Amnesty frygter at afghanere får inddraget opholdstilladelse
udsendt den 11. februar 2005
 
Den 21 og 25 februar skal flere afghanske flygtninge have prøvet deres
sager i Flygtningenævnet, efter at Udlændingestyrelsen har inddraget
deres opholdstilladelse. Amnesty frygter at der ikke kan garanteres
for deres sikkerhed, hvis de sendes til Afghanistan.
 
"De pågældende personer fik for et par år siden asyl i Danmark, fordi
de havde et reelt beskyttelsesbehov. Amnesty frygter, at en udsendelse
til Afghanistan ikke vil kunne foregå under sikre og stabile forhold
som krævet af FN, udtaler Amnesty International. 
 
Begrundelsen for Udlændingestyrelsens inddragelse af
opholdstilladelserne er udlændingelovens 
§ 19, hvorefter en flygtning kan miste sin status, hvis de forhold,
der gav baggrund for asyl, ikke længere er tilstede og han eller hun
således ikke længere risikerer forfølgelse.
 
Amnesty International føler udviklingen i Afghanistan tæt, og har
dokumenteret, at der stadig finder overgreb sted i stort omfang:
Faktum er, at der ikke er de fundamentale forandringer tilstede i
Afghanistan, som Flygtningekonventionen og UNHCR stiller som
forudsætning for ophør af flygtningestatus. Det er derfor vigtigt, at
den danske regering på nuværende tidspunkt stopper inddragelsen af
opholdstilladelser for afghanske flygtninge,  siger Amnesty
International. 
 
Ifølge FNs Flygtningekonvention, som Danmark er forpligtet til at
overholde, kan inddragelse af flygtninges opholdstilladelser kun ske
på baggrund af fundamentale og varige forandringer i hjemlandet. Dette
er ligeledes blevet påpeget af FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR)
i en række dokumenter.
 
I et notat fra januar 2005 understreger UNCHR, at flygtninge ved
inddragelse af opholdstilladelse skal kunne sikres beskyttelse i egen
nationalstat. En sådan beskyttelse skal inkludere en velfungerende
regering og et effektivt retssystem. 
 
Amnesty International har dokumenteret, at afghanere ikke kan finde
beskyttelse under det nuværende retssystem, at personer med økonomisk
og militær magt stadigvæk opnår straffrihed og at klanledere og
kommandanter er de reelle magthavere i store dele af Afghanistan.  
 
 
For yderligere oplysninger:
Pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65
 
----------
Hvis du ikke længere ønsker at modtage pressemeddelelser pr. e-mail
kan du afmelde dig på http://www.amnesty.dk under Nyheder /
Pressemeddelelser
 
 
 
 
-- 
No virus found in this incoming message.
Checked by AVG Anti-Virus.
Version: 7.0.300 / Virus Database: 265.8.7 - Release Date: 10-02-2005