Frygtens idioti

Af Marianne Olsen, november 2005

Tænk at det allerede er over ti år siden vi fik et helt politisk parti der slog sig op på at sætte FRYGTEN i højsædet. Allerede den gang undrede jeg mig over at nogen kunne finde på at

have tillid til folk der stort set kun var bekymrede og vrede. Frygten er en hæslig sygdom, den rammer først øjnene, så man ikke kan se, derefter breder den sig til alle sanserne, så patienten føler at der ikke er andet at gøre end at udstede ordrer. Og den har bredt sig og sidder nu på Christiansborg med flertallet og æder sjælene op, hvis vi ikke vender om, inden det er for sent. Hvad er magthaverne så bange for?

Det må vi se at finde ud af.

Ja, vi har brug for viden om hvad der er grunden til at verden er farlig, at det først og fremmest er mennesket selv, når det bliver ilde medhandlet, sådan som vi ser at det bliver inden for vore egne grænser.

Det hjælper ikke at vi gerne vil være rimelige over for folk indenfor og derfor sender nogle ud til en uvis skæbne, tvangsægteskab, tortur eller død.

For få dage siden meddelte Alae Ghaedi at han så sig nødsaget til at genoptage sin sultestrejke. I håb om en hurtig sagsbehandling havde han stoppet sin sultestrejke efter

26 dage, fordi Flygtningenævnet 14. oktober meddelte at hans

Asylsag ville blive genoptaget, men ingen ting skete! Sagen har varet omkring 40 måneder, altså over tre år!

Og så er der nogen der undrer sig over at man kan blive psykisk nedbrudt.

Psykisk nedbrudt blev Alex Ahrentsen blot på et øjeblik, da Asma Abdol-Hamid , idet hun hilste ham med hjertet forklarede at hun ifølge sin religion ikke kunne give ham hånden. For åben mikrofon tilstod han at han frygtede at det var sådant der førte lige frem til den 11. september. Det er vel derfor han har søgt beskyttelse i Dansk folkeparti. Og DF er ved at blive en afløser af 6. afdeling.

Ja, men kan den øjensygdom virkelig så hurtigt brede sig til forstanden, at det er umuligt at se at det er magthaverne der som en stærk magnet kalder på terroristen i mennesket??

Er der andre argumenter end de slående?? Hvad er der blevet af den danske fredelige, opmærksomme integritet, der kan føre til konsensus ved at lytte og tale?

En af de virkeligt farlige former frygten antager, er den der ligner gavmildhed. Gavmildhed over for de svage i samfundet. Og deri ligger næsten den værste forbrydelse, hvis gavmildheden skulle udøves i frygt og ikke i glæde over at også mennesker, der har givet og nu ikke mere kan give på anden måde end ved at modtage, skal spise nådsens brød af frygt for at andre ellers får hvad de har ret til.

For selvfølgelig skal vore svageste have det godt. Tænk, hvis også vi en dag kan få det godt, når vi bliver gamle og svage. Det er jo sådan et samfund skal være. Det er et selvfølgeligt privilegium vi har, at vise vores glæde over at kunne være til nytte for andre end os selv. Hvor ville det dog være trist kun at skulle kvæles i sin egen velfærd.

Nej, om jeg begriber at man kan komme nogen vegne ved at prædike frygt. For frygt er en boomerang. Og nu kommer boomerangen tilbage. Rammer den os selv, før vi får vendt skuden?

Det håber jeg ikke.

Men magthaverne ser ud til at have glemt hvad mennesket er i stand til, eller de har aldrig vidst det. Det er måske derfor deres ord skaber hvad de siger. De kunne ellers have kigget lidt ud over deres egen næsetip – og tænke sig om, hvis de havde foretrukket klarsyn for magtbegær. Men magten og hadet, der har blindet dem, må først udryddes.

Hvornår forstår vi mon for alvor at der er brug for politikere der viser udveje i stedet for at indfange os i frygt. Hvornår bliver det helt klart at frygt fremkalder terror i stedet for at modarbejde den?