ET NYTÅRSØNSKE.
Af Paul Rode Andersen
Frederikshavn d. 27. december 2005,
I en ellers mørk tid er det et lyspunkt, at en stribe forfattere, præster, psykologer m.fl. siger fra over for den udlændingepolitik- og debat, der føres her i landet.
Dansk Folkeparti og den borgerlige regering og presse er tilsyneladende umættelige i deres begær efter at gøre tilværelsen uudholdelig for mennesker af anden etnisk herkomst end dansk. Utallige er efterhånden de anslag mod de fremmede, som det er lykkedes for Dansk Folkeparti over en årrække at få presset igennem – desværre med al for god hjælp af de borgerlige og Socialdemokraterne: 24-årsreglen, tilknytningskriteriet, skærpede krav til selvforsørgelse ved familiesammenføring med ægtefælle, børn over 15 har ikke krav på at blive familiesammenført med deres forældre, starthjælp på SU-niveau samt stramninger i tildelingen af og loft over kontanthjælpen, forklædeydelsen, afskaffelsen af statslige tilskud til modersmålsundervisningen, skærpede betingelser for permanent opholdstilladelse og dermed ekstremt umenneskelig behandling af i forvejen hårdt ramte familier, yderligere krav om at kunne bestå prøver i dansk sprog, kultur og samfundsforhold for at opnå indfødsret – bare for at nævne nogle af anslagene.
Hertil kommer en tiltagende forråelse af tonen i udlændingedebatten, som må få en til at spørge: Er der da ingen grænse for, hvor lavt regeringen vil tillade DF at presse debatniveauet og grænsen for appellen til den indre svinehund ned. Jeg synes mere og mere, jeg får associationer til det klima, som jøderne levede under i mellemkrigstidens Tyskland.
Dansk Folkeparti er på udlændingeområdet et primitivt, barbarisk, uciviliseret, etnocentrisk, usmageligt, brutalt, kynisk og intolerant parti, som man med min målestok ikke kan foragte nok. Partiets fremmefjendskhed er så udtalt, at partiet er villig til at opsige de internationale flygtningekonventioner og undsige menneskerettighederne for at gøre Danmark til ”muhamedanerfri zone”. Den kristent funderede socialkonservatisme er forbeholdt etniske danskere, og næsten er den, der står en nærmest. ( At DF så kan støtte noget så fjernt som invasionen i Irak med begrundelsen at ville indføre demokrati og menneskerettigheder afslører hykleriet og hovedløsheden).
Hvor ville jeg ønske, at Kjærsgaard, Krarup, Langballe og deres sympatisører på egen krop kunne mærke, hvordan det føles at være forfulgt på grund af sin politiske holdning, religion, etnicitet eller race, flygte til et land, som har skrevet under på, at det vil hjælpe mennesker i den slags nød, og så dagligt af Dansk Folkeparti, regeringen og de borgerlige medier blive mistænkeliggjort, svinet til og udstødt. Udstødt i skolen, fordi de gammeldanske børn ikke vil omgås dem, udstødt af arbejdsmarkedet, fordi de danske arbejdsgivere er fordomsfulde over for fremmede, udstødt fra gammeldanskernes boligkvarterer og placeret i ghettoer, udstødt fra privat omgang med de indfødte, som under indtryk af DF’ s og mediernes ensidige fokusering på de problemfyldte udlændinge frygter folk, der er anderledes. Udstødt fra deres ægtefælle og børn, som det bliver mere og mere vanskeliggjort at få opholdstilladelse til.
Og hvor kunne jeg unde Kærsgaard, Langballe og Krarup, at de som flygtninge i årevis skulle leve uden permanent opholdstilladelse og ikke være herrer over eget liv og derfor ude af stand til at planlægge det .
Det kan da ikke overraske, at integrationen er svær under disse betingelser, som i høj grad er fremelsket af DF – og bakket op af regeringen. Hvis man gang på gang i integrationsmæssig henseende støder panden mod muren og møder forventninger af DF’s kaliber, så er det ikke så underligt, at man søger sammen med sine egne – både når man er barn og ung, og når man skal giftes og bosætte sig.
At tale DF fra fremmedfjendskheden anser jeg for håbløst. Partiet lever som en parasit af de vælgere, der er usikre på fremtiden, globaliseringen, deres eget kulturgrundlag og de mennesker, der er anderledes.
Derfor skal mit nytårsønske gå til de anstændige, borgerlige vælgere, der stadig findes i dette land, og som må kunne se, at den førte udlændingepolitik og debatklimaet herom har fået en så uhyggelig drejning, at vi som nation ikke kan være den bekendt længere. Det må kunne lade sig gøre for besindige venstrefolk og konservative at fortælle Fogh og Bendtsen, at nu er grænsen for, hvad et land kan lægge ryg, nået. Det er skruen uden ende, hvis DF ikke bliver sat stolen for døren.
Godt Nytår!
Paul Rode Andersen
Hans Egedes Vej 33
9900 Fr.havn
Ovenstående artikel er bragt i Nodjyske Stiftstidende d. 29. 12.05 på side 11 med titlen ”Vi kan ikke længere være det bekendt”
Paul Rode Andersen er mangeårigt byrådsmedlem i Frederikshavn og formand for børne og ungdomsudvalget og er for nyligt også valgt til byrådet i Ny Frederikshavn som SFs spidskandidat.
Paul Rode Andersen er lektor i samfundsfag og dansk på
Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus