Artikel til Københavns Stifts Årbog 2005

Kaj Bollmann

 

 

Jeg kan ikke få dem ud af hovedet…

 

Af Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet, præst

 

Midt på en travl dag på kontoret, mellem foredragsforberedelse om stat og kirke, planlægning af kursus om samarbejde på tværs af sognegrænser og andre væsentlige kirkesager, kommer der en opringning fra en ældre mand i Sønderjylland, som jeg ikke kender. Det handler ikke om noget med menighedsråd eller kirke, begynder han.

 

 

Nej, han vil spørge mig, om jeg ved, hvordan det er gået med Linda og Sally. ”Jeg kan ikke få dem ud af hovedet”, siger han. ”Jeg var på højskole i juni, og da læste jeg tilfældigt en avis­artikel, som du havde skrevet. Jeg har tænkt over den lige siden”.

 

Avisartiklen handlede om Linda og Sally – to unge flygtningepiger, der blev udvist til Syrien mod deres vilje, afhentet i Sandholmlejren, sat på et fly til Damaskus, ledsaget af 4 betjente, hvorefter de forsvandt i Damaskus, uden at nogen af deres danske venner senere har kunnet få kontakt med dem.

 

En nødvendig omkostning?

I dag 23.september er det 195 dage siden de blev udvist, og der er stadig intet nyt fra de to piger.  De var flygtet, fordi deres – muslimske – far ville tvangsgifte dem til to af sine forretningsforbindelser. De to piger er – hvis de stadig er i live og ikke er blevet tvangs­kon­verterede – kristne. Derfor var de flygtet til Danmark.  De har ingen andre bekendte i Damaskus end dem, de er flygtet fra.

 

Alle bønner fra danske venner til myndighederne om asyl eller humanitær opholdstilladelse blev afslået. Alle påpegninger af risikoen for, at de ville blive holdt fanget af farens familie, tvangsgiftet, tvangskonverteret eller i værste fald dræbt på grund af deres overgang til kristendommen, blev negligeret.

 

Måske er der en naturlig forklaring på den manglende kontakt. Måske har Linda og Sally det godt. Det kan man jo da blive ved med at sige til sig selv som et håbsmantra. Lige nu i dette øjeblik ved vi det ikke. Og det går både den ældre mand i telefonen fra Sønderjylland og en del andre mennesker på. På sønderjysk lyder det lidt underligt, men han siger det alligevel, næsten undskyldende: ”Ja, Æ tænker jo på, hvor møje blod vi skal ha’ o e hænde’, inden vi lærer af det”.

 

Godt spørgsmål. For Linda og Sally er kun to af mange, der er røget med blandt de ”nødven­dige omkostninger” i den aktuelle udlændingepolitik. Der er ikke plads til eller politisk grund til de finere nuancer, når politikere og medier kan fremmane et billede af en folkestemning, som ”ikke vil have flere ind”. 

 

Om mediernes og politikernes billede er dækkende, er en helt anden sag.  Sønderjyden i telefonen kan fra sit eget lille bysamfund berette om en familie, der stod til udvisning, fordi faren ifølge myndighederne ikke tjente nok til at kunne forsørge familien, selvom han havde arbejde. Med den konsekvens, at hans arbejdsgiver ændrede hans arbejde og lønvilkår, så han kom op over grænsen, og familien kunne blive. Det er jo også folkestemningen, når det er vores gode naboer, der står til udvisning.

 

Næstens liv i vore hænder

Det er et af K.E. Løgstrups velkendte udtryk, at vi står med næstens liv i vore hænder. De to eksempler, Linda og Sally, og flygtningefamilien i Sønderjylland, er levendegørelser af den sætning. De sætter ansigter på, så man ikke kan forblive i tallene og abstraktionerne. De omsætter etikken fra principper til konkrete fordringer. Moral handler om menneskeskæbner.

 

Og så er det, det sker, at der er historier, vi ikke kan få ud af hovedet. Historier, hvor vi står med næstens liv i vore hænder, og hvor næsten bliver svigtet. Næstens liv bliver tabt ud af vore hænder og forsvinder helt ud af vort synsfelt. Næsten bliver til ingen.

 

Hvis jeg lader en person, der trænger til hjælp, ligge på gaden uden at hjælpe, så pådrager jeg mig et personligt ansvar. Jeg kan ikke slippe uden om, at det er mig, der lader ham ligge. Det er ganske vist næppe min skyld, at han ligger der – med mindre da det er mig, der har drukket ham fuld eller slået ham ned – men f.eks. at påstå, at det er samfundets pligt at feje ham op, fordi det er samfundets skyld, at han ligger der, kan alle høre hulheden i.

 

Men i sagen om Linda og Sally er det anderledes. Sønderjyden og de mange andre, der ikke kan få historien ud af hovedet, jo netop ikke dem, der har ansvaret for, at de er blevet smidt ud. De mange, der har protesteret over både denne og andre lignende sager, er jo netop moralsk anfægtede. Det har bare ikke hjulpet noget. Når gælder Lindas og Sallys udvisning er det jo faktisk ingen frase, at det er samfundets skyld.

