Pressemeddelelse fra Fredsvagten ved Christiansborg
2. august 2005.
Landssoldaten får roser af Fogh for hans gevær.
Vi roser ikke krig og militarisme. Vi ser ingen roser for dit gevær.
Fredsvagtens
hurtige udrykningshold.
I morges kl. 7.45 på Rådhuspladsen hængte fredsvagter et fredsbanner op, og en rose blev sat i landssoldatens gevær.
Fredsvagten vil gerne gøre opmærksom på alle de mange krigsminder og krigsforherligende ting, der findes i vores samfund i dag. Der er alt for mange, i forhold til hvor mange fredsmonumenter og fredsforherligende ting, der ses i gadebilledet, i vores butikker og andre centrale steder.
Dette har vi besluttet at gøre noget ved. Vi starter meget passende med at omdanne Landssoldaten til et fredsmonument. Enhver soldat bliver betragtet som en helt – død eller levende. Hvornår bliver enhver fredelig borger en helt?
Der vil i den kommende tid blive sat fokus på forskellige andre krigsforherligende budskaber, herunder legetøj og krigsmaskiner brugt som legetøj til børn; film og underholdning; videospil; skoleinformationsmaterialer m.v. Vi håber på denne måde at vække folks bevidsthed for fredens sag og budskaber – og vi håber ikke mindst at folk, når de ser et krigsforherligende monument, legetøj, video, informationsmateriale, vil reagere herpå.
Enhver form for modstand og synliggørelse af fredens sag som kontrast til krigsforherligelsen, hilses velkomment. Enhver borger, der er imod krig og vold kan gøre noget for at vende billedet på deres helt egen måde.
Danske soldaters medvirkning til bombninger, drab og tortur fremmer terroren, og øger risikoen for at Danmark bliver ramt af bomber en dag. Den danske intolerance overfor fremmede giver bagslag en dag.
Hellere forebygge end helbrede. Der er også
brug for dig i Fredsvagten.
Vil vi terror til livs, må vi først og fremmest bekæmpe forherligelse af krig og terrorisering af fremmede folk – såvel indenfor som udenfor vores egne grænser.
Frem for alt må du reagere overfor vores regering og andre ansvarlige for de krigshandlinger og krigsforherligende tiltag, der også foregår i dit navn lige så længe, at du ikke tager aktiv afstand herfra.
Fredsvagterne foran Christiansborg
Mail: fredsvagt@fredsvagt.dk
Billede af aktionen for Landssoldat – hjem for fred
Link til fredsvagterne: http://www.fredsvagt.dk/