19.12.2005

Stadig ingen plads i herberget

En fortsat julefortælling om ”os” og ”de andre” - anno 2005

Af de 3 initiativtagere Bodil Hindsholm Hansen, Udbyneder-Kastbjerg

Knud Erik Lægsgaard, Mariager

Helle Myken, Falslev-Vindblæs

I denne juletids voldsomme trængsel mødte vi Mirsad, en ung albaner, på torvet i Mariager. Hans lille nyfødte datter Kaltrina var i klapvognen, som han forsigtigt skubbede henover brostenstorvet. Kaltrina spillede med sine varme brune 3-årige øjne under det brunkrøllede hår, pludrede lykkeligt uvidende om fremtiden for hende og hendes forældre, Valentina og Mirsad. En voldsom kontrast. Mirsad virkede skræmt. Han skjulte øjnene for ikke at blive set. Han havde tabt meget af sit hår, og hans ansigt var gustenblegt og indfaldent. Han er så ganske afgjort ikke en af de flygtninge, som integrationsministeren ville satse sine penge på. Ikke en af dem der ville tilføre vort land ressourcer. Mirsad er ildeset. Ikke noget at skrive hjem om, hvis ellers der var nogen tilbage for ham at skrive til. I øvrigt fik han pr. brev at vide, at hans appel om opholdstilladelse ikke var imødekommet den 15. nov. Han skulle for så vidt være ude af landet nu. Mirsad og hans familie er indgået i lokalmiljøet i godt 3 år nu. Han taler efter omstændighederne et udmærket, forståeligt dansk.

Hvor mange flygtninge, der her i landet tilbringer natten på et loft eller i et illegalt kammer

hos behjertede mennesker, der vover at skjule dem for myndighederne, har kun vores kollegaer i et netværk, vi endnu ikke har tilsluttet os, kendskab til. De gør det, i protest mod de stramninger regeringen og dets støtteparti bruger til at tømme landet for

uønskede flygtninge, der bare kommer til at fylde op i arbejdsløshedsstatistikken.

Man bliver let lidt stakåndet, når man skal følge med i Dansk Folkepartis forslag til udstødelse af indvandrere og flygtninge. Det er som om partiet har undfanget den ide, at bare man bringer et nyt diskriminerende forslag til torvs en gang om ugen, forslag udformet så man dårligt kan humpe hen over dem med fire klapvognshjul, ja, så er de gamle forslag på det nærmeste ”spist” og godtaget. Det begyndte med en flygtningepakke, så fulgte 24-års reglen. Denne blev undsagt af samtlige internationale organisationer, der har med flygtninge at gøre, men den blev gjort spiselig ved at skulle forhindre tvangsægteskaber. Der var ganske vist en lille hage ved det spiselige. Reglen førte også til tvangsskilsmisser - endda med tilbagevirkende kraft. Noget som vi ikke rigtig har villet benytte i Danmark siden 2 verdenskrig. Lige som vi heller ikke er i vane med at huse folk, der skjuler sig for myndighederne efter denne mørklagte periode af vores historie.

Det er lige så vanskeligt for os som præster i Den Danske Folkekirke lørdag efter lørdag efter ritualet at stå og sige: ”Hvad Gud har sammenføjet, må mennesket ikke adskille”, og så se, at lovgiverne ikke regner det for en Gudssmedet sammenføjning, når den ene af ægtefællerne efter 5 års samkvem i lyst og nød mangler et år i at fylde 24 år.

I realiteten kan Mirsad vende tilbage til Danmark indenfor et år og bosætte sig lovformeligt, når hans kone bliver 24, hvis det ikke lige var det, myndighederne har sat en stopper for med en række nye krav og beslutninger. Det ligger nu fast, at Mirsad aldrig vil få opholdstilladelse, medmindre der sker et mirakel.

Vi var fire i Mariager, der ved juletid 2003 udgav den lille families historie, som en alternativ julehistorie. ”Og det skete i de dage” – ”men der var ikke plads til dem i herberget”. Julehæftet fortæller den grufulde historie om Valentina og hendes 6 søskendes flugt sammen med forældrene, skoledirektøren og hans kone, der blev torteret grusomt i Kosovo-krigen. Vi fortæller dernæst også om den unge forældreløse Mirsad, som flygtede til Danmark efter umenneskelig behandling i et serbisk fængsel, fordi han nægtede, som soldat, at skyde sine egne. Julehæftet fortalte en smuk kærlighedshistorie mellem Valentina og Mirsad, der mødtes på et Røde Kors center for mange år siden. Parret blev gift for snart fem år siden og fik Kaltrina for næsten tre år siden. Julehæftet fortalte også om Valentina og Kaltrina, der har fået opholdstilladelse i Danmark ,og Mirsad, der er blevet udvist. ”For der var ikke plads til ham i herberget” – en tvangsskilsmisse med resultatet: Et faderløst barn og en ulykkelig mor, der ikke kan klare sig mentalt uden sin mand og lidelsesfælle.