 

Det er den konkrete udlændingelovgivnings skyld, fordi den muliggør, at sådan noget kan ske. Og det er den forråelse af administration og politisk tankegangs skyld, der gør, at det kun er et mindretal, der ikke kan få den slags historier ud af hovedet. Og så ligger der også en skyld i, at vi er nået dertil, at der er en næsten ikke eksisterende forståelse for religionens betydning – blot fordi den hos os selv er trængt ud i krogene – at man ikke fatter, at det kan være livsfarligt nogle steder i verden at skifte religion.

 

Vores ansvar og skyld er en del af et kollektivt ansvar – samfundets ansvar. Det fælles ansvar kan vi naturligvis ikke løbe fra, selvom vi ikke personligt måtte have valgt de politikere, der har udformet den nuværende udlændingelovgivning, eller ansat de embedsfolk, der administrerer den uden forståelse for religionens betydning. Men spørgsmålet er, hvad vi gør ved det ansvar – bortset fra at ligge vågen en gang imellem over en særlig grel historie og så love os selv at stemme på andre politikere næste gang, hvis vi tror på, at det er bedre.

 

Vergangenheitsbewältigung

I Tyskland kan man stadig se unge mennesker født årtier efter krigen græde af skam og skyld, når de ser kz-lejr-optagelser. Hvad græder de for? Det er jo ikke dem, der har sendt folk i kz-lejre.. De græder over en skyld, der aldrig kan sones. De græder over de millioner af ofre, som ingen nogen­sinde med det mindste gran af realitet kan sige undskyld til eller for. De græ­der, fordi fædrenes synder nedarves på børnene, så børnene må græde de tårer, som forældre­ne ikke græd. De græder, fordi man i Tyskland har valgt, at såret ikke bare skal lukkes og heles, så alt er glemt. Ofrene skal huskes. Kommende generationer skal bevare opmærksom­heden og sensibiliteten. Tyskerne har selvfølgelig et begreb for den sag: Vergangenheits­bewältigung. Det at komme til klaring med sin fortid. Billedet af det onde må ikke udviskes. Men vi skal heller ikke forholde os neurotisk tilbageskuende. Vi skal lære af det i forhold til nutid og fremtid. Vi står med næstens liv i vore hænder – også som samfund.

 

Da Willy Brandt i sin tid faldt på knæ ved mindesmærket for nazismens ofre i Polen, havde det en  stærk virkning, både symbolsk og reelt. Der var stadig ofre, der var i live. Hele Europa var konkret mærket af eftervirkningerne.  Willy Brandts gestus var ikke tom, men havde reelt moralsk og politisk indhold. Og den kom til at betyde en forskel.

 

Den tomme undskyldning

I modsætning hertil står en af den forløbne sommers agurketidssager:  kravet fra grupper på de tidligere Dansk-Vestindiske Øer (nu Virgin Islands) om, at Danmark officielt skulle undskylde sit ansvar for slavehandlen og den umenneskelige behandling af slaverne i den danske kolonitid. Måske oven i købet betale en eller anden form for pekuniær erstatning.

 

Der er sikkert ingen tvivl om, at den danske kolonimagt og danske slavehandlere og –ejere har opført sig præcis lige så bestialsk som alle andre af slagsen, og at ofrenes blod råber til himlen. Alligevel forekommer kravet om en undskyldning mig noget hult. Det virker som noget, der er inspireret af den amerikanske ”sagsøg for hvad som helst”-dille. Ofrene er jo døde for 3 generationer siden. Og den andel i nutidig lidelse på Virgin Islands, som kolonihi­storien har, fortoner sig i blanding med den historie, der har været siden. Men det er klart, at kan man få nogle millioner ud af det… You cant’ blame a man for trying.

 

Spørgsmålet er, hvilken mening sådanne afkrævede undskyldninger overhovedet giver. I nogle tilfælde kan en konkret økonomisk erstatning være en oprejsning og hjælp for dem, der har været reelle ofre eller lider under de konkrete følger af en uret. Som f.eks. i sagen om de tvangsdeporterede Thule-beboere.

 

Men hvad mening ville en undskyldning til de vestindiske slaveefterkommere – evt. garneret med et par millioner – give moralsk set fra et samfund, der samtidig skaber sig nye ofre gen­nem sager som Lindas og Sallys? Der er da  i det mindste en vis konsekvens i statsminis­terens nej til en undskyldning til De Vestindiske Øer.  Det er der derimod ikke i den samtidige afstandtagen til flygtningepolitikken før besættelsen og til samarbejdspolitikken under krigen.

