Klumme bragt i Det religiøse rum – Politiken d. 07.01.06 af Kaj Bollmann, generalsekretær, Kirkefondet

Gud på menneskets side

Der kom som forventeligt vrede politikerreaktioner mod præsteinitiativet her op til jul mod den aktuelle udvisningspolitik og -praksis. Irene Simonsen (V) og Søren Espersen (DF) udstedte bandbuller mod præster, der ikke ”holder sig til at udlægge biblen” og ”blander politik ind i forkyndelsen”.

Lige så forventeligt kom der sure læserbreve fra folk, der var bange for at få julehyggen i kirken spoleret. Og fra enkelte linievogterteologer med angst for, at budskabet skulle gå hen og blive konkret.

Jeg havde egentlig også troet, at nogen på Politiken ville tage skarpt afstand fra initiativet. F.eks. Jarlner/ Jerichow, der jo med bogen ”Grænser for Gud” fra en anden side er enige med bandbullerne: religion har absolut ikke har at gøre i det offentlige rum, og religiøse argumenter ikke i politik. Men det gælder måske ikke helt så meget, hvis det er et anliggende, man indholdsmæssigt sympatiserer med?

Når Irene Simonsens, Søren Espersens og andre bandbuller er noget regulært sludder, og når Jarlners og Jerichows model ”religion ud af det offentlige rum” heller ikke holder, er det selvfølgelig fordi de ikke har fattet, at religion og tro foregår i det virkelige liv. Tro påvirker folks måde at forholde sig til virkeligheden på. Det gør en forskel.

Martin A. Hansen fortæller, at kristendommens indførelse i Danmark faktisk førte til afgørende samfundsændringer: folk holdt op med at sætte pigebørn ud, folk holdt op med at holde trælle, og blodhævn forsvandt. Ikke på en gang, men efterhånden. Kristendommen var politisk, den forandrede menneskesyn og praksis. Kristendommen foregår både i menneskers hjerter og tanker og i deres virkelighed. Og det må slå gnister en gang imellem – f.eks når der er folk, der mener, at vi på visse områder i samfundet er på vej tilbage til et førkristent menneskesyn.

Det er et af K.E. Løgstrups velkendte udtryk, at vi står med næstens liv i vore hænder. Det er den grundlæggende etiske fordring. Den er ikke noget særligt kristeligt, men en almenmenneskelig sag, og de krav, der springer ud af det, kan rettes til ethvert menneske, kristent eller ikke.

Men det kristne budskab formulerer denne fordring med en radikalitet, som går fra første til sidste linie i det nye testamente. Fra fødslen i stalden og flugten over hals og hoved fra Herodes’ terror-soldater til døden på korset og opstandelsen forkyndes Gud som den, der er på vores side. Ikke på den ene eller den anden side, men på det enkelte menneskes side – i døden, men også i livet.

Det er derfor kirken kan og må være et rum, der hvor fordringen holdes fast og hvor vi er med til at sætte ansigter og skæbner på konsekvenserne, når der svigtes. Ikke for at sætte politikere i skammekrogen eller stille Gud på nogen retnings side; men den kristne forkyndelse må udfordre os til menneskelig anstændighed, moralsk anfægtethed og erkendelse af skyld og ansvar overfor dem, som svigtes.

Alt hvad der siges og gøres i kirken såvel som andre steder siges og gøres med risiko for at blive selvretfærdig og tage fejl. Men det skal ikke afholde nogen fra at sige noget og gøre noget. Fordringen rammer ned i hver eneste præsts forkyndelse, hver eneste menighedsråds arbejde med liv og vækst i menigheden.

Det er en væsentlig side af kristen børnelærdom at blive opdraget til ikke at være ligeglade med andre menneskers lidelse og nød. Vi skal fastholdes i evnen til at kunne skamme os. Vi har behov for forsvarsværker mod kynisme og samfundsmæssig råhed. Kirken er en af de få institutioner, som overhovedet har overskud og idealer tilbage til at røre ved den opgave.

Og vi skal ikke lade os skræmme fra at tage den op, hverken af religionsforskrækkede sækularister eller politikerbandbuller.

(Kaj Bollman)

Og selve præsteinitiativets udtalelse Skal der stadig ikke være plads i herberget ? http://www.arnehansen.net/051214praesteinitiativet.htm med links til andre senere indlæg