er derfor vigtigt at man inddrager befolkningen så

meget som det nu lader sig gøre i beslutningsprocesser, samt at sikre at

de folkelige repræsentanter i høj grad repræsenterer befolkningen.

 

I dag bliver politikere i mange lande valgt ind for en given periode på

grundlag af valgløfter, og når de er valgt ind, har folket ingen formel

ret eller autoritet til at afsætte dem, før den givne periode er slut. Det

åbner mulighed for at man så at sige kan ”charmere” sig ind på

befolkningen og derved opnå stor magt. Konkurrenceparametren mellem

politikerne bliver således at kunne fremstille plausible illusioner for

fremtiden, fremfor at føre tillidsvækkende politik. Det betyder at alle

slags personer, også uansvarlige personer, kan opnå stor magt, f.eks.

personer som George W. Bush, Tony Blair, José Maria Aznar og Anders Fogh

Rasmussen der fører befolkningen i krig på trods af folkets ønsker.

 

Jeg ser denne problemstilling som den mest grundlæggende problemstilling i

designet af et demokrati, hvoraf mange andre problemstillinger bliver

afledt og derfor den problemstilling som det demokratiske design skal tage

udgangspunkt i.

 

Korruption

Et globalt politisk system adskiller sig væsentligt fra et lokalt politisk

system, et lokalt politisk system bliver nødt til at forholde sig til sin

omverden, borgerne i et lokalt politisk system kan sammenligne deres

system med andre politiske systemer og evt. få hjælp til at vælte en

diktator fra udlandet. Et globalt politisk system må så at sige ikke kunne

korrumperes, hvis det sker, er der en fare for at det bliver et meget

langt og undertrykkende regime. Grunden til at fascismen faldt i Spanien

skyldtes at borgerne kunne se at de stod tilbage som det eneste

fascistiske styre i Europa, det skyldtes at de kunne arbejde politisk fra

udlandet, det skyldtes at forholdene var meget bedre i de andre europæiske

lande, bl.a. påvirkede de mange turister spanerine og det skyldtes at de

kunne få hjælp i udlandet. Disse muligheder er der ikke i et globalt

politisk system, man kan kun arbejde politisk indefra, i et sådanne

system, og kun forudsat at man har en idé om at systemet kan være bedre.

 

Derfor må et globalt politisk system ganske enkelt ikke kunne korrumperes.

 

Slingrekurs

En anden problemstilling ved demokratiet som jeg også gerne så løst, det

er den slingrekurs som demokratier kører, med sving til højre og venstre.

Måden demokratier fungerer på i dag, svarer basalt set til at sejle et

skib ved at regulere kursen hver fjerde dag, istedet for at regulere

kursen løbende når der er behov for det. Istedet for at bruge en masse

kræfter på først at sejle i den ene retning og derpå sejle i den anden

retning, så ser jeg en mulighed for løbende at justere kursen.

 

En tredje problemstilling er at borgerne i de nuværende demokratier har

meget begrænsede muligheder for at påvirke den politiske process, hvis de

er uenige i denne.

 

Den tredje problemstilling leder til en fjerde problemstilling, nemlig at

folk føler at de er magtesløse over for politikerne.

 

Den konstruktive kraft

Når der skal skabes en grundmodel for et globalt demokrati, så er den

primære opgave at sikre sig at systemet er umuligt at korrumpere i større

grad. Jeg vil end ikke bruge udtrykket ”så godt som umuligt”, det må ikke

kunne ske. Alternativet kan være et undertrykkende regime der kan være

”usædvanligt” svært at slippe af med. Derfor må vi vedtage et basalt sæt

regler for demokratiets funktion, som sikrer dette og som vi aldrig igen

kan afvige fra.

 

Jeg vil ikke give noget bud på ordlyden af et sådanne sæt regler, men jeg

vil prøve at indkredse nogle elementer det bør rumme:

·                     For at sikre en konstruktiv demokratisk model, hvor repræsentanterne i

højere grad er repræsentative for folket, så må demokratiet være baseret

på tillid fremfor løfter. Derfor må valgprocessen foregå således at man

ikke bliver politiker på sit ord, men på sin handling.

·                     Politikerne må straks kunne mærke konsekvenserne af deres handlinger,

hvis det er i modstrid med folkets interesser.

·                     Deltagelse i politik skal ikke være noget krav, men alle niveauer af

deltagelse skal absolut opmuntres på alle planer i samfundet.