 

Den eneste reelle moralsk forsvarlige undskyldning for flygtningepolitikken i 30’erne ville være at sikre, at sådanne historier, hvor folk bliver sendt ud af landet til tortur, tvang og måske død, ikke gentager sig. Herunder også at gå op imod populististiske stemninger i stedet for at dække sig ind under dem.

 

Og det er så her den anfægtede sønderjydes første bemærkning om, at  det ikke handlede om noget med menighedsråd eller kirke, alligevel ikke passer. For spørgsmålet er, om ikke der er en kirkelig – også folkekirkelig opgave i den forbindelse, der rammer ind i kernen af den kristne forkyndelse.

 

I heldigste fald kan vi stadig komme til at sige undskyld til Linda og Sally. Fortælle dem, at vi ved de er blevet svigtet, og at mange i Danmark føler skyld og skam over den måde at behandle andre mennesker på, og give dem en reel oprejsning. I heldigste fald - hvis håbet om, at de stadig er i live og måske bare er gået under jorden, viser sig at være sandt. Men der er så mange andre ofre, som er blevet overset eller glemt i tidens løb. Og som først dukker op af glemselen, når det er alt for sent.

 

 

I kirken skal vi huske ofrene og fastholde fordringen

Den etiske fordring er ikke en særlig kristelig fordring. At vi har næstens liv i vores hånd, er en almenmenneskelig sag, og de krav, der springer ud af det, kan rettes til ethvert menneske, kristent eller ikke.

 

Men hvem sætter ord på kravene? Hvem formulerer dem og fastholder dem og skaber et rum, hvor der tales op imod moralsk kynisme og forråelse og mod den banalisering af det umen­neskelige, det gør det stuerent? I velfærdssamfundets storhedstid talte man om, at nu var den kristne næstekærlighed vokset ind i socialpolitikken og hele samfundets tænkning. Derfor afskaffede man i en lang periode det meste af diakonien i kirken. I dag ved vi, at diakonien ikke kan eller må afskaffes. For værdigrundlaget stikker ikke så dybt. Det er aldrig noget givet. Politiske vinde kan skifte hurtigt.

 

Kirken kan og skal være et rum, hvor den etiske fordring bliver holdt fast, og hvor vi er med til at sætte ansigter og menneskeskæbner på konsekvenserne, når den svigtes. Det er ikke først og fremmest et spørgsmål om, hvorvidt kirken skal have organer, der skal udtale sig om dette eller hint, men det rammer ned i hver eneste præsts forkyndelse, hver eneste menigheds­råds arbejde med liv og vækst i menigheden: hvis ikke den kristne forkyndelse er med til at bevare menneskelig anstændighed, moralsk anfægtethed og erkendelse af skyld og ansvar overfor dem, som vi svigter, så svigter vi kirkens og forkyndelsens profetiske dimension.

 

Vi skal i kirken være med til at bevare ofrene på dagsordenen, sikre at de ikke bliver glemt. Kirken er et erindringens rum, et værn mod at overlade mennesker til ligegyldighed og glemthed. I kirken skal vi huske alle dem, som vi ikke kan komme til at sige undskyld til. Det er en del af indholdet  i den syndsbekendelse, som er et led i gudstjenesten. Når vi gennem den seneste ændring af ritualbogen har fået kyrie og gloria med igen som mere naturlige led i gudstjenesten mange steder, så skulle det nødig bare være en tom liturgisk skal. Hvis synds­be­ken­delsen skal med i gudstjenestens forløb, skulle det gerne være fordi vi faktisk mener, at der er et behov for at arbejde med ansvar, skyld, tilgivelse og forsoning. Ikke bare på det private plan, men i det hele taget.

 

De ofre for vores svigten på det private og det samfundsmæssige plan, som vi ikke kan komme til at give en reel undskyldning, der gør en forskel og skaber en reel udsoning, det er ikke mindst dem, vi råber Kyrie eleison for i gudstjenesten.  Men det skal selvfølgelig ikke blive stående der. For lærer vi ikke noget af det, sådan at vi ikke gentager svigtet, så er Kyrie Eleison-råbet bare blevet til tom neurotisk gentagelse, der ikke ændrer ved noget.

 

Der er en kæmpe etisk-pædagogisk opgave for kirken i at undervise i moralsk anfægtelse! I at undervise børn og voksne i ikke at være ligeglade med andre menneskers lidelse og nød. Vi skal fastholdes i evnen til at kunne skamme os. Vi har behov for forsvarsværker mod kynisme og samfundsmæssig råhed. Og der ser ikke ud til at være så mange andre institutioner i samfundet end kirken, som overhovedet har overskud og idealer tilbage til at røre ved den opgave.  Og det er vel også meget naturligt, at vi i kirken påtager os et ansvar for den opgave. Den springer jo ud af det budskab, vi er kirke om.. 

 

Kaj Bollmann

 

Og selve præsteinitiativets udtalelse Skal der stadig ikke være plads i herberget ? http://www.arnehansen.net/051214praesteinitiativet.htm  med links til andre senere indlæg