Artikel af Kjeld Pries tilsendt d. 21.12.2005

Præsteinitiativet - rent politisk

Det ser for mig ud til at Præsteinitiativet, udgående fra tre små sogne i Østjylland, har stødt en Langballe, der vil gå over i de folkevalgtes interne historie. Det vil forhåbentlig ændre lidt på den flove smag i munden på tusindvis af danskere, som for længst har fundet grænsen for behandlingen af vores flygtninge overskredet. Før julefreden sænker sig for alvor vil ca. 1 million kirkegængere, samlet til gudstjenester i propfyldte kirker landet over vogte lidt ekstra på, hvordan deres lokale præst klarer velsignelsen af de udstødte, de forhånede, de syge, de fattige, de mindste små, som der ikke var plads til i herberget. Juleevangeliet har fået et nyt og uhyre aktuelt indhold takket være disse tre præsters initiativ og deres fælles appel til kollegerne. Budskabet lyder: Det er ikke anstændigvis politik, men fremmedhad, der udøves fra lovgivningsborgen i vores hovedstad, og det er vores simple pligt at tage til genmæle. Hvis vi tier, samtykker vi og undsætter samtidig vort kristne protestantiske livssyn.

På det grundlag vil jeg tillade mig et kort rids af udviklingen - ikke kirkehistorisk, men rent flygtningepolitisk idet jeg understreger, at analysen står helt for egen regning.

Tilbage i 1979 skete der noget på Christiansborg, som straks blev opfanget af medierne. Den konservative gruppeformand Ib Stetter blev citeret for over en kam at gøre "de fremmede" til ansvarlige for narko-kriminaliteten. "De inficerer vores børn og unge" udtalte han, og gjorde sig i samme øjeblik skyldig i en generalisering og en bølge af fordomme, der siden har præget og overskyllet flygtninge- og indvandrerdebatten i uheldig og opsplittende retning. Vi er i dag delt

i "os" og "de andre", og "de andre" er gjort til fjenden.

Stetters udtalelser havde en vis klangbund i ret store dele af befolkningen. Der var sejlivede og udokumenterede forestillinger om, at "de fremmede" udnyttede vore sociale foranstaltninger mere end vi selv gjorde. "De fremmede" havde i kraft af særforanstaltninger - der skulle hjælpe i integrationen - fået bedre, lempeligere skattevilkår end os andre, De var grundlæggende mere kriminelle end os andre o.s.v.

Denne kappestrid på fordomme og løse påstande uden noget eksisterende hold i virkelighedens statistikker fik hverken Socialdemokratiet, SF, eller de Radikale nævneværdigt op af stolene. Dengang. Det eksisterende CD viste sig at indeholde nogle af de mest fremmedfjendske MF'ere i sine rækker og forsøgte som et lille parti med spærregrænsen som problem, at profilere sig med bastante meninger og udfald, som kun Dansk Folkepartis MF'ere siden har overgået. Det holdt lige indtil Mimi Jacobsen ca. ti år senere foretog en (beundringsværdig) udrensning i partiet, som kostede en god del af medlemstallet, men gav CD en mere markant humanistisk profil. Realiteten var, at stort set alle partier havde vælgere, der reagerede og bryggede videre på mytedannelser om "de fremmede", mens de, der mente, at der skulle tages - og bevares - mere vidtgående humanitære hensyn forholdt sig tavse og lod de professionelle beslutningstagere om at udrede paragrafferne. Så

længe Socialdemokratiet var ved magten, styret af de radikale, kunne det vel aldrig gå helt galt.

Tilbage bliver, at den eneste bastion, der tonede nogenlunde rent flag fra starten med rejste forespørgselsdebatter i folketinget og med materiale, der tvang debatten ind i et fornuftigt leje, var det lille ubetydelige og nystartede VS på venstrefløjen. Med ikonet Preben Wilhjelm som en ivrig deltager og markant leverandør - af facts. Venstresocialisterne fremlagde bl.a. en undersøgelse, der påviste at udlændingenes kriminalitet var en smule lavere end danskernes. Man tilføjede hertil at det næppe ville holde i længden. De bolig- og uddannelsesforhold, der stiller den opvoksende 2.generation af indvandrere bagerst i løn- og arbejdskøen - de fleste var faktisk på det tidspunkt børn endnu - måtte forvente at skabe en øget kriminalitet og udvikle lokale bander af unge arbejdsløse nydanskere, lød det. Præcis som det ville ske under tilsvarende sociale forhold for andre unge,og netop som vi har set det udfolde sig i de parisiske forstæder for nylig. Unge som går amok fordi deres fremtidsudsigter er håbløse.

Det kriminalpræventive Råd har for ganske nylig fastslået at vilkårene til trods er kriminaliteten blandt unge indvandrere ikke steget mere i statistikken end kriminaliteten som helhed. Kriminaliteten i Danmark er nok vokset betragteligt, men ikke mere markant for denne gruppe end for andre grupper.

Det burde have været regeringspartiet med de respektive socialdemokratiske ministre, der havde efterprøvet og imødekommet den tiltagende mytedannelse omkring "de fremmede". Men det skete ikke. Uroen over "de fremmede" var vakt langt ind i de eksisterende gamle partiers rækker og medierne hjalp godt til. Populisten og partistifteren Mogens Glistrup kom ud af Horserødlejren med et budskab om, at alle muhamedanere skulle fjernes fra Danmark og herved var kimen til et religiøs betonet opgør med den velkendte "vattede" imødekommenhed overfor "fremmede" for alvor lagt. De fremmede var blevet til "de andre" , personificeret som "fjenden". Samtidig var perspektivet for den haderet, vi i de to seneste folketingssamlinger har set udfolde sig på tinge - anført af to indvalgte præstefætre, pastor Søren Krarup og Jesper Langballe fra DF - skabt. Pia Kjærsgaard har ikke lagt nogen afstand til fætrenes udtalelser om den snigende islamiske besættelse af vort land , tværtimod støt og roligt bygget sit partis voksende parlamentariske tilslutning og indflydelse op herpå.

Debatten om asylpolitikken udviklede sig med disse nye religiøst betonede fjendeperspektiver, og det var ikke længere noget spørgsmål om vi havde råd til at huse de mange flygtninge, men i stigende grad spørgsmålet om, hvad vi risikerede af kulturtab ved at huse disse fremmedelementer. Beslutningerne i Flygtningenævnet tog mere og mere farve heraf og lovstramning på lovstramning fulgte under dække af at dæmme op for den øgede tilvandring.

På DF-folketingsmedlemmernes hjemmesider og i debatten har man kunnet se diverse omskrivninger af: De formerer sig jo som rotter, og om halvtreds år er Danmark domineret af indvandrere og forvandlet til en islamisk stat".

Historisk må vi konstatere at Dansk Folkepartis opkomst i 1994 som et parlamentarisk parti, hvis stemmer man i modsætning til Glistrups Fremskridtsparti måtte tage voksende notits af, medførte et brat skifte i både Socialdemokraternes og de borgerlige partiers holdninger til den humanitære side af indvandringen. Der var vælgerflugt på spil, som gjorde at især S. følte sig truet til et kraftigt ryk til højre.

Havde man i midten af 90erne truffet et nøgternt politisk valg, der hed: Nu vælter det ind over grænsen med flygtninge i et tal vi dårligt ved, hvad vi skal stille op med. Vi må lukke ned for en tid, men anstændigvis tage vare på dem, vi har fået til landet i nogenlunde overensstemmelse med vore internationale forpligtelser, ville det have været mere spiseligt og til at leve med. Også for vores vogtere af den kristne etik. Men stramningerne skete vel mest af politisk fejhed overfor bevægelserne i vælgerskaren og for at imødekomme den formodede vækst i fremmedhadet. Danskernes ulyst til at blive nærmere udfordret på vores kristenkultur, som vi alle har mere eller mindre dårlig samvittighed overfor som medlemmer, der kun kommer til den årlige

"generalforsamling" er udtalt ikke inde i billedet, før den sjællandske præst Leif Borg Hansen begynder at organisere flygtninge under jorden. Den danske flygtningepolitik har hvilet på det paradoks - gang på gang i medierne fastslået - at når danskerne lokalt erfarede hvilken skæbne, der var tiltænkt og lå bag de udviste de-facto-flygtninge ja, så ændrede vi holdning, så stemningen snarere var for lempelser end for stramninger. Der var altid plads til en til, når vi fik sagerne på nærmere hold.

At mange danskere for en stor del bagom politikken på Christiansborg har det samme syn og vilje til at hjælpe i nød, har den danske udlændingepolitik ikke taget højde for i samme grad som de aktionerende præster. Befolkningen er holdt udenfor information af afgørelser i en række sager. Mange dagblade har besluttet ikke at referere til enkeltsagerne, men henholde sig til principielle afgørelser. At der i dag befinder sig et antal flygtninge gemt af vejen, huset i folks kældre og på lofter er en lige så velbevaret hemmelighed, som det burde fremgå at Udlændingestyrelsen ikke kan finde frem til dem og udvise dem. Den slags hemmeligheder tilbageholder man ikke i et anstændigt demokrati. Det bliver også omhyggeligt tilbageholdt hvor mange enkeltsager, omtalt i medierne, der er blevet kaldt tilbage til fornyet behandling, som har ført til fornyet beslutning om udvisning. 40 var tallet under den forrige minister, men det er umuligt at få klart svar i enkeltsagerne, medmindre man erfarer det fra flygtningene eller deres advokater selv. Kun de sager, som har haft størst og løbende mediebevågenhed, er blevet "grundigere" behandlet uden at man af den grund kan hæfte ordet "seriøs" på afgørelserne. Der tages ikke hensyn til andet end faren for offentlig bevågenhed. Det er Dansk Folkepartis erklærede mål med stramningerne at udstøde så mange muslimer som muligt af Danmark, og de sidder som bekendt på de magtfulde mandater, som regeringen har brugt til at gennemføre sin øvrige politik.

Ved valget i 1998 fik flygtningespørgsmålet således en overdreven plads i både debatten og de enkelte partiers kampagner, stærkt under pres af Pia Kjærsgaards gnækkende (undskyld) tilfredshed og hendes DF-troppers frygt og ytringsfrie udfald mod "de fremmede" over én kam. Indtil kommunevalgets skærpede opmærksomhed om tonen på DF-kandidaternes hjemmesider var der stort set "frit slav" på fordømmelsernes tag-selv-bord.

De fremmede er nu blevet til islamister med en systematisk og målrettet politik om at "nedgøre og udslette os, - de vantro hedninge - som skrevet står i Koranen (hvor meget tilsvarende sludder kan vi ikke finde i Bibelens gl. testamente) Påstande om, at det er den danske blødsødne øllebrødsbarmhjertighed i pagt med den danske kulturradikalisme, der er skyld i, at vi i sidste instans kommer til at smuginvadere vores egen kultur er gængs i enhver artikel fra fætrene Krarup og Langballe. Om nogen har de blandet kristendom og politik og undsagt reglen om at præster ikke skal blande sig. Hvis vi giver efter for vores karakteristiske (danske) trang til åbenhed, mildhed og frisind, vidsyn og tolerance, har vi solgt os som slaver til den islamiske verdensrevolution.

Tilbage i 1998 begyndte verdenspressens korrespondenter, der skrev om valget, at tage sig til hovedet og spørge, hvad der var ved at ske i den danske offentlighed og med den danske proportionssans. Man havde længe talt om et uhyggeligt, højredrejet spøgelse, der gik igennem Europa, men havde hidtil friholdt Danmark og den skandinaviske model for at lade den slags genfærd (Hitlers og Mussolinis velsagtens) få indflydelse og slippe igennem. Da terrorhandlingen fandt sted mod World Trade Center og USA den 11. september 2001 faldt til gengæld de sidste bastioner af frisind og appel om forståelse og overblik i den danske flygtningedebat. De andre blev mere end automatisk til - fjenden, ja endda den beviselige hovedfjende.

Proportionsløs fokus på dette spørgsmål har betydet at tusindvis af bosatte mennesker nu er udskreget som det største problem for værtslandet Danmark. Det er lykkedes at lukke grænserne og sætte væksten i indvandrertallet drastisk ned. Men det er også lykkedes at oppiske en stemning i den danske befolkning, der bygger på modsætningen: Os imod dem - de andre - fjenden. Samtidig med at vi har brug for arbejdskraften begynder vi at håne deres legitime religionsopfattelse. Tro er kun fredet til en grænse, hvor man i ytringsfrihedens navn vil afprøve effekten af en forhånelse. Ellers forstår jeg og Præsteinitiativet heller ikke, hvad JyllandsPosten egentlig satte sine tegnere til at afprøve med tegningerne af Muhammed.