·                     Systemet skal kunne optage og rumme alle de villige politiske kræfter i

samfundet, som er villige til at ofre tid og kræfter for demokratiet.

·                     Folkelig opbakning i samfundet skal give personer frihed til at dedikere

sig til politik.

·                     Basis for demokratiet må være et veluddannet folk, der ikke blot har

adgang til så meget information som muligt, men også så let adgang og

tilgang som muligt. Debatfora, indsigt i alle offentlige dokumenter og

helt gennerelt gennemskuelighed må være en naturlig del af et demokrati.

·                     Hemmelighed bør være minimeret til det absolut mindst mulige, og hvor en

sådanne hemmelighed er underlagt strenge restriktioner og kontrol.

·                     Forsamlingfrihed, trosfrihed, ytringsfrihed og privatlivets fred skal

være en selvfølge, således at man kan leve i tryghed i den private sfære.

·                     Der må sikres en minimumstid for behandling af lovforslag, f.eks. 1

måned, og der bør være yderligere sikkerhedsventil, nemlig at man ved alle

lovforslag kan stemme udsættelse. Det betyder at hvis der hverken er et

flertal imod, eller et flertal for, så må lovforslaget udsættes f.eks. 1

måned. Der bør tilgengæld maks kunne stemmes udsættelse f.eks. 2 gange,

hvorefter at lovforslaget kommer til en almindelig afstemning. Det betyder

delvist at man ikke kan tvinge et 700 sider langt dokument igennem, ved at

appellere til folks usikkerhed og give det en behandlingstid på kun 2

dage, som det skete med Patriot Act i USA. Et tilsvarende eksempel i

Danmark er terrorlovgivningen, hvor det politiske system handlede absolut

uansvarligt ved at tvinge terrorlovgivningen igennem på blot én uge,

hvilket absolut ikke er tilstrækkeligt for et så omfattende lovforslag.

Det skal endvidere forhindre at en lov bliver gennemført eller afvist med

et for stort antal tvivlere, som kunne have afgivet en mere sikker stemme

ved en længere behandlingstid. Det stiller også større krav til

initiativtagerne med hensyn til at skaffe opbakning.

·                     Folket må have initiativret til at lave et lovforslag, f.eks. ved at 4%

af folkets stemmer bakker op om et initiativ.

·                     Ingen enkeltperson må have mere end f.eks. 1% af magten, således skal

der minimum være 50 repræsentanter til at vedtage et lovforslag, hvor

meget folkelig tillid de end måtte have. Endvidere skal der, hvis der er

en initiativret på 4%, være minimum 4 repræsentanter til at fremstille et

lovforslag.

·                     Folkelige repræsentanter skal være frit stillede med hensyn til at indgå

i en eller flere alliancer af forskellig karakter.

·                     For ikke at spilde kræfter på at føre en politiske slingrekurs, så må

systemet være baseret på en anden form for udskifning end den der findes i

de nuværende demokratier. De politiske udskiftninger i systemet må ske

løbende, og ikke i pludselige firårige intervaller med relativt vidtgående

omvæltninger til følge.

·                     Politikere skal ikke betales af frivillige bidragsydere, politikere skal

betales af staten for at sikre at de er uafhængige af interesser.

Endvidere skal der sikres lige vilkåre mellem de politikere der

repræsenterer de fattige, som dem der repræsenterer de rige.

·                     Der må være adskillelse mellem stat og religion. Staten skal ikke kunne

diskriminere eller favorisere nogen religion.

·                     Alt dette skal man forsøge, som George Monbiot så rigtigt påpeger i hans

bog ”The Age of Consent”, forsøge at forene i et relativt simpelt og let

forståeligt design, således at flest muligt kan overskue det.

 

Jeg har et forslag til en grundmodel der kan løse disse problemer, som

kræver nogen tilvænning tankemæssigt. Jeg beder dig som læser at overveje

modellen grundigt før du tager stilling til den, alt for mange folk

afviser nye modeller blot fordi de er fremmede, hvilket gør dem utrygge.

 

Grundmodel

Den grundmodel jeg vil foreslå, går ud på at alle folk repræsenterer én

stemme i samfundet. Den stemme kan man overgive til en hvilken somhelst

person i samfundet, som man føler vil være en troværdig repræsentant for

ens holdninger, dog kun så længe repræsentanten har under 1% af stemmerne

i demokratiet. Den givne person der modtager stemmen ved ikke hvorfra han

har fået stemmen, han ved blot at hans stemme tæller for to stemmer (hans

plus den andens stemme). Enhver person kan vælge at videregive sin

stemme/stemmer eller at stemme direkte på de enkelte lovforslag. Enhver

person kan annulere sin valgte repræsentants stemme i enkelte sager, og

istedet stemme direkte, hvis personen har en særlig interesse i et

lovforslag. Enhver person kan på ethvert tidspunkt flytte sin stemme fra

en repræsentant til en anden repræsentant.

 

Som en sikkerhedsforanstaltning skal man først kunne se hvor stor

opbakning man har, når man har fået f.eks. 20 stemmer. Hvis man f.eks.

forestiller sig at en person forsøger at presse en anden til at afgive sin

stemme til ham, så vil han ikke kunne identificere hvem der har givet ham

en stemme, og vil derfor ikke kunne forfølge den der ikke har givet ham en

stemme.

 

Det er dog ikke nok at valgsystemet og de folkelige repræsentanter er på

plads, de folkelige repræsentanter skal også have nogle embedsmænd, som

kan hjælpe dem med at udarbejde lovforslag. Disse kan være organiseret i

departementer hvor departementscheferne bliver valgt til en post af

repræsentanterne, dette kan f.eks. ske ved at der bliver opstillet en

række kandidater og herefter vinder den kandidat der har fået flest

stemmer.

 

Departementcheferne kan så blive valgt ind med udgangspunkt i en 4 årig

periode, herefter kan repræsentanterne så tage initiativ til at indsætte

en ny departementschef. Der skal dog også være en sikkerhedsventil hvis en

departementschef handler dybt uansvarligt, så kan man f.eks. vedtage at

indsætte en ny departementschef før tid ved f.eks. et flertal på 75%.

 

Hver departementschef har så initiativret til at fremsætte nye lovforslag,

eller lovforslag om nedlæggelse af love, inden for sit område. Deres

væsentligste opgave er dog at udarbejde lovforslag i samarbejde med

repræsentanterne, således at der bliver fremsat realistiske lovforslag,

som også har folkelig opbakning.

 

Der skal ligeledes være mulighed for at oprette eller nedlægge

departementer, ved f.eks. 75% flertal.

 

Forklaring

Det er den basale grundmodel, og nu vil jeg så forklare idéen med at

konstruere modellen på netop denne måde. På den ene side så er direkte

demokrati, hvor alle kender alle konsekvenser af alle beslutninger, og

hvor alle, fri for politisk pres, kan afgive deres stemme i

overensstemmelse med egeninteresse i alle sager, et ideal. På den anden

side er et sådanne direkte demokrati absolut urealistisk, hvorfor vi må gå

på kompromis med vores ideal, for at opnå en realistisk model. Men hvor

meget skal vi gå på kompromis med vores ideal?

 

Man kan sige at der er en skala som går fra direkte demokrati til diktatur

. I den ene ekstrem er en utopiske forestilling om at alle er med til at

bestemme alt, og alle kender alle konsekvenser af alle beslutninger. Man

kan så gå videre til en lidt mere realistisk form for direkte demokrati

hvor alle stemmer om alt, men er mere eller mindre ubevidste om

konsekvenserne af deres valg. Derfra kan man gå over til repræsentativt

demokrati hvor vi vælger nogle repræsentanter til at tage beslutninger for

os, og der kan så principielt være fra antallet af stemmer minus en

repræsentanter og helt ned til en enkelt repræsentant. Jo færre

repræsentanter der er, jo mindre føling har repræsentanterne med

samfundet. Endvidere kan repræsentanterne være mere eller mindre

ligegyldige overfor de holdninger hos dem de repræsenterer. Der kan være

større eller mindre grad af tilgængelig information, som danner grundlag

for at tage beslutninger. Den anden ekstrem bliver således diktatur, hvor

kun én person vælges for en given periode uden ansvar for at repræsentere

befolkningen. Selv i et diktatur vil der dog realistisk set være flere

beslutningstagere, men pointen er at man ikke kan sige at man enten har

demokrati eller ikke har demokrati. Der er en flydende overgang mellem

direkte demokrati og diktatur, som rummer mange forskellige faktorer.

 

De faktorer som gør et demokrati mere eller mindre demokratisk er antallet

af repræsentanter, hvor lang tid en repræsentant sidder på en post

(tidsrummet mellem valg), i hvilken grad disse repræsentanter

repræsenterer befolkningen, hvor mange sager der kommer til

folkeafstemning og det informationsgrundlag vælgerne har.