Mirsad er en hjælpeløs og stærkt skadet ung mand, nu 29 år, som ikke fik nogen hjælp, fordi alle gik forbi ham. En ung rystet og skrækslagen fremmed, som ikke fik nogen undervisning i dansk sprog og kultur, da han kom hertil og fordi sprogcentrene fyrer lærere for tiden og overlader undervisning til selvstudium, så de svageste aldrig får en mulighed for en integrering. Det er til gengæld forudsætningen for at selv de-facto-flygtninge fortjener ophold her i landet. Jo, den er godt regnet ud af – ja, hvad skal vi kalde dem?

Vi ved, at forudsætningen for Mirsad og mange andre for at blive bare tilnærmelsesvis integreret er, at han og de andre bliver mødt med barmhjertighed og kristensind. Det viste vi ham for snart to år siden, hvor håbet om ”overlevelse” for den lille familie spirede op. Mirsad får ingen hjælp mod sine torturtraumer, for han må leve skjult. Mirsad giftede sig med Valentina i god tid før den famøse 24-års regel, men blev dømt efter den.

”Vi skal integrere bedre og give den bedste dansksprogundervisning”, sagde integrations-ministeren, der dengang hed Bertel Haarder. Og det var begrundelsen for at decimere antallet af flygtninge og indvandrere. Vi skulle bruge ressourcerne bedre og intensivere danskundervisningen og kulturformidlingen for dem, der var tilbage. Det var hensigten.

Mirsad var blandt de 40 sager, som ministeren sendte til fornyet ”prøvning”, da presset fra

de internationale organisationer og oppositionspartier mod 24-årsreglen blev for vedvarende.

Siden er sprogcentrene, der skal formidle undervisning og kultur til de fremmede, blevet skåret ind til benet. To tredjedele af sproglærerne er fyret, og sprogcentre er lukket. Fyringerne begrundes med, at der kommer færre flygtninge til Danmark, men hvad med intensiveringen af undervisningen, og hvorfor har man så indført selvstudietimer, altså timer uden sproglærerhjælp i skarp modsætning til løfterne om bedre undervisning?

Det eneste, der i virkeligheden fylder i de nye aftaler, er flere tests, men som en kendt politiker sagde: ”Grisene bliver jo ikke tungere af at blive vejet.” Og indvandrere og flygtninge bliver ikke bedre integrerede og bedre uddannede som følge af flere tests.

Det stærkt decimerede antal sproglærere på sprogcentrene bruger mere og mere af deres tid på at teste elever, der i højere grad skal sørge for selv at skaffe sig undervisning. Det hænger slet ikke sammen. Der står udvisning på ryggen af de fleste, ikke undervisning.

Julehæftet fra 2003 blev sendt personligt til alle folketingets medlemmer. 7 svarede. 2 fandt det udmærket at sparke Mirsad ud, når han alligevel aldrig ville blive til nogen gavn for det danske samfund. 5 mente, at det var noget rigtig skidt med en så umenneskelig behandling af et menneske. Man ville dog intet foretage sig, før de havde et flertal bag sig i folketinget. Mirsad er jo bare en enkelt, der er faldet blandt røvere, sagde en. De 182 folketingsmedlemmer med daværende integrationsminister Bertel Haarder i spidsen så ham i vejkanten og gik lige forbi, mens de sang: ”Der er ingenting i verden så stille som sne”. Det skulle da lige være 182 folketingsmedlemmer, når der er ordførerdebat om flygtningespørgsmålet.

Mirsads forbrydelse består i, at han som ung mand lod sig tortere og nægtede at skyde sine egne.

Mirsads forbrydelse består desuden i, at han flygtede til et land, der har økonomi som højeste parameter, og som kun vil yde ”noget for noget”. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det nu.

Mirsads forbrydelse består i at han forelskede sig og giftede sig og fik en vidunderlig datter.

Mirsads forbrydelse består i, at han taber håret og neglene og er blevet tynd og selvmordstruet, fylder sig med håndkøbsmedicin for at udholde traumatiske smerter, og ikke har fået lov at lære sig rigtig dansk, skønt hans sprogøre intet fejler.

Mirsads forbrydelse består, i at han ikke mener at kunne leve uden sin kone og sit barn.

Mirsads dumhed var, at han flygtede til et kristenland, der i mellemtiden er blevet til et kræmmersamfund.

Mirsad er en af dem, der før kunne have fået hjælp på ”traumeholdene” på vore sprogcentre. De traumehold, der ville arbejde for, at de hårdest ramte ,- de der ikke kan tilføre noget som helst til samfundets nytte - blev i stand til at modtage hjælp fra os. De traumehold af flygtninge, der nu efter en ny lov med tilbagevirkende kraft, ikke længere kan gøre sig forhåbning om at blive ”virkelige danskere”. Mange af de traumatiserede på uddannelse 1 og 2 på sprogcentrene blev drevet mod integration af håbet om, at blive anerkendte i dette kristenland, hvor Jesus stadig pågående siger: ”Det er mig, I viser fra jer, når I skubber den syge, den fængslede, den sultne, den tørstige, den flygtende fra jer i stedet for at vise barmhjertighed”.

Ingen, der ikke kan bestå Prøve 3 på sprogcentrene skal gøre sig forhåbning om at blive dansk statsborger. Fordi de er syge, sultne, fangne, tørstige, flygtende, skal de for evigt være dømt til at frygte korporlig udvisning. Deres forbandelse og forbrydelse er, at de ikke kan tilføre os noget i velfærdsdanmark.

Den nyeste tilføjelse til listen af nye diskriminationslove er ”Folkepartiets” ønske om på forhånd at stemple nogle nødlidende, - Somaliere, Irakere, Iranere som uværdige til vores barmhjertighed.

Mirsads dumhed er en dumhed, vi har påført ham. Han bad om hjælp i et såkaldt kristenland med kristensind, hvor et demokratisk flertal har skiftet mentaliteten ud, og siger ”noget for noget” – et land, hvor der ikke er plads i herberget, ja end ikke i stalden i hverken denne jul eller i de dage, der kommer…

Når vi har slået alarm og bedt vores kolleger om at være med i et præsteinitiativ, er det fordi vi mener, at folkekirken vil miste i troværdighed, hvis den tier, når menneskeværdet er til diskussion. Vi ønsker at fremkalde et lille ”mirakel”, som vi næsten kun med bæven tør tro på, men alligevel må fastholde som den eneste holdbare løsning: At det ved en pludselig ”åbenbaring” eller ved guddommelig tilskyndelse, vil gå op for regeringen og dens støtteparti, at det faktisk er muligt at rumme det antal mennesker, der er flygtet hertil og stadig opholder sig. De er flygtet over hals og hoved for at finde et sted, hvor de kunne slikke deres sår fra et umenneskeligt kaos, for blot at opleve at vores styre på en lidt mere raffineret facon stort set er lige så nådesløst og utilregneligt ”udstødende”, som det styre de forlod.

Det kaos, der lever i disse mennesker er født af andre mennesker under ulige andre omstændigheder end dem, vi har fejret jul under år efter år. I mere end en menneskealder har vi bygget et fredselskende samfund op, der fik andres vilkår på samvittigheden. At

de mennesker, der er søgt hertil for at undgå en grufuld skæbne netop fra ”os” skal møde ét budskab til ”dem” , ja nærmest en befaling om, at der altså ikke er plads i herberget, at deres skæbne rager os mindre end det vi spiser på en højtidsaften. Det er os uendeligt udanskt.

At de må gemme sig på vores lofter eller i vore tomme stalde for at undgå den forbrydelse, at være søgt hertil i god tro er den konsekvens, vi drager. Vi siger ikke at de bryder loven. Vi siger at 24-årsreglen er en dårlig lov, der fører til tvangsskilsmisser. At vi ikke respekterer love med tilbagevirkende kraft. At vi ikke finder det rimeligt, at man uden

uddannelse skal have mindst 10.klasses eksamen i danskhed for at få statsborgerskab. Vi siger det, fordi vi ønsker fortsat at leve i et land, hvor det ikke er nødvendigt at stille urimelige krav til vore medmennesker, og hvor det skal blive nødvendigt at føle skam over den måde, vi behandler ”de andre” på. Vi siger det fordi vi gerne vil være i overensstemmelse med det vi føler er knyttet til danskhed. Menneskeværd og medmenneskelig behandling af nødstedte skal være en del af vort samfunds fundament.

Overfor Mirsad og hans hustru Valentina og deres lille datter Kaltina gælder efter vores

mening kun en lov og det eneste den har tilfælles med 24-årsreglen er tilfældigvis

datoen for næstekærlighedens fødsel. Den lov går i øvrigt ud på, at selv om man vil hindre tvangsægteskaber, skal man ikke med magt skille det, man en gang for alle har sammenføjet, men føje sig overfor kærlighedens vilje til sammenhold.

Med disse ord vil vi gerne ønske den danske befolkning en glædelig jul fra tre små enige præstegårde i Østjylland.

Bodil Hindsholm Hansen, Udbyneder-Kastbjerg

Knud Erik Lægsgaard, Mariager

Helle Myken, Falslev-Vindblæs

Se også opdatering med bl.a. navne på de 193 præster, der pår 19. dec kl 12 har tilsluttet sig præsteinitiativet på http://www.arnehansen.net/051219praesteinitiativs193navne.htm

Og selve præsteinitiativets udtalelse Skal der stadig ikke være plads i herberget ? http://www.arnehansen.net/051214praesteinitiativet.htm med links til andre senere indlæg