Oveni den fiktive stillingskrig mod stort set forsvarsløse er det stadig mennesker af kød og blod, for hvem det er en voldsom belastning at skulle slås med erindringer og traumer fra krig og tortur, at være drevet på flugt uden et hjemland, at tåle miskredit, madpakkeordninger, mere eller mindre grundløse påstande og ulidelige ventetider og påmindelser om uønskethed. Endda afgørelser, der fortæller dem, at allerede udstedte opholdstilladelser kan blive inddraget. Bare vent: Hvis dine traumer er så stærke,at du ikke kan forsørge dig selv ved et almindeligt arbejde, hvis du ikke er i stand til at lære ordentligt dansk, hvis du ikke kan oppebære produktiv egeneksistens, så står du til udvisning!

Det er den holdning præsteinitiativet har besluttet at aktionere imod ved at påstå, at det er fremmedhadet i os selv, der udgør den største fare for landets fremtidige sikkerhed. I hvert fald som kristensamfund er vi bragt på terminalstadiet. Samtidig siger de aktionerende præster at en forkyndelse, som ikke tør forholde sig til den førte politik ikke er sin opgave værdig.

Fra at være førende i verden, hvad angår parathed til at hjælpe mennesker i nød, har vi bevæget os til at indføre en familiesammenføringslov i strid med internationale regler. Regler, vi selv har været i spidsen for at gennemføre. I kampen for at hindre tvangsægteskaber, går vi ind for tvangsskilsmisser, skiller familier ad, gør små børn faderløse, lader unge traumatiserede hustruer stå med en forpligtelse og et ansvar, de ikke kan overskue, sender syge mennesker til en uvis fremtid. Vi har samtidig gjort os til det næst mest restriktive land i verden - efter Holland - i retten til at erhverve borgerrettigheder. Folk som ikke kan bestå en danskprøve, som op imod 40 pct. af den danske befolkning ville have vanskeligheder med, kan fra nu af udvises. For at opnå asyl lægges der ikke humankriterier til grund. Flygtninge fra et bestemt antal lande kan lige så godt undlade at søge. De vil blive udvist pr. automatik. Det spiller ingen rolle om en flygtning har lært dansk, er i gang med en uddannelse og bestræber sig på at blive lovlydig borger. Mors hammer falder uden skelen, hvis ikke alle kriterier er opfyldt.

På det grundlag bliver juleevangeliet nu oplæst i fyldte kirker, på plejehjem, i skoler, på hospitaler, i menighedsforsamlinger overalt, hvor julelysene skal tændes. Hvor mange drøje ord, hug og formaninger til politikerne for disse skarnsstreger, der vil falde, er det lovligt svært at forudse. At der stadig ikke er plads i herberget er det op til præstens egen samvittighed og temperament at fortolke. Men foreløbig har 200 præster besluttet at tage bladet for munden med udgangspunkt i at næstekærligheden sande budskab er trådt under fode af haderetten, (min udlægning) at viljen til at hjælpe synes erstattet af retten til at fordømme og fraskrive sig pligten til at hjælpe. (Præsteinitiativets udlægning).

Det er på tide, skriver de fleste tilbage til sekretariatet, at reagere. Vores alibi som præster er bragt i fare, hvis vi undlader at sige fra. Det er ikke at blande sig i politik, når mennesker bliver knust i det

politiske maskineri. Det er politikerne, der har overskredet grænsen for tilladelig kristen etik og dermed bragt julens glade budskab i fare. På det grundlag vil jeg i ydmyghed overfor den stand jeg selv repræsenterer ønske hele Danmark Glædelig jul, og få nu ikke juleanden i den gale hals!

Kjeld Pries, journalist og kommunikationsrådgiver

sekretariatsleder for Præsteinitiativet 2005/06

Startside for Præsteinitiativet http://www.arnehansen.net/051214praesteinitiativet.htm