 

Men tilbage til spørgsmålet: hvor meget skal vi gå på kompromis med vores

ideal?

 

Et direkte demokrati ville betyde at folk ikke ville have tid til andet

end søge information og stemme, og hvis vi søger at frigøre befolkningen

fuldstændigt fra at tage stilling, så har vi ikke længere noget demokrati.

 

Mit forslag er at det er den tid folk vælger at lægge i demokratiet, der

afgører hvor meget vi skal gå på kompromis med vores ideal. Det vil sige

at man kan vælge; at stemme i alle sager hvis man vil, at stemme i

enkeltsager som interesserer en særligt og overlade resten til en

repræsentant eller at give sin stemme til en repræsentant og undlade at

stemme i enkeltsager. Det må umiddelbart være den model som flest har

interesse i, og på den led den mest demokratiske model. Kritikken af denne

model kan så være at dem der har mest fritid, har mest tid til at sætte

sig ind i politik, men dette er i væsentlig grad opvejet af at man kan

vælge en repræsentant som repræsenterer ens holdninger. Det væsentligste

er at ingen er ringere stillet end i de demokratiske systemer man har i

dag. En anden kritik kan være at folk kommer til at bruge for meget tid på

at læse, stemme og på anden måde være politisk engageret. Til det vil jeg

sige; ja, og folk kan også bruge for meget tid på at se fjernsyn, dyreke

religion, ryge cigaretter, gå på arbejde, drikke sig stive og være

ligeglade. Ikke at man ikke skal gøre nogen af delene, der er gode sider

af det hele, og man må selv vælge hvordan man kombinerer sig frem til et

lykkeligt liv.

 

Med hensyn til det tidsrum en repræsentant skal have en stemme, mener jeg

at det fornuftigste vil være at han har stemmen, så længe han har folks

tillid. Det vil sige at folk kan flytte deres stemme til en anden

repræsentant, når de vil. Det betyder også at de helt kan udelade at

flytte deres stemme.

 

Med hensyn til antallet af repræsentanter og hvilke repræsentanter, så

mener jeg at alle der er stemmeberettigede skal være en potentiel

repræsentant. Det vil sige at hvem somhelst skal have mulighed for anonymt

at give hvem somhelst sin stemme i et hvilket somhelst tidsrum. Istedet

for at politikere skal promovere sig frem, skal de skubbes frem i

samfundet. Det er ikke altid dem der har de gode intententioner og det

ægte engagement for de gode sager, som stiler efter magten, tvært imod.

Hvis man således skaber et system hvor personer bliver påskønnet deres

pålidelighed og handlinger, så undgår man at folk der ikke er gode

repræsentanter bliver promoveret, og hvis de skulle blive promoveret ved

en fejl, så vil deres magt forsvinde så snart folk opdager dette.

 

Da ikke alle personer er interesseret i at deltage aktivt i politik, så

skal der være en mulighed for at vælge at være eller ikke være officielt

politisk engageret. Hvis man er officielt politisk engageret, så bør det

også være offentligt tilgængeligt hvordan man stemmer og har stemt, i de

perioder man har været officielt politisk engageret. Det bør være den måde

man fører en karriere inden for politik, ved åbenhed om hvad man står for.

Man skal så også yderligere kunne vælge at offentliggøre hvordan man har

stemt i perioder hvor man ikke har været officielt politisk engageret. Man

bliver dog nødt til at etablere en sikkerhedsmekanisme der kan modvirke at

folk engagerer sig officielt grundet trusler eller lignende. Der skal være

hårde straffe for trusler rettet mod demokratiet og evt. edsaflæggelse på

at man stiller op officielt af egen fri vilje.

 

Antallet af officielle repræsentanter kommer således til at afhænge af

hvem der bliver promoveret af folk, og hvor mange af disse der ønsker at

stille op officielt. Kritikken kan så være at der bliver et væld af

officielle repræsentanter. Ja, det er en af fordelene ved systemet, man

kan ikke forestille sig noget mere demokratisk end at alle der er

interesseret i at gå ind i politik, har mulighed for det. Hvis de vil have

folkelig opbakning og dermed indflydelse, så bliver de nødt til at

formulere deres ideologi over for folk, de bliver nødt til at tage

stilling til hvordan samfundets problemer skal løses og vinde folks

tillid.

 

Jeg ved ikke hvordan man mest praktisk løser aflønningen af

repræsentanter, men et forslag kunne være at alle der stiller op

officielt, får et lille beløb pr. stemme de repræsenterer. Det kunne

f.eks. være 10 kr./år pr. stemme eller rettere 3 øre pr. stemme pr. dag

man har stemmen, og så kræve at politikere afholder alle udgifter til

rejser, formidling af budskaber og lignende selv. Man kunne give officelle

repræsentanter en fast aflønning pr. måned, hvis de har over et vist antal

stemmer. Man kunne også lave en kombination af de to systemer. Man kunne

lave et trappesystem hvor man kan opnå forskellige satser efter hvor mange

stemmer man har. Der er mange muligheder, men man må holde sig for øje at

et øget politisk engagement kan have betydelige omkostninger, i form af

ansættelse af personale, udbredelse af budskaber, transport og meget

andet.

 

Det er ikke nogen demokratisk løsning at basere politik på frivillige

bidrag, det vil nemlig betyde at dem med mange penge får større

indflydelse i det politiske billede, og derved bliver demokratiet

skævvredet. Det mest rimelige vil være at politikere ikke kan bruge flere

penge på kampagner og politisk arbejde, end de modtager på grundlag af

deres stemmer.

 

Denne grundmodel lægger op til en form for demokrati der er ekstremt svær

at korrumpere i et nævneværdigt omfang, det sikrer borgerne frihed til at

deltage i den grad de ønsker, det tvinger repræsentanterne til i højere

grad at repræsentere vælgerne, det giver større gennemskuelighed med

hensyn til politikernes standpunkt og må forventes at engagere folk i

politik i langt højere grad.

 

Jeg mener derfor at dette er en demokrati-model der er forsvarlig at

implementere i et globalt demokratisk system.

 

Jeg tænker kun på systemet som et generelt overordnet system for de

eksisterende stater, som skal sikre en fornuftig koordinering af

arbejdsindsats, redistribution af økonomiske midler, konflikt løsning,

standarder, modarbejdelse af monopoler og andre sager som er af global

interesse. Jeg mener at forhold der primært vedrører lokal samfund, også

kun bør varetages af lokalsamfund.

 

Infrastukturen

Det skulle allerede nu være klart at den relativt simple grundmodel,

kræver en eller anden form for demokratisk infrastruktur, som er konstant

aktiv og sikrer at stemmer kan flyttes annonymt. Grunden til overhovedet

at overveje et system som det gennemgåede, det er de teknologiske

muligheder der eksisterer i dag. Hvis systemet skulle realiseres uden

teknologi, så ville det blive meget omfattende, det ville blive dyrt og

det er et spørgsmål om man overhovedet kan opnå sikkerhed for annonymitet

i et sådanne.

 

Hvis man vælge en teknologisk løsning, så skal der være absolut sikkerhed

for at systemet ikke kan korrumperes, og dette har jeg et forslag til.

 

Hver borger får udleveret et kort med et stemme-identitetsnummer, dette er

ikke et personnummer, da dette stemme-identitetsnummer kan variere over

tid. Identitetsnummeret er dog knyttet til et personnummer i en central

stemme-database, hvis eneste formål er at verificere at identitetsnummeret

er gyldigt. Hvis en person mister kortet, så anmelder personen det og

derved bliver identitetsnummeret straks registreret som ugyldigt, et nyt

identitetsnummer bliver knyttet til personnummeret og personen får et nyt

kort med det nye identitetsnummer. Systemet skal automatisk udstede

stemme-identitetsnumre og pakke stemme-kort i forseglede pakninger som er

adresseret til ejerne af kortene, når en borger af en eller anden grund

annulerer sit forrige kort. Der skal kun være adgang til identitet og

stemme-identitetsnumre separat. Det vil sige at de relevante myndigheder

skal kunne få en oversigt over de registrerede vælgere, men ikke disses

stemme-identiteter. Ligeledes skal de relevante myndigheder have mulighed

for at verificere et stemme-identitetsnummer, men ikke hvem der ejer det.

 

I alle byer eller lokalsamfund af en størrelse på f.eks. 100 borgere eller

derover, opstilles elektroniske stemmebokse. Stemmeboksenes eneste

funktion er at videreformidle de valg et specifikt stemme-identitetsnummer

foretager.

 

Valgene bliver så løbende sendt direkte fra alle verdens stemmebokse til

tre forskellige instanser, en der registrer stemmerne, og to uafhængige

kontrolinstanser, placeret på hver sin side af kloden. De enkelte

instanser har ingen personlige registreringer, men har kun mulighed for at

verificere et givent stemme-identitetsnummers gyldighed hos den fjerde

instans, nemlig stemme-databasen, hvilket de gør hver især og uafhængigt

af hinanden. Der må absolut ingen relationer være mellem personerne i de

fire instanser, udover offentlig kommunikation. Hvis der opstår ikke

offentlige relationer mellem personer i disse fire instanser, er de ikke

længere kvalificerede til at arbejde i disse.

 

Enhver borger kan så gå ind via Internettetet, på en hvilken somhelst af

de to kontrolinstanser og se om dennes stemme (ved hjælp af

stemme-identitetdnummer) er korrekt registreret. Der må ikke være Internet

adgang til den tredje instans der registrerer stemmerne, dette skal være

et lukket system der kun modtager information fra stemmebokse og

distribuerer resultaterne til de to kontrolinstanser.

 

Teknologien

Den eneste gyldige demokratiske måde at udvikle software til et sådanne

formål, det er gennem en offentlig udviklingsmodel som Open Source fra

Linux verden. Det eneste software der må forefindes i sådanne systemer

skal være udviklet efter denne model, alt andet er dybt uansvarligt og

potentielt meget farligt.

 

Open Source modellen betyder at alle har adgang til det der kaldes kilde

koden, det vil sige at man kan se de programmer der er blevet skrevet. Det

åbner mulighed for at alle med den nødvendige tekniske indsigt har

mulighed for at kontrollere systemets; lovlighed, sikkerhed, stabilitet og

effektivitet, og dermed mulighed for at kritisere brister i systemet.

Dette giver langt det sikreste og mest demokratiske system. Der findes

intet alternativ der er bedre.

 

Hvis man ikke arbejder efter denne model er man ude på gyngende grund, som

det så tydligt blev illustreret med Diebold skandalen i USA. Fire forskere

fra University of California at Sandiego, Johns Hopkins University og Rice

University, fik fat i Diebolds kildekode til Diebolds stemmemakiner, og

afslørede at der var et væld af sikkerhedsbrister i systemet. Alene måden

Diebold opdaterede deres maskiner, via en ubeskyttet ftp, med uautoriseret

kode, er dybt rystende. Sidenhen har man fundet over 200 sikkerhedsbrister

i systemet, og det er blevet kaldet et studie i valgsvindel. Rapporten kan

læses i sin fulde længde på http://avirubin.com/vote.pdf .

 

Systemet skal være baseret på reel sikkerhed, fremfor det såkaldte

sikkerhed gennem uigennemskuelighed (security through obscurity).

Sikkerhed gennem uigennemskuelighed er hverken sikkert eller demokratisk,

kun få ved hvordan det virker og dem der ved hvordan det virker kan

manipulere systemet. Hvis politikere søger at legitimere hemmeligholdelse

af kode til sådanne systemer, så skal alle advarselslamper blinke.

 

Når kildekode skal implementeres i systemerne, så skal dette ske under

store sikkerhedsforanstaltninger. Man kan tage udgangspunkt i at der er

tre instanser der skal bruge den samme kildekode, hver af disse instanser

kan have separate kontrolprocedure for implementering af koden og hvis der

er uoverensstemmelse systemerne imellem, så tyder dette på at der er

blevet manipuleret med koden i en af instanserne.

 

Afrunding

Dette er mit foreslag til en grund-model for hvordan man sikrer en mere

fornuftig verdensorden. Forslaget er hovedsageligt tænkt som et bidrag til

George Monbiots bog ”The Age of Consent”, som er en god beskrivelse af

nogle af de problematikker der er i det globale samfund og som beskriver

hvordan vi kan opnå et globalt demokrati. Jeg er dog meget skeptisk over

for Geroge Monbiots demokrati-model, som blot er en opskalering af en

simplificeret model af den eksisterende form for demokrati, og derfor

dette bidrag. Jeg håber at dette forslag kan motivere andre til at tænke i

nye og fremadrettede baner. Vi kan måske overleve i det nuværende globale

anarki hvor skiftende tyran-stater som USA søger at dominere resten af

verdens befolkninger. Der findes dog langt bedre løsninger, som er i alles

langsigtede interesse at implementere.